Klik på billedet for at læse artiklen

Boganmeldelse

"Bogen handler om flere ting. Der er nogen personlige beretninger. Nogen personlige oplevelser med selvudvikling og nogen små betragtninger af livet generelt. Så er der de små vitser som giver læseren lidt at tænke over ... De små illustrationer og billeder der er undervejs supplere den tekst de er sat sammen med ganske fint."

Læs hele anmeldelsen her!

- at se de lyse sider

Jeg kender en ældre dame, som kan kunsten - at se de lyse sider:
    - Er du glad for din nye lejlighed? spurgte hun en dag, jeg mødte hende.
    - Ja, det er bare irriterende, der er så mange edderkopper, svarede jeg i tillid til, at nu fik jeg nok et gammelt husråd om, hvordan jeg kom af med dem.
    - Så er du vel glad for, at der er færre fluer, svarede hun i stedet og tøffede smilende videre.

Med lov skal land bygges

- har det heddet sig, siden det blev skrevet i indledningen til Jyske Lov i år 1241. Som håndværker mener jeg nu også, at der skal bruges mange andre ting, hvis man da vil bygge andet end luftkasteller. Politikerne derimod, de tager det helt bogstaveligt, laver lov på lov - lap på lap - og accelererer lovmaskinen op i vanvittige hastigheder med det velkendte bureaukratiske forbuds- og formyndersamfund som resultat, hvor systemet har overtaget ansvaret for alt og alle.      

Formålet med en lov må være at synliggøre for menigmand forskellen mellem lovligt og ulovligt. Og skråplanet begynder i det øjeblik, man laver love for at dække smuthuller i andre love. Sådanne love ’bygger’ mere levebrød for jurister end ’land’ til befolkningen. For jo mindre man laver hullerne i et net, des flere huller bliver der!

Situationsfornemmelse

I min ungdom var Esbjerg en fiskerby. Det var dengang, der var penge i at være fisker. Ja, det har man aldrig hørt en fisker sige, men:
- Det er ik’ så ringe endda, sagde de i stedet.
    Så vidste vi andre godt, hvad det betød. Vi var nemlig alle mere eller mindre afhængige af fiskeriet. Så når hele byen en varm sommerdag hørmede af fisk, sagde vi bare:
- Det lugter af penge.
   Og fortsatte med at arbejde. For som vi også sagde:
- Rask må det gå!

Dengang var en fiskekutter lavet af træ og havde en 4 mands besætning: Skipper, bedstemand, tredjemand og kok, var fordelingen. De sejlede ud på fiskepladserne og var der 4 til 6 dage indtil lasten var godt og vel fyldt, så det kun var masterne, der var synlige – i hvert fald set fra afstand. Så sejlede de tilbage til Esbjerg, for at få fiskene solgt i auktionshallen. Afregningen blev så delt efter et sindrigt system, hvor kutteren og dens fornødenheder først fik sin del, hvorefter de 4 fiskere delte resten i forhold til hierarkiet.

Kutteren ’Mari Loise’ var tøffende på vej mod havn. Det havde igen været en god rejse, så hun var tungt læsset. De fire fiskere sad og hyggede sig i det lune styrehus. De var lige blevet enige om, at det var nu, de ville være bilejere. Det skulle være Volvo’er. Røde. Det skulle Skipper ordne, når de kom i havn.
    Det var så, hvad han gjorde, så snart det fornødne var ordnet på kutteren. Startede knallerten, en NSU Quickly med mælkekasse på bagagebæreren, kørte op til den elegante automobilforretning og gik indenfor.
    Her skal man lige gøre sig klart, hvordan en fisker ser ud og lugter, når han ikke er blevet vasket og har været af tøjet i mange dage. Det siges, at kedeldragten er så fyldt med fiskeslim, indvolde og andet godt, så den kan stå selv, når han kravler ud af den.
    Det havde automobilforhandleren derimod ikke gjort sig klart, så han skulede betænkelig, da han nærmede sig den beskidte, ildelugtende fisker, der stod og kløede sig i skægstubbene.
    - Hva’ hedder så’n en, spurgte Skipper.
    - Det er en Volvo P544, svarede forhandleren kortfattet.
    - Dem ska’ a ha' 4 af, svarede Skipper. - De skal være røde.
    - Det er godt med dig, fnyste forhandleren. Gik hen og åbnede døren, og sagde:
- Kan du komme ud af min forretning.

Det gjorde Skipper så, startede Quickly’en og kørte videre til den næste bilforhandler. Der havde sælgeren mere situationsfornemmelse, og afsluttede hurtigt en handel med 4 styks røde Volvo’er.

Kontant betalt selvfølgelig!

Hvorfor er vi her

er et af de filosofiske hovedspørgsmål. Det er der skrevet kilometervis af bøger om. Jeg kan besvare det på en kort linje:

Vi er her, fordi vi er!

Så enkelt er det. Det er ligesom, hvis man spørger sit barn:
    - Hvorfor har du gjort det?
    Vil svaret typisk blive:
    - Det var fordi!
    Og så leger barnet videre, for hvad skulle der være mere at sige, emnet er jo uddebatteret.

Vi er her som et resultat af den udvikling, der er foregået fra The Big Bang, solsystemets og planeternes dannelse, livets opståen her på jorden og gennem hele den darwinistiske udvikling til i dag - her ved begyndelsen af det 3. årtusinde - som i virkeligheden er år 5 milliarder.
   Der er ikke nogen overordnet forklaring. Det er jo det, der gør livet så storslået og udfordrende. Drivkraften er den menneskelige nysgerrighed. Vi vil altid vide, hvad der er omkring det næste hjørne.

 Vi er her, fordi vi er.
Vi dør, den dag vi ved alt!

Vil du med ud at gå tur i skoven

 - spørger hun. Jeg har lige sat mig til rette med avisen. Hun ved ganske udmærket, at jeg gerne vil have en middagssøvn om søndagen. Desuden er der fodbold i fjernsynet lidt senere.
    Jeg fortsætter med avisen og lader som om, jeg ikke har hørt hende. Hun kan også bare skrue ned for radioen. Den skal altid stå og larme sådan.
    - Vil du med ud at gå tur i skoven? spørger hun igen, bare lidt højere.
    - Hva’ fanden er der galt? Hvorfor råber du sådan? ryger det ud af mig.
    - Der er ikke noget galt, det er bare så irriterende, når du ikke svarer.
    Jeg fortsætter med avisen. Det er også hamrende uretfærdigt. Hun giver mig jo ikke noget valg. Siger jeg nej, vil hun være sur resten af dagen.
    - Vil du med, eller vil du ikke med? bliver hun ved, nu tydeligt irriteret.
    - Jamen det ka’ vi godt, hvis du gerne vil, svarer jeg nølende.
    Man må jo yde noget i et parforhold, selvom jeg nok synes, jeg har ydet mit ved at ordne køkkenet efter frokosten.
    - Det par tallerkener, vil hun bare sige.

Så går vi. Jeg skutter mig, jeg synes, det er koldt. Jeg går og tænker på den manglende middagssøvn og fodboldkampen, der begynder nu.
    - Hvorfor siger du ikke noget, er du sur? spørger hun.
    - Du siger da heller ikke noget, svarer jeg.
    Selvom jeg godt ved, at hun har prøvet et par gange. Jeg har bare ikke svaret. 

Det bliver en kort og trist tur i skoven. Men jeg når da hjem til anden halvleg. Jeg er ikke gået glip af noget, siger speakeren.
    - Ska’ vi snart ha’ kaffe? råber jeg ud i køkkenet.

Identitetskrise

I dyreflokke er det almindeligt efter dagens jagt og efterfølgende måltid, hvor alle er mætte og tilfredse, at man slapper af og hygger sig med hinanden. For os intelligente mennesker derimod er der det særegne, at vi bekymrer os om det næste måltid, mens vi endnu er mætte og begynder at samle forråd.
    Op gennem civilisationen er vi blevet så dygtige til det, at vi kan leve i flere år uden hverken at komme til at sulte eller lide nød på anden måde. For stadig at holde os beskæftiget (det vil sige holde bekymringerne væk), har vi været nødt til hele tiden at opfinde nye behov, som vi nødvendigvis må have opfyldt. Det har så medført, at det blev begrænsningen i jordens ressourcer og dens genoprettelsesevne med hensyn til forurening, der kom til at sætte grænserne for vores produktivitet.
    Det er så her det katastrofale indtræffer, for hermed er der ikke beskæftigelse nok til alle. For mange betyder det, at de føler sig overflødige, og hele livsgrundlaget smuldrer, de mister deres identitet og livet går mere eller mindre i opløsning.

I dyrenes verden sker der stort set ingen udvikling. De går stadig og hygger sig med hinanden, de stakkels fjolser!