|
Forside
Bøger
Boganmeldelse
|
Boganmeldelse (Fyldepennen)
For resten af Leif Bruun
Den trykte bog har ringe fremtid. Om ikke næste år så
om føje år vil den gå samme museumsvej som runestenshuggere,
karetmagere, typografer og mange andres fag, der var store for en halv
generation siden, men i dag lyder som noget støvet, forhistorisk. Jeg
holder derfor immer udkig efter nye tiltag i forlagsverdenen for at være
på forkant med udviklingen og vide, hvad initiativrige unge finder på
for at kunne få deres tanker, ideer, historier, ud til de læsere, som
alle forfattere længes imod. 'fyldepennen.dk' er en af måderne, der
opfylder dét behov. Gratis at læse. Nul money.
Forfatteren Leif Bruun, Vejle, går en anden vej: Hans nye e-forlag
udgiver bl.a. denne 'e-bog'.
Sammen med de mange andre skriveglade håber han på en dag at kunne få
en beskeden indtægt, måske endda fortjeneste ved at være forfatter. Større
ambitioner anser jeg for Fatamorgana.
Denne Bruunske aforismesamling , (129 sider i A-5-sideformat) er bestemt
ikke ueffen.
Det samme gælder hans 'Det menneskelige væsen' (139 sider i A-4-format) -
lidt lommefilosofi, der som alle andre aforismesamlinger er skrevet som
Oehlenschlæger udtrukte det i 'Guldhornene':
"For de sjældne få, som vor tale forstå".
De Bruunske 'bøger' er ikke for dem, der vil have pynt til reolen
eller læse i sengen. På dét felt mangler stadig en "Ole
Opfinder". Jeg har spurgt Leif Bruun, hvorfor han har valgt
mappeformen, og hvorfor den elektroniske form? Svaret overrasker ingen,
som i disse år prøver at få de gammeldags forlag til at udgive sine
skriftlige arbejder: "Jeg har ikke kunnet finde et forlag, der vil
udgive dem, og jeg har ikke selv de økonomiske midler til at gøre det på
vanlig bogvis."
Bestiller man en af hans udgivelser, modtager man en diskette/cd med
hele bogen - lige til at putte i computeren, hvor man kan læse den på skærmen
eller tage den i udskrift. Prisen er rimelig. Det er næppe dér, hans
millioner skal komme fra. Men den fisker får de fleste fisk, som har snøren
længst i vandet.
Siden bogmarkedet - hurra for den frie konkurrence - blev givet frit i
fjor, har ingen djævel (læs: forlægger) været i stand til at
fortælle, hvad dét vil få af betydning i fremtiden - endsige hvordan
fremtidens 'bog' vil se ud. Tidens masseproduktion af trykte bøger er de
store forlags tissen i bukserne for at holde varmen. De håber at kunne
tryne de små - og holde f.eks. nydannelsen e-forlag (elektroniske forlag)
ude af markedet.
Tryk avler som bekendt modtryk, så i disse år gøres alskens forsøg fra
unge, initiativrige forfattere og forlagsfolk på at finde nicher, hvor de
kan få lov at udvikle deres idealisme til forretning. Der er kun én
fordel ved denne e-bogsform: Man kan ikke opfatte det som 'salg af bøger'
men som 'salg af manuskripter'. Og det er netop ét af de få områder,
der er fritaget for moms.
Svagheden ved alle former for bøger er, at ønsket om at blive læst skal
være større end ønsket om at leve af det. Det sidste har forfattere
aldrig kunnet. Men hvis man vil acceptere at leve af almisser, er der ikke
megen forskel på fortidens private blåblodede mæcéner og nutidens
tilskud til forfattere med de rette forbindelser og de korrekte politiske
meninger.
Tilbage til For resten
...
Til toppen
|
|