Leif Bruun, Tlf. 75 82 72 80
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk


 
   

Forside

Bøger

      Mit Bruun'ske ophav

  

Mit Bruun'ske ophav (Indledning)

I begyndelsen af 1990’erne tog jeg de første skridt til at indfri nysgerrigheden omkring mine rødder ved at tage rundt til familiemedlemmer og indsamle viden. Det blev til Familiestamtræet med tilhørende noter, billeder og meget andet godt. I den forbindelse blev jeg bekendt med, at min farmor var efterkommer af de veldokumenterede Spangsbergslægter. Det gjorde, at jeg ved at tilrette andres materiale kunne føre op til flere slægtslinjer tilbage til 1600-tallet. Det blev til Mine Spangsbergske rødder.
    Herefter var det nærliggende, at begynde at kigge på mine øvrige bedsteforældres rødder. Men med det indblik jeg havde fået i slægtsforskning, svor jeg på, at det var livet simpelthen for kort til. Jeg ville ikke tilbringe flere år ved at valfarte rundt blandt landets arkiver og studere støvede og mere eller mindre ulæselige bøger.

    Men nysgerrigheden var der jo alligevel. Især omkring min farfar, Jørgen Bruun Nielsen. Denne mærkeligt tillukkede mand. Jeg har kendt ham hele min barndom, men alligevel aldrig snakket med ham. Jeg har aldrig hørt ham sige noget om sig selv. I visse situationer kunne han være ret så gemytlig, men selskabeligt sagde han aldrig noget, og efter et par øller begyndte han at synge. Ikke engang min mor kunne fortælle noget om hans aner. Selv hans søn Holger - som jeg har kørt hele vejen op gennem Jylland til Ålborg for at spørge – kunne ikke fortælle andet, end at han var født i Skads, og at han vist nok havde en storesøster, der hed Sine. Bedsteforældrene kendte han ikke noget til, end ikke deres navne.

Måske fortæller denne lukkethed, blot noget om min vestjyske baggrund. For på mange områder stødte jeg på tilsvarende, da jeg udspurgte min mor og hendes søskende, der ellers ikke er mundlamme. Fx haltede min morfar på det ene ben, fordi han havde en stiv ankel og gik med en specialsyet sko. Det var noget, vi alle sammen kunne se, men end ikke hans børn kendte baggrunden for det:

- Det var jo ikke noget, de snakkede om, forsvarede min mor sig blot.
    Og selv er jeg gammel nok til at huske, at hvis man som barn udviste interesse for andre, var man blot en nysgerrig unge, der skulle holde snuden for sig selv:
- Ti’ stille, når de voksne taler! var svaret som regel.
    Alt sammen noget der står i skærende kontrast til vore dages selvpromoveringer og selvrealiseringer. Og i bund og grund er det vel det, jeg er i fuld gang med her.

Men tilbage til min farfar igen. En kedsom vinterdag her i år 2011, googlede jeg bare for sjov hans navn og fødesogn, og stor var min overraskelse da det myldrede frem med oplysninger, som for mig var helt ukendte. Folketællingslister, kirkebøger, andres slægtsoplysninger og meget andet ligger frit tilgængeligt på Internettet.
    De næste 8 dage var jeg tabt for omverdenen. Til gengæld var jeg tilstede på nettet, hvor jeg drønede rundt blandt forfædre og deres bosteder, så jeg blev helt rundtosset. Det er så det, der er blevet til Mit Bruun’ske ophav, og som jeg har tænkt mig at præsentere efterfølgende.

Indlysende nok består noterne kun af faktuelle data. Så som læser må man gøre sig klart, at man selv må arbejde sig ind i oplysningerne og forestille sig, hvordan livet har været i de forskellige hjem. Mit bedste råd vil være, at man i den efterfølgende Introduktion snuser til, hvordan livet har været på den tid for egnens bønder og derefter studerer stamtræet, vekslende med at man læser noterne i den givne rækkefølge.

Til toppen