Leif Bruun, Tlf. 75 82 72 80
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk


 
   

Forside

Bøger

      Min Mormors familie

 

Min Mormors familie  (Indledning)

Jeg ligger i mors seng. Mor og far har gjort sig fine, de er gået i byen. Jeg har grædt meget. Det er første gang mormor passer mig. Det var det, der gjorde mig bange. Så var det, jeg lige pludselig fik ondt i maven.
    Lige nu er det ikke så meget mavepinen, der trykker mig; men mere det, at jeg kan mærke, at mormor bliver ked af det, når jeg græder. Hende kan jeg godt li’, og hun trøster mig, så godt hun kan.
    Hermed fik jeg så introduceret min mormor. Hun har altid stået for mig som noget fast og trygt, jeg holdt af og havde tillid til. I over 25 år var mormor avisbud - helt op til 75 års alderen. I al slags vejr blev Vestkysten bragt ud. Hun var byens mest kendte avisbud - altid på dyrenes side med fuglefrø i kittellommen til omegnens fugle - med cyklen, aviserne og den altid ustyrlige og ovenud glade Kvik i snor, halsende enten foran eller bagefter.
    Mormor og jeg har delt mange aviser ud sammen. Hun blev således min første arbejdsgiver. Jeg kan tydeligt se hende for mig med de solide sko og kommodebenene - altid med tørklæde om hovedet og en blomstret blågrå kittelkjole.

Ovenstående er fra min selvbiografi Så vidt jeg husker. Efterfølgende kan man læse, hvordan min svoger, John Elmbæk Olsen husker min mormor fra den samme periode:
    I 1962 til 63, da jeg var en 9 til 10 år gammel, var jeg avisdreng. Jeg skulle møde klokken halv tre om eftermiddagen i et lille rum ved Vestkystens trykkeri. Der samledes alle budene, og det var her jeg lærte fru Madsen at kende. Hun var skrap, så jeg var bange for hende. Hun var ikke ret høj, men bred i sin sorte kittel med bredt læderbælte. Det var hende, der råbte højest og skældte ud, når avisen var forsinket, og når hendes bude kom for sent. Jeg tror også, de andre havde respekt for hende, for det var altid hende, der fik sine aviser først!

 Ja, ja, sådan kan virkeligheden opleves forskelligt. Med disse ord vil jeg blot ønske god fornøjelse med de efterfølgende Noter og det tilhørende Stamtræ.