Alt det man kan synge, kan man også spille

- var et af min mormors (Elisabeth Nielsens) valgsprog. Nu mindes jeg godt aldrig, jeg har hørt hende hverken synge eller spille. Men min mor (Grethe) fortalte, hun kunne spille klaver. Det, jeg derimod husker, er, at hun anskaffede sig et elektrisk klaver i hendes sidste år, efter at morfar (Kai Aage Madsen) var død - for at få lidt adspredelse i det ensomme liv.

At hun var ensom, kan jeg levende forestille mig. Når man tænker på livet i stueetagelejligheden Islandsgade 27, Esbjerg i de første mange år, med masser af liv, ballade og rigeligt at bestille. Og Elisabeth favnede det hele. De 4 børn, manden, arbejdspladsen, hjemmet, og efterhånden som børnebørnene kom til også dem. Hund, kat og kanariefugle var også indbefattet. Og der var altid fuglefrø i kittellommen til omegnens gråspurve.

Men efter Kai Aages død i 1968, blev der stille i Islandsgade. Børnene var midt i deres arbejdsliv, børnebørnene var i fuld gang med at etablere deres egne familier. Elisabeth var blevet folkepensionist og havde aldrig prøvet at skabe sit eget liv.

Når jeg tænker på Elisabeth og Kai Aage tilbage i barndomsårene, er det altid Elisabeth, der trænger sig på. Det er ikke for at sige noget negativt om Kai Aage, for han har aldrig generet mig. Jeg tror bare aldrig, jeg har talt med ham, eller lavet noget sammen med ham. Han var der bare og passede sig selv. Kun når Elisabeth kostede lidt rundt med ham, kunne man høre ham forsvare sig. Jeg tror ikke, det har noget med mig at gøre. Sådan havde de bare inddelt deres liv.

Elisabeth tog sig af familien og hjemmet, Kai Aage passede sit arbejde som barber og frisør. Sjovt nok var det omvendt i andre sammenhænge, der var det Kai Aage, der var den udadvendte og selskabelige, hvorimod Elisabeth trak sig ind i sig selv og blev tavs.

Elisabeth og Kai Aage boede i stueetagelejligheden Islandsgade 27 i Esbjerg fra 1938 til deres død i henholdsvis 1975 og 1968. I 1938 var de 4 børn henholdsvis 17, 15, 9 og 4 år. I de efterfølgende år efterhånden som børnene flyttede hjemmefra, kom der svigerbørn og ret snart efter også børnebørn til. Således udviklede det sig i mine barndoms- og ungdomsår. Som jeg husker det, var Islandsgade stedet, hvor al familieliv udspillede sig – til jul og andre højtider, søndag eftermiddag, eller hvis jeg blev ’parkeret’ der natten over, så var det der, det foregik. Der var en evig trafik af mennesker, der skulle barberes, klippes have en snak eller noget helt fjerde.

Således har jeg beskrevet det i en hel anden anledning: ”Dette hjem i Islandsgade kan jeg beskrive ned til mindste detalje - meget nøjere, end jeg kan med mit eget hjem: Alle onkler, mostre, fætre og kusiner sidder samlet om bordet i dagligstuen søndag eftermiddag. Jeg sidder for mig selv på linoleumsgulvet sammen med Money.
    Der var linoleum på gulvet, fordi stuen til daglig var morfars frisørsalon, hvor der kom og gik mange mennesker dagen igennem. Money var en sort, gammel og træt hund - til forskel fra efterfølgeren Kvik, som også var sort, men den var som sagt ivrig og glad. Særlig højlydt glad var den, når den hørte lyde på gangen. Så fræsede de ivrige poter med de hårde negle hen over linoleummet. Og hver gang sprang mormor nervøst op og tyssede på den, fordi overboen klagede over støjen. Især husker jeg dens kolde snude, og at jeg måtte bruge alle kræfter for at holde den på afstand, fordi den ville slikke mig i ansigtet. Den havde også en karakteristisk grim, skarp lugt, fordi den rullede sig i alt muligt.
    Som jeg sidder der med Money, kan jeg se møblerne rundt om i stuen: Divanen, som morfar sover til middag på, samtidig med der lyder middagskoncert fra den store radio. Ovenpå radioen står lampen, der er lavet af en granat fra krigens tid. Det gamle skrivebord, hvor morfar har sine frisørsager i skabene, den sorte taske, han bruger, når han skal ud i byen og klippe og den lille skammel, som vi børn bliver gjort højere med, når vi skal klippes. Væggene over skrivebordet er fyldt med masser af billeder, postkort og andet.”

Det er nok ikke mange beskåret at have en Mor / Bedstemor / Oldemor / Tipoldemor, der har delt aviser ud i et kvart århundrede – helt frem til 72 års alderen. Men det kan vi Revelius’ere prale af. Nå ja, andre har sikkert noget andet, de kan prale af, men det er for så vidt sagen uvedkommende.
     Men Elisabeth har taget sin tørn på arbejdsmarkedet. Ikke kun med sin egen rute med dagbladet Vestkysten. Hun havde flere andre ruter, som hun havde andre bude til at dele ud. Hendes egen rute var på Sygehuset og området omkring med blandt andet Haraldsgade, Svendsgade, Gormsgade og Rolfsgade.

Kaj Madsen, der i 4 år indtil 1. maj 1909 har stået i lære hos mig, og siden 1. november og indtil dato har arbejdet hos mig som svend til min fulde tilfredshed, kan jeg herved anbefale til enhver, der har brug for ham, som en i alle måder dygtig, pålidelig og ædruelig svend.
Ringkøbing den 1. december 1909
P. Chr. Petersen / Frisør og Barber”

Hermed bevidnes det, at den 18-årige Kai Aage Madsen i 1909 er udlært Barber- og Frisørsvend af Guds nåde - eller i hvert fald med Ringkøbings førende Frisør og Barbers velsignelse. Og det bliver hermed hans beskæftigelse – i perioder som selvstændig ellers som ansat - helt frem til pensionsalderen.

I mine barneår i 1950’erne var han ansat som barber- og frisør, men det forhindrede ikke, at han havde sin egen bibeskæftigelse hjemme i dagligstuen i Islandsgade. Så jeg har ofte overværet, hvordan han svingede med sæbeskål, barberkost, barbercreme, ragekniv og sliberem, og råbte til Lisbet ude i køkkenet, at nu skulle hun se at komme med det varme håndklæde.

Her kan du se, hvordan en barber arbejder!

Hvis ikke man ved bedre, tror man sikkert, at Elisabeth og Kai Aage er esbjergensere, men det er de ikke. De er født i henholdsvis Skanderborg og Hjørring, opvoksede henholdsvis i Holstebro og Ringkøbing, og kom først til Esbjerg i slutningen af 1920’erne. De første år af ægteskabet fra 1921 til 1935 boede de i Nordenskov lidt nord for Varde.
    Det har for mig været den mest spændende og berigende del af projekt ’Familiedata’, at sætte mig ind i hvordan familielivet udspandt sig der. Men det har jeg beskrevet i projektet, så det kan man læse i Livsbeskrivelser note 30.
    Men krøllen på halen er, at det var i Nordenskov, de grundlagde spredningen af det Revelius’ske gen, som vi nyder godt af i dag. 4 børn blev det til, som hver har gjort deres til at formidle det videre, så vi i alt er 82 personer - så vidt som jeg har kunnet finde ud af det.

Også efter hvad jeg har kunnet finde ud af, findes der ikke andre end os med familienavnet ’Revelius’, så det er da nok værd at prale af.
    Nu skete der godt nok noget koks i Nordenskov, der gjorde, at min mor (Grethe) ikke blev døbt Revelius. Hermed er vi så nogle stykker, der ikke bærer navnet. Men generne har vi da – og det er det væsentlige!

- var det helt hotte sted i min ungdom. Det lå i Torvegade i Esbjerg lige efter Torvet op mod Borgergade, lige overfor A.Ps Vinstue – som aldrig serverede andet end øl, undtagen når man kom ud på de helt små timer, så kunne man få friskbagte rundstykker og kaffe til at skrubbe hjem på.
    Men det jeg ville sige om ’Palmehaven’, er, at jeg aldrig har forstået, hvorfor det hedder sådan, for jeg har aldrig set en palme der. Det fandt jeg så ud af, da jeg begyndte at rode med Kai Aages postkort, og fandt et fra cirka 1916 (se billedet), for da var det åbenbart en hyggelig dagrestaurant med palmer og det hele.
     Og ikke nok med det, på kortet, der er dateret den 28. januar 1916, kan man se, at det er den 20-årige Elisabeth, der sender er fødselsdagslykønskning til den 25-årige Kai Aage. Se det er jo interessant, for det er den første tilkendegivelse, vi har af, at de to kender hinanden. Frimærket sidder på skrå, og hun skriver: ”Lilly har sat frimærket på.” Alt sammen passer det med de oplysninger, jeg har fået af deres børn, Arne og Grethe, at Lilli og Elisabeth begge var tjenestepiger på Palmehaven og har lært hinanden at kende der.

Elisabeths far var arbejdsmand på skiftende arbejdspladser i Holstebro. I 1914 da Elisabeth er 18 år, dør moderen, men allerede længe forinden, er hun flyttet fra hjemmet. Kai Aages far er opvokset på en proprietærgård, har været fabriksejer og havde en overordnet stilling på Tobaksfabrikken i Esbjerg fra 1911 og mange år frem.
    I 1916 er Elisabeth veninde med Kai Aages lillesøster, Lilli, og jeg formoder, at der er ad den vej Elisabeth introduceres til familien Revelius Madsens hjem. På det tidspunkt bor Kai Aage hos forældrene, fordi han er kommet til skade med den ene fod. Det er sket i 1914 og der er lang vej endnu, inden han igen er arbejdsdygtig. Elisabeth derimod er forlovet med skrædder Strand, som hun også bliver gift med. Men han får tuberkulose og dør i marts 1920.
    I august samme år gør Kai Aage Elisabeth gravid, og i oktober køber han Barber- og Frisørforretningen i Nordenskov. Og herfra udvikler den kendte historie om familien Revelius sig. Kai Aage har været uarbejdsdygtig siden 1914, så det er svært at forestille sig, at han selv har kunnet købe nogen forretning. Så mon ikke det er faderen, der har spyttet i kassen - for at hjælpe det unge par ud af de ’ulykkelige’ omstændigheder.
    Det første barn bliver født i maj 1921 og kommer til at hedde Arne Revelius Madsen. Det næste barn kommer i maj 1923 og kommer til at hedde Grethe Madsen. Jeg har selvfølgelig spurgt min mor (Grethe) hvorfor, og fik svaret, det var fordi mormor glemte at sige ’Revelius’ til præsten. Den forklaring har jeg aldrig troet på, og som jeg tidligere givet udtryk for det:
    ”Det lyder bare forkert i mine ører, for Elisabeth glemte ikke sådan noget. Revelius er jo fra Kai Aages familie, så der må være en grund til, at Elisabeth ’glemte’ det.
    Ved en anden lejlighed fortalte Arne og Grethe, at når de i deres tidlige barndom skulle på familiebesøg, tog Arne med Kai Aage på besøg hos hans familie i Esbjerg, og Grethe tog med Elisabeth den modsatte vej til hendes familie i Holstebro:
- Hun var vel ikke fin nok til dem, forklarede Arne det med.
    Det passer også sammen med en kommentar jeg selv har hørt fra Elisabeths mund flere gange, når Kai Aage skulle sættes på plads:
- Ja, I er også så fine i din familie!
    Om det så var sådan, fordi Elisabeth havde mindreværdskomplekser eller af anden årsag, se, det er et rigtig godt spørgsmål, som jeg egentlig godt kan gætte svaret på, men som jeg hellere må lade stå åbent. Men i hver fald har jeg billeder, der viser, at Kai Aages familie har været flittigt på besøg i Nordenskov.
    I de efterfølgende år har problemet så nok udglattet sig, for ved de sidste børn, Rosa og Ulla blev Revelius husket.”

Kai Aage var ikke nogen høj, flot fyr. 1,58 meter som der står i hans soldaterbog. Og så boede han hjemme hos forældrene, indtil han blev gift som 29-årig. Men det er det helt forkerte billede at tegne af ham.
    At han boede hjemme, var fordi han i mange år døjede med en beskadiget fod, og i lange perioder var indlagt på sygehuset. Faktisk flyttede han hjemmefra som 15-årig og boede hos sin læremester. I 1909 blev han udlært i Ringkøbing. Derefter arbejdede han i Kolding, Lemvig, Søværnets Kasserne i København, Krigsskibet Ingolf og i Ålborg, hvor han i 1914 kom til skade med foden.
    Ind imellem dette havde han masser af aktiviteter med venner og veninder. I de første år var det storesøster Ellen, der flittigt trak ham til Århus. Du hun blev gift, havde Kai Aage opbygget sin egen vennekreds, som han derefter var sammen med.

Høj var han ikke, om han var flot, skal jeg ikke udtale mig om, men han må have haft en vis charme, for der blev trukket i ’Lille Cai’ fra alle sider. Alt dette ved jeg, fordi datidens SMS-beskeder var postkort. Og dem har jeg tydet en stor stak af, og det er faktisk ret spændende læsning.

I maj 1914 har Elisabeth adresse i Silkeborg og i julen samme år hos en doktor i Ringkøbing. Lidt pudsigt når Kai Aage er opvokset der, men han og familien er flyttet fra byen på dette tidspunkt. Julen 1915 har hun adresse i Esbjerg, hvor hun i 1916 bliver gift med skrædder Strand.

Børnene Arne og Grethe fortalte, at Elisabeth er udlært bukseskrædder. Det er måske forklaringen på, at hun lærte Morten Christian Strand at kende. Det forklarer i hvert fald, at hun startede skrædderforretning, da hende og Kai Aage flyttede til Nordenskov:

Kai Aages forældre boede i Rolfsgade 34 i Esbjerg – lige overfor sygehuset. Men på deres gamle dage ville de ud på landet at bo. De købte derfor grunden på Jernevej 57 lige uden for Esbjerg og fik opført villaen Nova. Det var en rødstens murermestervilla med både kælder og 1. etage. Villaen er bygget i perioden efter 1921 og før faderen døde i 1932.

Efter faderens død flyttede Kai Aages yngste bror Ernst ind med sin kone. Og da moderen døde i 1943 overtog de huset. Villa Nova blev revet ned i 1990, og der blev opført diverse andre boliger i området.

For 100 år siden var Jernevej selvfølgelig den vej, der førte fra Esbjerg mod Jerne. Ret hurtigt efter fik den navneforandring til Storegade, og ret hurtigt efter igen bredte Esbjerg til også at omfatte villa Nova.

- hed Kai Aages mor. Hun døde som sagt i 1943, så hende har jeg af gode grunde ikke kendt. Det er en skam, for der var ellers meget, jeg ville have spurgt hende om. Længstlevende i familien er barnebarnet Rosa, hun er født i 1929, så hun er sikkert heller ikke gammel nok. Så de historier er med andre ord forsvundet ud i æteren.
    Men jeg ved da, at hun boede i villa Nova, blev 79 år, hvoraf de sidste 11 år var som enke. Det nærmeste jeg kommer hendes personlige stemme, er dette kort, som hun sendte til sin 19-årige søn, Kai Aage:

”Kære Cai hvordan kan det dog være at du aldrig skriver hjem det synes jeg ikke du kan være bekendt, men du må jo ikke længes ret meget efter os din fader er rigtignok vred fordi du aldrig skriver. Har du modtaget den pakke vi sendte dig. Din søster Ellen skal have bryllup den 24. juli men det skal være i Århus, har du tænkt at sende dem en lille ting så kan vi give sammen / vi har tænkt et af mine store billeder i ramme, nu kan du jo se hvor meget du kan undvære
skriv snart
En kjærlig hilsen fra os alle
din moder.”

Ellers må jeg gå ud fra, at hun har været en hjemmegående husmor, der har klaret alt til familiens bedste. Men det siger vel heller ikke så lidt, når man kan tælle sig frem til, at hun har medvirket til at blive befrugtet i hvert fald 7 gange, gennemført 7 graviditeter og lige så mange fødsler og opfostret ikke 7, men 6 børn – for Kai Aages storebror, Aage døde som spæd.

Anna Wilhelmine er som sagt Kai Aages mor. Hun er født i efteråret 1864. Alene det varsler noget dramatisk. Det var lige efter at danske soldater var blevet bombet ihjel i tusindvis på Dybbøl Banke. Nederlaget var totalt og Danmark blev reduceret til halv størrelse. Sikke en fødsel et vågne op fra.

Anna Wilhelmine er opvokset i Rosensgade i Århus, som det 8. barn ud af 9. Da Anna er 15 år i 1880, er de fleste andre søskende flyttet hjemmefra, så der bliver plads til 2 logerende i lejligheden. Den ene af disse er fra Thy og hedder Jesper Høyer Revelius Madsen (se billedet)
    Jamen, er det ikke fantastisk, miraklet er sket. Det er Kai Aages far! Jeg mener, der er vel mindst 2 millioner danskere tilbage i lilleputnationen, og så er det lige netop ham, der slår sig ned i Anna Wilhelmines hjem.
    Nåh ja, når nu jeg tænker nærmere over det, så er der vel ikke noget mirakuløst ved det. Det er jo bare fordi, jeg bevæger mig baglæns i historien. Men det er da alligevel spændende, at alle vi andre ved, at 15-årige Anne og 20-årige Jesper går der op og ned af hinanden i lejligheden Rosensgade 12, 1 sal. Vi ved, at de bliver kærester, allerede inden de selv er klar over det. Og vi ved også at 8 år senere bor de i Hjørring, hvor det første barn, Ellen bliver født.

- er Elisabeths mor. Hun er født i 1853 i Hvingel, der ligger lidt nord for Ringkøbing, som nummer 3 af 6 søskende. Moderen var distriktsjordemoder og faderen smedemester.
    I 1880 var Hansine tjenestepige hos en toldinspektørenkefrue i Ringkøbing by. Men ret hurtigt derefter rejser hun tilsyneladende - af en eller anden grund - til Skanderborg.
    I 1894 bliver hun gift med Elisabeths far, Jørgen – i Skanderborg.
    Børnene Julie Christine og Elisabeth bliver født i Skanderborg, men i 1906 bor familien i Holstebro.
    Det er, hvad jeg ved om ’Sine 1’s tidlige år.

- er Elisabeths far. Han er født i 1867 på Katvad Mølle, der ligger mellem Viborg og Århus. Moderen var tjenestepige og faderen møllersvend.

25 år gammel i 1892 flytter Jørgen til Århus. Jeg går ud fra, at det har noget med det viste billede at gøre, hvor han er blevet Blå Gendarm.

Ellers ved jeg ikke andet, førend han står i Skanderborg Kirke for at blive gift med Elisabeths mor i 1894.

Nået så vidt har jeg fortalt de små / store / lige / skæve historier, jeg sådan lige / skævt kunne komme på om Elisabeths forældre og Kai Aages mor. Tilbage har vi så Kai Aages fars historier. Det er den spændende del, for det er ham, der bærer Revelius-genet, og dermed familien som er så ’fine’, som Elisabeth, ofte har sagt det. Så det er med vilje, jeg har gemt den del til sidst:

Jesper Høyer Revelius Madsen

- hedder Kai Aages far. Alene navnet! Man kan høre, at det ikke bare er eller anden arbejdsmand. ’Madsen’ hedder han efter faderen, ’Høyer Revelius’ efter moderen og ’Jesper’ efter morfaderen. Så er man sat i verden, for nu at sige det som det er.

For at begynde bagfra, hvilket i denne forbindelse vil sige forfra, så bliver Jesper uddannet tobaksspinder, hvilket er en håndværker, der snor eller spinder de tørrede og pressede tobaksblade sammen til en tyk snor, eller i al almindelighed behandler råtobakken - har jeg læst mig til. Det er som sådan, han i 1880 dukker op i Rosensgade i Århus og møder Anna Wilhelmine.
    Sammen flytter de til Hjørring, hvor Jesper ernærer familien som handelsrejsende / købmand / tobakshandler – sådan i afhængighed af, hvor man søger oplysningerne. Lidt hjemlig hygge har der også været plads til, for 4 af børnene bliver født der. De 3 sidste bliver født i Ringkøbing. Det hænger sammen med, at Jesper arver nogle penge og køber en tobaksfabrik i denne by. Og det fortæller så også, hvorfor Kai Aage og hans søskende er opvokset der.

I 1911 sælger Jesper fabrikken igen, familien flytter til Esbjerg, hvor Jesper bliver skråmester på Tobaksfabrikken. Forklaringen på det er ifølge barnebarnet Arne, at Jesper havde en ualmindelig god opskrift på skrå. Dengang var Tobaksfabrikken ejet af FDB.
    Hermed tror jeg, fordi det også er sket så mange gange efterfølgende, at når de store fabrikanter, opdager små fabrikanter, der har noget, de kan bruge, køber de hele skidtet, lukker fabrikken i Ringkøbing, og ansætter manden med ’guldet’. Men hvor om alting er, er det årsagen til at alle Revelius’erne på den ene eller anden måde bliver knyttet til Esbjerg. Og det er vel ik’ så ring’ endda!

Vi er jo slet ikke færdige med Jesper (Kai Aages far), for det er først nu, vi kommer til det ’fine’. Jesper er opvokset i Helligsø i Thy på proprietærgården ’Gadegaard’ – med 4 skorstene vel at mærke, som det ses på billedet. For det er altid det første man spørger om, når man siger proprietærgård: ”Hvor mange skorstene har den?” Og 4 skorstene på hovedbygningen er det optimale.
    Og hvad er så en proprietærgård. Ja, de fleste kender nok filmen om ’Pelle erobreren’, hvor Axel Strøbye spiller proprietæren, der får skåret tissemanden af, fordi han har gjort niecen, Sofie Gråbøl gravid. Ja, undskyld, det fløj lige ud af mig munden på mig. Jeg blev chokeret. Det er fordi, jeg kom i tanke om, at der fandt noget tilsvarende sted på Gadegaard. Det kan jeg godt mærke, at det er jeg nødt til at vende tilbage til i et senere afsnit.

Lige nu har jeg blot til hensigt, at bruge ’Pelle erobreren’ til at genkalde billeder om livet på en stor gård i gamle dage.

Folketællingslisten viser persongalleriet på Gadegaard i 1870. Men hvor Pelle boede i kostalden sammen med sin far, boede vores Jesper ’Huve’ i hovedbygningens ’fine’ stuer. Jesper var ikke den ældste søn, så han kunne nok ikke regne med at skulle overtage den fædrene gård. Om det var derfor, han ikke gik landbrugsvejen, ved jeg ikke, men vi ved jo alle, at han som 20-årig boede Rosensgade 12 i Århus og var tobaksspinder, og at han resten af sit arbejdsliv var beskæftiget i tobaksbranchen.

Mht. Gadegaard var jeg faktisk så spændt på at se den og de mange skorstene, at jeg i 2011 tog en tur til Helligsø i Thy. Jeg fandt også Gadegaard, men det var et trist syn, der ikke mindede meget om velmagt – og så manglede én af skorstenene!
    Men jeg fik da stillet min nysgerrighed, og det bedste var, at jeg blev henvist til Niels Sørensen i Hurup, hvis morfar af samme navn i 1890 købte Gadegaard af Jespers far, og som selv havde været ejer af den frem til 1997. Hvad han ikke vidste om livet på Gadegaard både før og efter 1890, er ikke værd at skrive om. Det fandt jeg ud af, da jeg en måneds tid senere kontaktede ham telefonisk og atter engang begav mig ud på en tur til Thy.

Skæve historier om familien Revelius baglæns, indledte jeg denne serie med at sige. Det har jeg nu gjort for både Elisabeth og Kages Aage og deres forældre. Hermed er vi helt i bund med, hvad Familiedata delen har at byde på. Men det betyder ikke, at vi er færdige med denne serie. Slet ikke! Det er først nu, det sjove begynder. Nu skal vi bare over i næste del, Mine aner. 
    Jeg har nemlig også lavet en bog for hver af mine bedsteforældres slægtshistorie. De ligger frit tilgængelige, for dem der har lyst. De 2 første er denne serie uvedkommende, for det er min fars familie. Men det kunne da godt være, jeg fik lyst til at lave en anden serie, der kom til at hedde BRUUN BAGLÆNS eller SPANGSBERG BAGLÆNS.

Der er sikkert nogen, der har lagt mærke til, at jeg har et anstrengt forhold til det at være 'fin'.  Det blev skabt helt tilbage i min tidlige barndom, så derfor dette uddrag fra min bog ’-at leve livet levende’:

Vi skal være fine

Jeg begyndte at finde ud af, at når der var noget med andre mennesker, hvad enten vi skulle i byen eller have gæster, skulle alt være anderledes, og vi skulle være fine. Det måtte jo betyde, at mor og far heller ikke var go’e nok, som de var:
    Det kan begynde lang tid i forvejen, hvor mor får lavet sit fine, ildelugtende, permanent hår, og neglene bliver malet røde. Senere kommer hele huset til at stå på den anden ende. Alle skal bades og gøres i stand. Det fine tøj, smykker m.m. bliver taget frem og parfumeduften breder sig. Der opstår en forvirret, vi-når-det-ikke stemning med småskænderier og irritationsudbrud. Jeg kan også høre irritationen på fars fine sko. Efterhånden, som vi bliver fine, ændres også min mors adfærd. Hun er ikke til at kende igen, helt anderledes koket end ellers. Hun skaber sig, synes jeg.

At skulle være fin blev for mig forbundet med noget ubehageligt, der gav misfølelser og blokeringer. Det var bestemt ikke noget, jeg glædede mig til. Dertil kom - eller rettere som konsekvens af dette - så kradsede det fine tøj altid helt forfærdeligt, og jeg tog det kun på under stærke protester.

Tjah, dem ved jeg som sagt ikke ret meget om. Jeg har kun nogle faktuelle data, og dem er det er svært at få hverken skæve eller lige historier ud af.

Elisabeths fader, Jørgen Christian Nielsen er født på Katvad Mølle i 1867. Hans fader var møllersvend og moderen tjenestepige. Så langt rækker mine oplysninger, men prøv at se Min Mormors familie: note 12, side 7 og 8.

Det ser da spændende ud, og der gemmer sig garanteret mange historier!

Elisabeths moder, Hansine Christine Eleonora Andersen er født i Hvingel i 1858. Hendes fader var smedemester og moderen distriktsjordmoder. Dem har jeg fundet på flere forskellige Folketællingslister, de kan også ses i Min Mormors familie: note 9, 10 og 11, side 5 til 7.

Jeg har tidligere fortalt, at Kai Aages mor, Anna Wilhelmine Jacobsen voksede op i Århus, men hun er altså født i Svendborg i 1864, og i 1880 bor familien i Århus. Hun kan altså have været mellem 0 og 15 år inden hun blev århusianer.
    Flytningen har sikkert noget med faderen, Martin Jacobsens arbejde at gøre. I 1855 og 1860 er han skipper i Svendborg og i 1880 er han skibskaptajn i Århus.

Af Folketællingslisten af 1834 kan jeg se, at 16-årige Martin Jacobsen allerede er blevet sømand og at faderen er død. Familien bor da i Skattergade 122 i Svendborg. Det gør de også ifølge Folketællingslisten af 1855. Flere af børnene bor også samme sted, og så er der noget med en skrædder / skomager, Niels Rasmussen, som også bor der. Han er jævnaldrende med Anna Wilhelmines mor, Kristense Rasmussen og hun holder hus for ham.
    Alle disse oplysninger har jeg fra nogle Folketællingslister, jeg har fundet. Dem kan du se i Morfars fine aner side 24 og 25.

- er Kai Aages farmor og farfar. De levede deres samliv fra 1855 til 1890 på proprietærgården Gadegaard i Helligsø i Thy. For at blive klogere på det, var det så, at jeg i 2011 tog til Hurup, for at besøge Niels Søndergaard, der både selv og gennem sin morfar har ejet Gadegaard fra 1890 til 1997:

”Sagfører Jens Christian Jepsen Madsen fra Thisted købte i 1848 proprietærgården Gadegaard. Jens Christian var en fremsynet landmand, som straks var klar over det upraktiske i at drive landbrug fra den ene ende af marken på så stor en gård. Så han valgte at flytte Gadegaard op midt på marken til det sted, hvor den ligger i dag.
    Når man på daværende tidspunkt skulle foretage et så stort bygningsværk begyndte man året før man ville bygge at køre materialer sammen, og det gjorde man så i 1851. Han må have været en mand af en vis indsigt, siden han formåede at udtænke bygning af sådan et format, som huset fik. At det så nok i den sidste ende har kunnet knibe med materialer, kunne enkelte skillevægge, som var sat op i ubrændte sten, tyde på. Men ydermurene og soklen derimod har der ikke været sparet på, det ser man på murenes tykkelse. Tagkonstruktionen er også udført meget kraftig, i det der er dobbelte hanebånd. Og alt er stadigvæk godt og friskt.
    Stuehuset var cirka 40 meter langt, og så var der en sydgående fløj i den vestlige ende indeholdende de til folkehold nødvendige faciliteter, såsom folkestue og pigeværelser. Da det nu var færdigbygget stort og mægtigt, var det avlsbygningerne, det gjaldt. Men dengang som nu blev byggeri dyrere end beregnet, og selv en sagfører måtte tænke økonomisk, så avlsbygningerne blev ikke så store og pompøse, som det havde været meningen. Og man blev også nødt til at tække med strå. En billigere løsning end stuehusets fine tagsten af cement. Men da året 1853 udrandt havde man flyttet Gadegaard fra landsbyen og gadekæret - deraf navnet - til en fornuftig placering nogenlunde midt på marken. Og på det højeste sted, så der er en meget smuk udsigt hele Nissum Bredning rundt. En efter datiden meget stor opgave, og som viser en stor person i ejeren.”

Ja, det er flotte ord om vores Jens Christian, og vi får også at vide, at han var sagfører, mon ikke jeg vender tilbage til det på et tidspunkt! Lige nu vil jeg blot tilføje, at Jens Christian har ansat en husbestyrerinde som hedder Ellen Katrine Revelius, som han gifter sig med i 1855 - og dermed viderefører spillet om Revelius’ernes videre skæbne.

Niels Søndergaard fortsætter: ”Hvordan livet har formet sig på gården, har vi ikke ret meget om. Jeg ved, at de nogle af årene kun boede på gården om sommeren. Jeg ved også, at de holdt nogle store fester. Sognepræsten mødte engang proprietæren, eller opsøgte ham, jeg ved ikke hvad, men han henstillede, at man førte et mere sømmeligt liv på Gadegaard.
    Da vi når frem til 1890 er proprietær Madsen blevet gammel og pengene sluppet op, og han vælger at sælge Gadegaard. Det foregår på den måde, at han bytter med min morfar, den kendte heste- og kreaturhandler Niels Søndergaard i Søndbjerg, som har en hel nybygget ejendom på Thyholm på 15 tdr. land. Gadegaard er på cirka 150 tdr. land, men Madsen flytter aldrig til Thyholm. Han vælger at sælge ejendommen i Søndbjerg og køber derefter et hus i Snedsted, hvor familien flytter ind, og bor deres sidste leveår.”

Ja, undskyld, men jeg er nødt til at kalde en skovl for en skovl for at forklare dette: I et tidligere afsnit brugte jeg ’Pelle erobreren’ til at anskueliggøre, hvordan livet i gamle dage artede sig på en stor bondegård, og hvori der indgår en scene, hvor proprietærfruen skar proprietærens tissemand af, fordi han havde det med at putte den ind de forkerte steder.
    Det var jo en effektiv måde at ordne det på, men det var slet ikke typisk, at sådan noget havde konsekvenser for gårdejeren. Han havde hånd og halsret over tyendet, så han kunne stort set gøre, hvad der passede ham. Og kom tyendet i ulykkelige omstændigheder, var hun en utugtig kvinde, der måtte tage konsekvensen af dette. Enten kunne hun gå ned i mosen og drukne sig og sit spirende liv, eller hun kunne gå tomhændet og skændet ud ad landevejen - på må og få.
    I byerne havde man dengang mere ordnede forhold, idet man oprettede horehuse. Eller glædeshuse som man kaldte dem, og ved at undlade at tale om, hvad der foregik, kunne det snildt afvikles. Men det var altså her borgerskabets herrer mødte op, når de havde behov for at få lettet trykket. Dem der lagde krop til dette, kunne typisk være ovennævnte ’utugtige’ kvinder, der på den måde kunne skaffe til dagen og vejen til deres små familier.
    Nu var stavnsbåndet godt nok afskaffet længe før dette skete for proprietæren, men livsmønstre har det med at leve videre. Det er sådan set det samme, vi oplever i dag, hvor alle taler om, hvordan mennesker med magt udnytter det til at opnå seksuelle ydelser. På et tidspunkt bliver vi trætte af at tale om det, og så bliver alt ved det gamle igen.

Da jeg omtalte tissemandsafskæringen i det tidligere afsnit, sagde jeg, at jeg blev chokeret. Det var fordi, jeg kom i tanke om, at der også var sket utugt hos Kai Aages farfar, proprietæren på Gadegaard. For af folketællingslisten boede der i 1850 en 27-årig tjenestepige, der hed Christiane Andersdatter på gården:

Christiane får i 1851 en dreng, der kommer til at hedde Christen. Af kirkebogen kan man se, at fadderen er den 30-årige Jens Christian Jepsen Madsen, og det er netop Kai Aages farfar. Christiane føder sit barn i sit hjemsogn Ørum ved Thisted og har således allerede på det tidspunkt forladt Gadegaard. Hvad der derefter er blevet af Christiane og Christen, har jeg ikke kunnet finde oplysninger om.
    Det var som sagt her choktilstanden indtrådte, for tænk, hvis der var nogen, der havde skåret tissemanden af Kai Aages farfar, så …  Cut …   Sort skærm …   Så var der ingen af os 82 Revelius’ere, der var blevet til noget. Heller ikke Familiedata, for der ville ikke have været noget at skrive om. Ja, der ville end ikke være nogen til at skrive!
    Nu kommer det Revelius’ske gen selvfølgelig fra Kaj Aages farmor, Ellen Katrine Revelius, og hun kommer først til Gadegaard i 1855 med brudeslør og det hele. Det er godt nok en helt anden historie, vi vender tilbage til. Men det gør det da lidt lettere at leve med erkendelsen af, at vi alle er udsprunget af en umoralsk tissemand.

Ret skal være ret: Det eneste jeg ved om Jens Christian i ovennævnte forbindelse, er, at han som gårdejer vedkendte sig faderskabet til det barn hans tjenestepige Christiane fødte i 1851. At jeg kalder det umoralsk, er fordi, det er det i kirkelig forstand, når man har samleje udenfor ægteskabet. I etisk forstand er det blot såre menneskeligt - hvis det da ellers er foregået frivilligt. Men det ved jeg intet om, og jeg skal på ingen måde dømme ham - eller hende for den sags skyld.
    Derimod ved jeg, at Jens Christian var en både spændende og farverig person. Både ud fra det, jeg allerede har fortalt om opbygningen af proprietærgården Gadegaard og familielivet der, med Ellen Katrine Revelius i de næste 50 år. Jeg ved også, at Jens Christian havde et spændende liv før tiden på Gadegaard, men mon ikke der senere kommer et afsnit om dette!

Ellen Katrine Revelius er Kai Aages farmor. Det er som sagt hende, der har det rene og ubesmittede Revelius gen. Så nu går vi målrettet efter at følge dette til dørs. Det er nok nemmest at følge med, hvis du har stamtræ V10 – 4. afsnit indenfor rækkevidde:

* Ellen Katrine Revelius er født i Thisted i 1832 som nummer 2 ud af 10 søskende. Faderen hedder Jesper Høyer Revelius og er købmand. Men da han dør allerede i 1844, gifter moderen sig med byens kromand, hvormed hun får 4 børn. Så de sidste 4 er altså halvsøskende til Ellen Katrine.

* Jesper Høyer Revelius er født i Flade by på Mors i 1793 som enebarn. Hans fader hedder Andreas Christian Revelius og er præst. Han bliver gift i 1792 som 42-årig. Af Folketællingslisten af 1801 ser det ikke ud til, at den 8-årige Jesper bor hjemme. Derudover ved jeg ikke noget om Jesper, førend han bliver gift i 1818.

* Faderen Andreas Christian Revelius derimod er en lærd mand. Han bliver født i 1751 i Viborg, eller der bliver han i hvert fald student. Hans fader hedder Henrik Relfsen og er hårskærer. Senere flytter Andreas til Aalborg Latinskole, hvor han blev teolog i 1782.

I Aalborg paatog Andreas sig at give fri Undervisning til den fattige Bondekarl Jeppe Schmidt fra Skjoldborg; denne blev senere en berømt Læge og Optiker.

Efter Ålborg tiden har han præstekald i Åby-Biersted, Skinnerup og Flade-Dråby. Fra ’Skinnerup Sognekald - En Præsterække’ kan man læse følgende udtalelse: Revelius mindedes fra sin Thisted-Tid som ”en særdeles velbegavet Mand baade som Prædikant og Sanger. Man fortæller, at han for Alteret i Thisted kunde messe saa højt, at det kunde høres tydeligen ned paa Torvet. Samme Meddeler kan imidlertid ogsaa fortælle, at da Revelius allerede 1805 tog sin Afsked, skyldtes det Svaghed som Følge af Drikfældighed, men føjer mildnende til: ”Den særdeles Opmærksomhed, som han skænkede mig i min Barndom, gjør stedse hans Minde kjært for mig”. Efter Afskeden opholdt Revelius sig først nogle Aar i Præstegaarden i Flade og flyttede siden med sin Hustru til Nykøbing.

* Henrik Relfsen. Det eneste jeg ved om ham, er fra ovennævnte udtalelse af sønnens præstegerning:  Haarskærer i Viborg Henrik Relfsen (Revel).

Det er oplagt at opfatte oplysningen i parentes Revel, som der hvor faderen er født, men det bliver i så fald i Frankrig. Det nærmeste jeg kan komme det i Danmark er, Revelmose ved Århus og Revelhøje ved Horsens. Men ingen af stederne har jeg kunnet finde frem til personer med hverken navnene Relfsen eller Revelius.

Det er da lidt sjovt, at barber- og frisørmester Kaj Aage har valgt samme fag som sin 2*tipoldefar. At Henrik Relfsen var haarskærer, hænger selvfølgelig sammen med, at saksen ikke var opfundet i midten af 1700-tallet.

Forrige afsnit gik ud på at følge familien Revelius til dørs. Det vedrørte de data, man kan se i stamtræ V10 - 4. afsnit. Det er nok i den periode, jeg har været mest opslugt af Mine-aner-projektet. Hver dag i 3 uger sad jeg fra tidlig morgen til sen aften foran computeren for at pille data ud af den.
    Dengang boede jeg i Jelling, og var gift med Elsebeth. Hun sagde i forløbet flere gange, at jeg var en mærkelig fisk. Ellers blandede hun sig ikke i det, men det var nok her, grundlaget blev skabt for at vore veje måtte skilles.
    Nu har jeg sådan set aldrig lagt skjul på, at jeg er en mærkelig fisk, og efter at have fulgt familien Revelius til dørs havde jeg nået målet med projektet og havde det dejligt afslappet. Nu havde lyst til at lave en hel masse med Elsebeth og selvfølgelig også fortælle hende om, hvad jeg havde fundet ud af. Men sådan gik det aldrig.

Så som ren terapi begyndte jeg i stedet at pønse på, om jeg ikke kunne finde ud af noget mere at hænge på Revelius stamtræet. Men lige meget hvad jeg prøvede, førte det ingen vegne. Jeg tør slet ikke gætte på, hvor lang tid jeg brugte, men pludselig en dag, hvor jeg kiggede ’Mariane’ i kortene, gik der hul på bylden. Mariane Pedersdatter Harekjær (V10.4,gen.8) (hvilket fortæller, at hun kan findes i samme ovennævnte stamtræs 4. afsnits, 8.generation) hedder hun. Hun var nemlig også i familie med en anden slægtssøger, som havde lagt sine data ind på nettet. Så pludselig sad jeg med en masse data om både Mariane og en hel masse andre i familien. Det vender jeg selvfølgelig tilbage til senere.

Men lige der sad jeg og undrede mig over, hvor forunderlig verdenen er. Vi er helt tilbage i begyndelsen af 1800-tallet, og alligevel kan en fremmed mand fortælle mig så meget om min familie. Jeg fandt hans navn og Googlede ham, og fandt ud af at hen også boede i Jelling. Og ikke bare det han boede i parallelgaden til vores og hjørnet af hans grund stødte op til hjørnet af vores. Nærmest dagligt havde jeg cyklet forbi hans hus på vej til golfbanen.

I et tidligere afsnit hvor vi fulgte familien Revelius til dørs (se stamtræ V10  - 4. afsnit), og hvor købmand Jesper Høyer Revelius var en af stationerne. Her sprang jeg uden videre over, at han i 1830 giftede sig med den 18 år yngre Mariane Pedersdatter Harekjær (som jeg nævnte i forrige afsnit). Hun er selvfølgelig også en del af familien og dermed også hendes aner. Dem kan man se på det samme stamtræ blot i 3. afsnit, som er lige ovenover.

Stamtræet fortæller sådan set bedre end ord, hvordan Marianes familie ser ud. Blandt andet at hende far også var købmand i Thisted, så mon ikke der er en sammenhæng.

- er Kai Aages farfar - ham med proprietærgården Gadegaard, de kaldte ’Sagføreren’. Og det er rigtigt nok, har jeg læst i bogen ’Candidati og examinati juris 1736-1936’. Jens Christian blev i 1840 på byfogedkontoret i Nykøbing Mors udnævnt til eksamineret jurist.
    Og en eksamineret jurist er til forskel fra en cand.jur. ikke universitetsuddannet. Derimod har den eksaminerede jurist en elevuddannelse fra et dertil godkendt kontor. Jeg formoder derfor, at Jens Christian har været elev på Byfogedkontoret i Nykøbing Mors.

Bortset fra det er Jens Christian født i 1821 i Nymølle i Salling nordvest for Skive, hvor hans far, Jeppe Madsen var møller. Han ejede også møllen, og den har været i familiens eje i 3 generationer helt tilbage til år 1800. Se mere om det på stamtræ V10 - 5. afsnit.

Jeg har selvfølgelig opsøgt området - i 2011, men der var intet tilbage af møllen. Men det er et dejligt, fredeligt sted ned til stranden med udsigt til Sallingsund Færgekro, der i dag ligger ved Sallingsundbroen og mange andre spændende ting.

I et tidligere afsnit hvor vi fulgte familien Revelius til dørs (se stamtræ V10  - 4. afsnit). Ja, sådan indledte jeg også et tidligere afsnit, hvor det drejede sig om Mariane Pedersdatter Harekjær. Men i dette afsnit hopper vi en generation længere tilbage til den studerede præst Andreas Christian Revelius i 9. generation, for han var gift med Kirstine Høyer.

Hvis jeg på tidspunktet, hvor jeg fandt ud af dette, vidste, hvad jeg ved i dag, ville jeg have jublet over navnet ’Høyer’, for alle der arbejder med slægssøgning, ved, at det er som at ramme en guldåre. Ikke i økonomisk forstand, men i form af data, for det en meget undersøgt slægt, der åbner op for et væld af informationer. Prøv blot at se på det samme stamtræ igen, nu blot under 1. afsnit. Kirstine Høyer er 9. generation, og så følger alle hendes omfattende slægt bagud.
    ’10 generationer med rod i marsken’ hedder en bog, der udkom i 1996, og hvor marsken nærmere bestemt betegner området omkring Tønder og Højer. Om det var derfor, at en stor del af dem hed Høyer, og hvorfor det i så fald staves med y, vides ikke. Men med Kirstine Høyer blev vi en del af denne slægt, og et væld af præster blev lukket ind i familien. Helt nøjagtigt 24 præster har jeg talt det til. Og mon ikke, det er de gejstliges trang til orden, der er årsag til, at den gren af anerne kan føres tilbage til – i det mindste - Boye Ocksen, der er født i 1410 (V10.1,gen.20).

Som fortalt i forrige afsnit tilførte Andreas Christian Revelius’es hustru Kirstine Høyer - Høyer-slægtens blod til vores familie. Kirstine og hendes familie kan ses på stamtræ V10 - 1. afsnit. Kigger man bagud i generationerne fra Kirstine titter der mange prominente personligheder frem.

En af dem jeg har kigget nærmere på er Anders Hansen Højer i 12. generation.  Han er født i Tønder i 1655, og faderen var bartskærer og kirurg. Bartskærere var datidens barberer, og når nu de var erfarne i omgang med skarpe knive, blev de også brugt til kirurgiske indgreb. Lige såvel som smeden brugte sin bidetang til tandudtrækninger. Det var jo før lægevidenskaben havde holdt sit indtog.

Jeg ved ikke hvordan, men sønnen Anders bliver i den grad en social mønsterbryder. For pludselig er han forpagter på Palsgaard Gods ved Juelsminde. Det er i hvert fald noget vi ’østjyder’ kender til med Palsgaards slotspark, Sommerspil og meget andet.

Og pludselig igen er Anders blevet forpagter på Astrupgård på Salling. Salling er halvøen der ligger op mod Sallingsund og øen Fur. Her bliver Anders boende, for i 1694 køber han herregården Østergård, der også ligger på Salling. Ellers ved jeg ikke noget om livet på Østergård, men af stamtræet fremgår det, at Anders var gift 3 gange, og at han boede på stedet til sin død i 1727.

Selvfølgelig har jeg besøgt stedet. Det var vildt imponerende at se de store bombastiske bygninger. Det var ligefrem en middelalderborg med vandfyldt voldgrav hele vejen rundt. Ja, graven var godt nok fyldt op med jord, da jeg var der i 2011, men i Anders’ tid var det hele intakt.

Her følger en beskrivelse af Middelalderborgen Østergård: På den nordligste del af halvøen Salling i Limfjorden ligger herregården Østergaard. Hovedbygningen består af fire sammenbyggede fløje omkring en gårdsplads på kun 9 x 9 meter. Oprindelig var anlægget beskyttet af vandfyldte voldgrave, som senere er fyldt op.

Man regner med, at den ældste del af Salling Østergaard, vestfløjen, er opført i slutningen af 1400-tallet. På det tidspunkt har den ligget som et selvstændigt stenhus i to etager omgivet af flere bindingsværksbygninger. Sydfløjen blev bygget til i 1516, og omkring 1550 er nord- og østfløjene tilføjet.

Igennem de mere end 500 år er der sket mange ændringer på Salling Østergaard. De forskellige ejere har løbende søgt at tilpasse bygningen til nye behov og nye stilretninger. For eksempel er en oprindelig svalegang blevet sløjfet, en del af nordfløjen er reduceret fra to etager til én, og i slutningen af 1800-tallet skiftede man vinduerne ud og forsynede en stor del af dem med karakteristiske halvrunde cementudsmykninger. Indvendigt er den oprindelige ruminddeling i hovedtrækkene bevaret, og flere steder i bygningen er der spor af kalkmalerier fra 1400- og 1500-tallet, nogle af dem i kraftige farver.

Salling Østergaard har været fredet siden 1918. De sidste beboere flyttede ud i 1973, og i 1999 købte staten den stærkt forfaldne herregård for at redde den. Den udvendige istandsættelse af murværk, vinduer og døre er nu færdig, og næste etape bliver en omfattende restaurering af herregårdens indvendige del.

I forrige afsnit kiggede vi bagud i Høyer slægten på stamtræ V10 - 1. afsnit og stoppede op ved Anders Hansen Høyer i 12. generation, som ejede Middelalderborgen Østergård.

Kigger vi nu længere bagud til 20. generation i begyndelsen af 1400-tallet, er det særdeles prominente personer, vi har med at gøre: Herredsfogeder, Borgmestre og Herremænd beboende hovedsagelig i det sønderjyske, Højer område.

Desværre er det ikke lykkedes mig at finde nogle spændende historier. Det hænger i høj grad sammen med, at vi befinder os langt tilbage i den Mørke Middelalder. Det er egentlig en misvisende betegnelse, for der fandt uden tvivl mange spændende hændelser sted i den periode, problemet er bare, at vi har ingen kilder til dem. Det hænger sammen med, at bogtrykkerteknikken først blev opfundet i 1536. Så før den tid har vi kun officielle skrifter, det handler om kongemagten, lovgivningen og alle de tåbelige krige vi har kastet os ud i. Endelig er der også de flittige præsters fortegnelser over fødsler, bryllupper og dødsfald. Men det er alt sammen ikke noget, der kan skabe Se & Hør overskrifter.

Vi skal atter engang ind på stamtræ V10 – 1. afsnit. Cirka sådan så det ud, da jeg ved hjælp af min forskudte-baghave-nabo kunne sidde og nyde det flotte resultat 20 generationer tilbage og glæde mig over, at nu var den del af projektet afsluttet.
    Men jeg kunne alligevel ikke dy mig for at prøve lidt andre muligheder. Jeg husker ikke, hvilken af anerne det var, men pludselig lukkede navnet mig ind på ’Ole Spanggaard Christensen’s Family History’. Det er et traditionelt stamtræssystem, hvor hver person har sin egen side med de for denne tilgængelige oplysninger. Her kan man så også klikke på personens forældre og komme ind på deres sider. Det var jo især det, jeg var interesseret i, og på forældrenes side kunne jeg igen klikke på deres forældre. Således blev jeg ved generation efter generation.  Og til min store undren var jeg pludselig tilbage ved et billede af en af Jellingstenene og Gorm den Gamle, der er født før år 900.

Sikke en rejse - og især mærkeligt, fordi Ole Spanggaard bor i Canada og jeg i Jelling – få hundrede meter fra Jellingstenene. Som netop var blevet optaget på Verdensarvslisten og var årsag til, at det meste af Jelling by var gravet op.
    Du kan få et overblik over rejsen ved at gå ind på Stamtræsoversigten: - 3. afsnit og følge udviklingen baglæns til 33. generation. Det omhandler de personer vi er i familie med i direkte linje. Hvis du vil se rejsen med sidegrene, skal du ind i stamtræ V30.

Efter rejsen var min første tanke, at det ikke kan passe. Hvordan kan man finde frem / tilbage til så mange oplysninger – især hele vejen ned gennem den Mørke Middelalder? Den undren har jeg stadigvæk, men jeg må indrømme, at Ola Spanggaards familiehistorie er bygger særdeles professionelt og tillidsfuldt op med masser af fakta og kildehenvisninger. Desværre kan jeg ikke henvise til hjemmesiden, for den eksisterer ikke mere.
 

Min næste tanke var, at så havde Elisabeth da i den grad ret i, at Kaj Aage var ud af en fin familie - med en perlerække af konger, dronninger og i det hele taget hele galleriet af danmarkshistoriens største kendisser.

Jeg var nok lidt kæphøj i forrige indlæg, hvor jeg proklamerede, at vi alle er kongelige.
    Som bekendt består danskeres blod af røde og hvide blodlegemer. Det er dem, der giver den flotte, lysende, røde farve. Svenskeres blod har godt nok blå blodlegemer, men sammen med de gule giver det blandingsfarven grøn. Så ingen af os har blåt blod i årene. Og heldigvis for det, vil jeg sige, nu jeg har tænkt lidt over det. Eller som min mor ville have sagt det: Nej, Vorherre bevares!

Desuden har jeg også tænkt på, hvis man tæller baglæns, så fordobles antallet af forfædre for hver generation, man går tilbage. Altså 2 forældre, 4 bedsteforældre, 8 oldeforældre og så videre. For mit vedkommende er der 30 generationer tilbage til Gorm den Gamle. Det vil altså sige, at jeg skal gange 2 med sig selv 30 gange for at finde antallet. Min lommeregner siger, at det giver 1.073.741.824 forfædre tilbage i år 900.
    Ja, ja, ok! Nu kan jeg selvfølgelig ikke have flere forfædre, end der var mennesker. Men de levede altså ikke alle sammen i år 900, og hen ad vejen må der nødvendigvis være nogen af dem, der har giftet sig ’indenfor’ familien, så regnestykket er kommet til at gå op. Men alligevel fortæller de mange forfædre, at det ville være særdeles mærkeligt, hvis ikke op til flere af mine slægtslinjer har krydset, og dermed er blevet blodsbeslægtet med Gorm den Gamles.

Noget helt andet er, at jeg engang har læst, at 12 % af os har en anden far end den officielt anerkendte. Jeg ved ikke, hvordan man er kommet frem til dette tal, men jeg har på fornemmelsen, at det nok ikke er helt forkert. I så fald er der mindre og mindre sandsynlighed for, jo længere man går tilbage i generationerne, at det er de rigtige mennesker, man har fat i. Summa summarum er altså, at det er ude af trit med virkeligheden og derfor meningsløst at arbejde med slægtssøgning over mange generationer.