For øvrigt havde spangsbergerne nogle meget børnerige familier, så har du bare lidt rødder i Esbjerg, tror jeg ikke, du kan undgå at være efterkommer af dem. Nu er det sådan, at jeg er den lykkelige ejer af en Brothers Keepers database med cirka 18.000 efterkommere godt nok ikke alle spangsbergerne, men alligevel. Så har du en ældre slægtning, der stammer fra egnen, skal jeg gerne undersøge, om du er én af os. Er du interesseret, så oplys mig dåbsnavn, fødselsdag og fødested for vedkommende.

Det er helt på hobbyplan, jeg laver dette projekt, og jeg må hellere indrømme, at jeg ikke er særlig historiekyndig, så jeg opfatter det også mere som en familieskrøne, hvor jeg på den ene side holder mig til de historiske fakta, samtidig med jeg giver plads til personlige ytringer. Jeg bestræber mig hverken på at være positiv eller negativ, men prøver på at være mig selv, og udtrykke det, jeg mener. At det så ikke altid er objektivt, er indlysende. Det kræver så, at dem, der læser det, selv er i stand til at trække fra og lægge til. Sådan er det heldigvis i et frit land. Det medfører så også, at man har friheden til selv at bestemme, om man vil læse det!

For at forstå Esbjergs forhistorie og dermed spangsbergernes liv trevler jeg efterfølgende danmarkshistorien op med rode – lige på og hårdt og uden filter, så nu er du advaret:

For 1000 år siden var Danmark en stormagt. Det var dengang, vikingerne drog hærgende rundt i verden, slog ihjel, plyndrede, voldtog og erobrede nye landområder. Ja, nogle helt forfærdelige mennesker, som vi i høj grad bør skamme os over. Men det ligger ikke til os danskere, vi pakker i stedet kendsgerningerne fint ind og opfinder heltehistorier. Med dem tager vi så rundt på vikingemarkeder m.m. og praler af deres gerninger.

Senere kom så den mere traditionelle kongerække til med den fantasiløse skiften mellem Christian og Frederik, så man aldrig kan huske, hvem af dem der lavede hvilke ulykker. Men fælles for dem var, at ingen af dem havde format til at fastholde vores status som stormagt, så de brugte i stedet af den bugnende statskasse til at leve et ødselt liv i sus og dus, byggede drømmeslotte og andre fantasifulde ting.
    Det var så, hvad det var, meget mere katastrofalt var det, at de kastede sig ud i den ene tåbelige krig efter den anden. Krige der stort set alle endte med, at vi fik læsterlige tæsk. Men det var ikke kongerne der måtte lægge rygstykker til dem, men derimod de brave danske bønder. Og de havde ellers i forvejen nok at gøre med at skaffe brød på bordet til deres fattige familier.
    Derimod mærkede kongerne til, at det er dyrt at føre krig, så statskassen blev snart tom og landet balancerede igen og igen på randen af bankerot. Kongerne måtte klare gælden ved at afstå landområder. Skåne, Halland og Blekinge var de første, der røg. Så forsvandt Norge ud af det fælles kongerige. De Vestindiske Øer blev solgt fra. Island, Grønland og Færøerne blev med tiden mere eller mindre selvstændige.

Men de helt afgørende krige blev afviklet i midten af 1800-tallet. Da havde hertugdømmerne i Slesvig, Holsteinborg og Lauenborg fået nok af den danske overmagts umådeholdne skatteopkrævninger og begyndte at gøre oprør. Det reagerede Danmark på, som den stormagt vi på ingen måde var, ved at erklære krig. Den første krig i 1848 til 50 klarede vi os nogenlunde igennem med bondehær og forældet militærudstyr. Men da hertugdømmerne i 1864 mødte op igen med den stortyske kejserriges armé, faldt det hele sammen. Det er det, vi i dag kalder Slagtebænk Dybbøl, hvor 10.000’vis af danske mænd måtte lade livet. Nederlaget var totalt, og hertugdømmerne forsvandt ud af det danske rige. Den nye grænse kom til at gå ved Kongeåen, dvs. på en linje mellem Kolding og Ribe. Danmark overlevede med nød og næppe, men var blevet reduceret til en lilleputnation.
    Men intet er så skidt, at det ikke er godt for noget. Det gode var, at kongemagten blev afskaffet, vi fik en Grundlov og et nyt, spirende demokrati. Stormagtsdrømmene blev én gang for alle lagt i skuffen, vi havde ikke engang råd til at have et egentligt militær.

Efter nederlaget i 1864 kom der andre politiske boller på suppen. Det er i den slags situationer, de største tænkere træder frem og siger kloge ord. Med ovennævnte talemåde ligger der en erkendelse af, at Danmark er reduceret til en lilleputnation, og at vores største aktiv er landbrugets produkter, som skal hjælpes ud i verden for at skaffe indtægter. Danmark skal med andre ord være en handelsnation, idet vi stort set skal købe os til alle de råvarer, der skal til for at få industrien op at stå.
    Her skal man lige gøre sig klart, at på dette tidspunkt var skibstrafikken den eneste mulige transportvej, der fandtes. Datidens motorvej var som bekendt hærvejen med tilhørende sideveje. Dvs. 2 hullede hjulspor som oksekærrer og hestevogne slingrende kunne bevæge sig ud af.
    Alle danske havnebyer lå lunt og godt i de indre farvande. Vi havde mistet havnen i Hamburg, og på den jyske vestkyst havde man aldrig fundet mulighed til at anlægge en havn for større skibe. Og da vi er tilbage i sejlskibenes tid, dannede den jyske vestkyst en mareridtsagtig forhindring, når skibene skulle rundt om den for at komme ind i de indre danske farvande. Det ligger der i tusindvis af skibsvrag som vidne på - på den nordlige del af Jyllands vestkyst. Det var selvfølgelig den barske vestenvind, der pressede skibene ind mod kysten. Men det blev ikke bedre af, at grådige lokalbeboere lavede bål på stranden, så skibene navigerede forkert. Det var lidt ekstra strandingsgods, der lokkede, og så kom sømændenes liv i anden række. Men det er heller ikke noget, vi skriver om i historiebøgerne, så det må jeg også hellere lade ligge.
    Ud over problemerne med strandingerne på Jyllands krumme ryg, var der også det problem, at der dengang var isvintre, hvorfor skibsrederne ikke var meget for at sejle ind i de indre danske farvande, for de risikerede at skibene blev spærret inde i månedsvis, eller i værste fald forliste ved at blive skruet ned af isen.

Gode råd var med andre ord dyre, og der blev tænkt virkelig mange og store tanker, så Danmark kunne få lukket op for de oversøiske eksportmarkeder herunder især England. Som eksempel på dette er Henrik Pontoppidans roman ’Lykke-Per’ velegnet. Det er som sagt godt nok en roman, og den er skrevet flere år efter, men det kan ikke ødelægge min fascination:
    Lykke-Per er født i Horsens og er præstesøn. Faderen tager det som en selvfølge, at sønnen skal være præst, men det vil Per ikke. Så han rejser på egen hånd til København og kaster sig ud i en ingeniøruddannelse. Pers hovedopgave bliver at projektere en kanalrute tværs gennem Jylland. Idéen er, at skibene skal ramme indsejlingen mellem Fanø og Skallingen og sejle nordpå til den lille ø Langli, der ligger midt i Ho Bugt. Langli skal være toldsted for skibene, inden de får lov til at sejle helt ind i bunden af bugten, hvor Varde Å udmunder. Her skal kanalen starte og følge åen ind til midten af Jylland, hvor man fanger Vejle Å, der så skal føre skibene ud til Vejle Fjord.
    Det betyder så også, at man skal krydse den jyske højderyg, der er cirka 60 meter over havets overflade. Så projektet medfører en del slusesystemer. Men det er alt sammen kendt teknik, som man har praktiseret i England i århundreder. Nu kom projektet aldrig længere end til tegnebrættet, og Per blev aldrig ingeniør. Han fandt i stedet ’lykken’ ved at involvere sig med overklassens døtre, og jeg tabte efterhånden interessen for historien. Men projektet er ikke mere fantasi, end at tyskerne i 1887 påbegyndte udgravningen af Kielerkanalen, og den kanal er stadig højst aktuel den dag i dag.

Nu kommer det, jeg anser som det vanskeligste ved dette projekt. Jeg skal have billedliggjort, hvordan området så ud, før der var noget, der hed Esbjerg: Hvis man kender Måde Strand syd for Esbjerg og også Sædding Strand nord for, men så skal det være før digebyggeriet, må det være sådan, områder har set ud hele vejen fra syd til nord.
    Den hvide sandstrand mod vest er det der magiske, der ved lavvande nærmest er uendelig bredt og ved højvande helt smalt. Nogle gange pisker skumsprøjt op over klitrækkerne og danner havgus mod land, andre gange er der uendelig smukt og rart, og folk valfarter dertil i hobetal fra fjerne egne. Ved ’Esbjerg’ er stranden til dels dækket af Fanø mod Vesterhavets stormende vinde og brølende hav. Sydpå er der frit udsyn helt ned til Ribe Domkirke og nordpå til Ho Bugt med Skallingen og øen Langli. Ind mod fastlandet skal man op over klitskrænten for at få frit udsyn over det åbne, flade landskab. Her hersker vestenvinden igen frit, det er barskt, fattigt, og kun de mest livskraftige vækster kan gro her. Det gælder også menneskene, så dem er der næsten ingen af. Det er helt derude, hvor kragerne vender – hvis der da nogensinde har været en krage så langt ude!

Det var her landets kloge hoveder i 1868 besluttede, at Danmarks port mod vest skulle opføres. Eller rettere udgraves som en havn. De ville udnytte den naturlige indsejling mellem Fanø og Skallingen, som sejlskibene har benyttet i århundreder, når de havde brug for en pause fra vestenstormen. Så kunne de finde om til bagsiden af Fanø, kaste ankeret og slappe af. Når de havde samlet kræfter, satte de jollen i vandet og roede ind til Nordby for at proviantere. En tur ind på kroen gik de garanteret heller ikke glip af. Så kunne de sludre med de lokale sømænd, som Fanø også dengang var så rig på. Og måske var der nogle nye besætningsmedlemmer, der havde fået hyre, når de, når tid var, vendte med tilbage til moderskibet.
    Regeringens beslutning var både klog og modig tænkt. Vandstanden kan i området variere op til 5 meter, så det måtte nødvendigvis være en dokhavn, der skulle opføres. Altså en lukket havn med kæmpe sluseporte, der lukker, når vandstanden begynder at falde. For ellers ville skibene komme til at ligge på havnebunden 2 gange i døgnet, og det er der ingen skibe, der kan modstå.

Det første der skete efterfølgende, var, at der mødte nogle embedsmænd og teknikere op for at kigge nærmere på området. Og da de havde målt, vejet og diskuteret mens de gik frem og tilbage langs stranden, besluttede de sig for, at lige der, hvor nogle fiskere havde slået sig ned i primitive boliger, skulle havnen placeres. Så de tog det medbragte kort frem, satte et kryds og skrev ESBJERG. Hermed var deres arbejde afsluttet, og de drog hjem igen.
    Navnet Esbjerg fandt de frem til, da de gik frem og tilbage på stranden. For når de kiggede ind mod land i det langstrakte flade landskab, lå der et ’kæmpe bjerg’ lige bag dem. Det er der, hvor Esbjerg Vandtårn i dag fører sig frem i al sin pragt. Den første del af navnet fik de fortalt af fiskerne, der kaldte deres koner for esepiger. Det hænger sammen med, at de ud over at passe børn og lave mad også esede mændenes fiskegrej. Dvs. gjorde det klar til næste gang, det var lavvande. Så vadede mændene ud og røgtede garnene, skiftede fiskelinerne, bukkede sig ned og samlede sandorm op. Og så vadede de hjem igen med både fangst og agn til esepigerne.
    Og det er slet ikke nogen skrøne, for både Esbjerg by, Vandtårnet som sagt og Dokhavnen eksisterer i bedste velgående den dag i dag. Dokhavnen har dog mistet potensen, havde jeg nær sagt, men jeg mener portene. Det er fordi sandsugerskibene efterhånden er blevet så effektive, at de kan vedligeholde både havneområde, og indsejling med tilstrækkelig dybde. For en ordens skyld må jeg hellere oplyse, at navnet ’Esbjerg’ blev brugt som både person- og stednavn længe før 1868.

Hvis jeg så tillader mig at filosofere lidt igen, er det sjovt at tænke på, at vel blev Esbjerg Danmarks port mod vest med succesfuld landbrugseksport til England, men det blev slet ikke den internationale havn som blev udbygget i fx Hamborg og Rotterdam. I stedet udviklede den sig lynhurtigt til landets suverænt største fiskerihavn. Lige indtil alle fiskekutterne tøffede op til de nordligere havne langs vestkysten, så der kun blev bolværksfiskerne tilbage, hvilket på ingen måde kunne vedligeholde lugten af fisk. Men det blev ingen katastrofe for byen, for samtidig med udviklede offshore industrien sig med raketfart med olie- og gasudvinding i Nordsøen. Det ebber så ud i de her og de efterfølgende år, men som jeg har forstået det, er offshore’en allerede blevet overhalet indenom som transportcenter for energikrisens alternative investeringer i vindmøller og meget andet. Derudover er der selvfølgelig også sket så meget andet, som jeg som fraflytter ikke kan hitte rede i. Men …

Den skarpsindige læser har sikkert undret sig over, hvorfor det var så klogt at anlægge en havn helt uden for lov og ret i det vestligste Jylland, hvor videre transport kun var mulig med oksekærre og hestevogn. De bekymringer beklager jeg selvfølgelig for, men jeg kan altså kun forklare én ting ad gangen. Og årsagen er den, at beslutningen om at anlægge Esbjerg Havn, kun var den ene halvdel af projektet. Den anden halvdel bestod i at forbedre transportmulighederne over land.

Her kom de nye tekniske landvindinger Danmark til undsætning. Dampmaskinen var opfundet år forud og hamrede afsted i England og havde allerede sat fuld damp på industrialiseringen. Danmark var bagud, men vi havde da fået rullet togskinner ud mellem København og Roskilde, hvor toget tøffede frem og tilbage med stor succes. Løsningen lå lige til højrebenet. Jernbanenettet skulle udvides. Fra København over Fredericia til Århus – med afstikkere forskellige steder efter behov. Og her kommer projekt ’Esbjerg’ ind i billedet. Fra Fredericia skulle der laves en afstikker over Kolding og ikke bare til Esbjerg, men helt ned til Esbjerg Havn.

Kolding var jo blevet den nye grænseby mod Tyskland, så det indebar indlysende fordele. På den vestlige side af Jylland lå Hviding lidt syd for Ribe som den nye grænseby. Så jernbanen fik også en afstikker fra Bramming over Ribe til Hviding.
    For den lille, søvnige, landsby Hviding medførte togdriften hurtigt nogle markante ændringer. Masser af rejsende, der skulle krydse grænsen opholdt sig i byen, og godsmængderne voksede i enormt omfang. Ret hurtigt blev det til Nordeuropas største banegård. Lige så markant var det så igen i 1920, da kong Christian på hvid hesteryg overskred grænsen, og den blev flyttet helt ned syd for Tønder. Hermed stod bygningerne i Hviding gabende tomme. Men det løste et helt andet problem, for hospitalsvæsnet er altid i pladsnød. Hvilket vel egentlig vil sige, at der bliver flere og flere syge mennesker, jo dygtigere lægerne bliver … Nåh ja, det må jeg nok også hellere lade ligge. Men i hvert fald blev banegården omdannet til Sindssygehospitalet i Hviding. Og det har det fungeret som lige indtil for få år siden. Dvs. det kompromitterende navn ’sindssyge’ blev skiftet ud med noget mere neutralt. Heri ligger der en erkendelse af, at de forfærdelig mange mennesker, der lider af sindsforstyrrelser, har man ikke så meget godt at gøre for, hvorfor man i stedet søger at skjule det for offentligheden …

Det får mig til at tænke på en af min mors favoritvittigheder:
En af patienterne fra tosseanstalten i Vester Vedsted sad med en fiskestang og et fad med vand i, da overlægen kom forbi:
- Nå, du er nok ude at fiske i dag, sagde han.
- Overlægen må da være tovlig, svarede patienten. - Man ka’ da ikke fiske i et vandfad!
Vittigheden er taget fra bogen ’Beddes de bedste’, den kan du læse mere om her:

Opfindelsen af dampmaskinen fik også afgørende indflydelse på skibstrafikken. På rekordtid blev sejlskibene udkonkurreret af dampdrevne stålskibe (SS ~ Steam Ship) og senere også med dieselmotorer (MS ~ Motor Ship). Det betød at sejladsen rundt om Jyllands krumme ryg for at komme ind i de indre farvande, ikke mere var så dramatisk. Det var en stor lettelse for de danske havnebyer, som altid havde baseret al transport ad vandvejene.

Det kan man jo godt gruble lidt nærmere over: Al transport foregik med sejlskibe! Det kan man da kalde alternativ energi og bæredygtighed, så det batter. I dag er Danmark ikke længere et ørige. Næsten alt er klistret sammen med vejnet, broer, tunneller og flyvemaskiner. Vi gør store øjne, hvis vi ser en jernbane godsvogn, de er på det nærmeste udkonkurreret af store, tunge, dieseldrevne, lastvognstog. Al transport er på vej til at blive individualiseret. Vi sidder i hver vores lille dyt og farer land og rige rundt. Benzin eller batteri er et fedt, det sviner og fylder på hver deres måde. Havneindustri bliver udskiftet med beboelsesbyggerier - med havudsigt. Vejnet, byer, industrier og andet er under stadig udvidelse – med indlysende nok tilsvarende reduktioner af grønne områder – som bliver inddelt i mindre og mindre firkanter, der umuliggør alt liv for dyr, fugle og insekter – og dermed også mennesker … men lad nu det ligge.

Der må være nogen, der har undret sig over, at jeg kalder denne serie Spangsberg slægten, for det vel nærmest det eneste, jeg ikke har talt om endnu. Min oprindelige hensigt var at sætte rammerne for fortællingen, men nu har jeg opfattelsen af, at jeg ubevidst lister rundt om den varme grød. Så derfor, nu skal det være:
    For næsten 30 år siden kom jeg tilfældigvis i besiddelse af 2 slægtsbøger, der omhandlede hver sin spangsbergslægt. Egentlig var jeg ret skuffet over dem, for det var bare nogle lange opremsninger af navne, folketællinger og andre slægtsdata, men i hver af dem fandt jeg oplysninger om familiemedlemmer på min fars side. Men jeg kunne ikke finde hverken hoved eller hale i noget af det, så jeg gemte bøgerne væk igen. Men inde i mit eget hoved rumsterede de stadigvæk, så jeg fandt dem frem igen – mange gange! For jeg kørte hver gang død i de mange oplysninger. Det medførte, at jeg begyndte at udvikle mit eget stamtræssystem. Og det var godt nok noget af et arbejde, jeg begav mig ud på. Men stædighed er jo ikke en mangelvare for vestjyder, og for at springe en hel masse forklaringer over, ser det således ud i dag:
    Det er stamtræsoversigten, du nu sidder og kigger på, og i 2. afsnit finder du det, jeg kalder for ’Mine Spangsbergske rødder’. Det er sådan hovedlinjerne ser ud, set fra min families side. I al beskedenhed befinder jeg mig i 3. generation. De 2 slægtsbøger udnævner hver deres stamfædre, det er brødrene Hans og Peder Christensen Spangsberg. Hans er vist øverst i oversigten i 11. generation og Peder nederst i 10. generation. Generationsforskydningen er blot en teknisk detalje, for brødrene er næsten jævnaldrende og levede i sidste halvdel af 1600- tallet.
     Hans’es efterkommere fører frem til min oldefar Niels Peder Christensen i 6. generation, og Peders efterkommere fører frem til min oldemor Else Christensen Spangsberg. Hermed blodsbeslægtet min farmor Edeline Kristine Dorthes Christensen de 2 grene af Spangsbergerne, så også alle vi andre i min familie er efterkommere af dem begge.
    Spangsberg familierne er som sagt meget børnerige, så ud over hovedlinjen orkede jeg kun at lave 1. leds sidelinjen i mit stamtræssystem. Dem kan man se ved at klikke på T10 og T20 (stamtræerne skal gøres temmelig store, for at man kan se forskel på hovedlinjen og sidegrenene). På disse stamtræer får man også en masse andre oplysninger om personerne.

Da jeg havde fået lavet stamtræet, som fortalt i forrige afsnit, tog jeg fat på de 2 slægtsbøger igen, og denne gang opdagede jeg de små historier, der var puttet ind imellem de mange data, og ved at sammenholde med stamtræet begyndte det at give mening.
    Inden jeg havde set mig om, var jeg i gang med at skrive min egen bog ’Mine Spangsbergske rødder’, der til forskel fra slægtsbøgerne fortæller historierne i kronologisk rækkefølge, og på den måde gik det op for mig, at det blev til ”Et stamtræ der udvikler sig til en spændende historie om livet i det barske Vestjylland - i tiden før, der var noget, der hed Esbjerg.”, som der står på forsiden.

Nu går jeg jo ikke stille med dørene, så på en eller anden måde havde Bogtrykmusset i Esbjerg fået nys om ’Mine Spangsbergske rødder’. I hvert fald kontaktede de mig og sagde, at de gerne ville udgive den - sådan rigtig på gammeldags manér med teksten sat op i bly af rigtige typografer og trykt med de gamle trykkerimaskiner fra dagbladet Vestkystens barndom. Det sagde jeg selvfølgelig ja tak til, og resultatet kan man læse mere om her!

Esbjerg området hed før 1868 Jerne Sogn, som igen var en del af Skads Herred og dermed Ribe Amt. Ribe i syd var den ene af de to byer i amtet, den anden var Varde, der lå helt mod nord. Jerne var en landsby, den havde selvfølgelig Jerne Kirke, men ellers var bebyggelsen kun nogle få gårde, der lå spredt rundt om.
    Jerne dannede mod øst forbindelsen til den mere civiliserede del af Danmark, og mod vest kunne man bevæge sig helt ned til Strandby Strand, hvor færgen, der sejlede til Fanø, havde ophold. Fanøs befolkning talte allerede dengang mange sømænd, så trafikken til fastlandet var blandt andet derfor rimelig stor.
    Det var den også mellem byerne Ribe og Varde. Så knudepunktet mellem trafikken øst, vest og syd, nord var det centrale sted og hed Strandby. Det lå for enden af Strandbygade ved den store rundkørsel. I dag hedder det Strandby Plads. Vejen ned til færgen er der også stadig, nu hedder den Gl. færgevej. Færgen derimod, den er blevet udskiftet mange gange siden og har fået leje i havneanlægget. For nu er det hovedsagelig turister, det drejer sig om, og de skal selvfølgelig have både bil, campingvogn og meget andet med.

Strandby bestod i tidernes morgen af 2 fæstegårde og nogle småhuse. I 1703 blev brødrene Peder og Hans Christensen Spangsberg ejere af de 2 fæstegårde og flyttede til Strandby, og hermed er spangsberghistorien sat i gang. Dem og deres familier fik som sagt masser af børn, hvoraf flere af dem fik stor betydning for sognets historie, kom til at eje masser af gårde, såmænd også en kirke, førte langvarige retssager mod præsten, der kom med beskyldninger som: ”Hans hus er så fyldt med tyvekoster, som hans hjerte er fuld af djævle!”, oplevede krigshændelser og en dramatisk drukneulykke, og i blandt dem kom der endda en vaskeægte søhelt.

De fleste kender sikkert til oplevelser, hvor man ikke tror sine egne øjne. Så kan man reagere ligesom Trump, sige fake news og så gå videre med det, man hellere vil tro på. Nu vil jeg på ingen måde stå last og brast med ham og desuden, når dét mine øjne siger, bliver mere og mere overbevisende, jo mere jeg kigger på det, vælger jeg at tro på dem:
    Sagen er den, at i de 30 år, jeg har beskæftiget mig med Spangsberg slægten, har det heddet sig, at Gregers Clemendsen (f. 1590), er den tidligste vi kender til. Men i forbindelse med denne serie fandt jeg tilfældigvis frem til hele 2 slægtssider, der på overbevisende vis, rykker slægten 2 generationer længere tilbage til 1490. Så hermed udnævner jeg Christer fra Andrup (T10.2,gen.15), som den nye førstemand.
    De 2 slægtssider kan ses her: Family Search og Geni

Ja, ja, en lidt rørstrømsk og nørdet indledning, men man bliver glad for lidt i disse Coronatider. For det stamtræ T10.2 viser, er så også alt, hvad jeg ved om de nye personer i 15. og 14. generation. Så vi skal stadig frem til Gregers Clemendsen i 13. generation for at komme videre med historien om hans børnebørn, Hans og Peder Christensen Spangsberg, der i 1703 flyttede til Strandby.
    Gregers er som sagt født i 1590 og var fæster under herregården Krogsgaard i Tjæreborg Sogn. Omkring 1640 blev han foged eller fuldmægtig for godset. Det var, mens den hårde holstenske herremand Jørgen Ratlow havde gården. Han var ikke afholdt af sine undergivne. I 1640 var Jørgen Ratlow i strid med en del af sine fæstere. En af dem påstod, ”at siden Gregers Clemendsen blev foged, kunne der hverken være fogeder eller tjenere til hobe”.
    Det var en urolig tid, Gregers levede i med 4 krige: Kalmarkrigen 1611-13, Kejserkrigen 1625-29, Torstensonskrigen 1643-45 og Karl Gustavskrigene 1657-60. Under de 3 sidste var Jylland besat med alt, hvad dette indebar af vold, plyndring, afbrænding og pest. Alligevel ser det ud til, at han har klaret sig helskindet gennem de svære tider, for han efterlod sig det rigeste dødsbo i hele herredet.

Det kom uden tvivl ældstesønnen Christen Gregersen (spangsbergbrødrenes fader) til gode. Christen er født i 1616 og fik 1657 fæste i den ene halvdel af Spangsbjærggaard - formentlig gennem sit giftermål med Mette Madsdatter.
    Gården Spangsbjærg lå - hvor nu universitetsbyen er opstået i Esbjerg - og nævnes i 1427, da væbner Lyder Esbensen pantsatte ”Spongsbiærgh gaard oc Spongsbiærgh møllæ liggendis i Skas hæret i Jærnæ soghnen meth alle synæ tilliggend skaw oc mark, ager oc æng oc fiskewan, woth oc thiur  inctæ wdtageth”.

Med hensyn til efternavne skal man lige gøre sig klart, at i ældre tider var det faderens fornavn, der blev til børnenes efternavn. Hed faderen fx Gregers, fik børnene efternavnet Gregersdatter eller Gregers-søn/Gregersen. Fra ca. år 1900 og frem benyttedes faderens familienavn uændret af børnene, og først i de senere år er det blevet almindeligt, at hustruen beholder sit pigenavn, og børnenes efternavn vælges frit ud fra forældrenes.
    Men det var også almindeligt i ældre tider, at særegne danske familienavne havde deres udspring fra byer, steder, gårde, huse m.m. Dette er således tilfældet med familienavnet Spangsberg, så de yngste af Christen Gregersens sønner fik efternavnet Christensen Spangsberg.
    Som stednavn har Spangsbjerg været anvendt siden 1427. I dag ligger det i faste rammer, at stednavnet staves med j, det gør navneordet ikke. Som det fremstår foranstående, blev det tidligere stavet på mange forskellige måder.

Christen Gregersens søn Hans (T10.2,gen.11) må nok siges af have været en på alle måder driftig mand, der sparkede Spangsberg æraen i gang. Han giftede sig med Edel Christensdatter i 1695, som han hen ad vejen fik 12 børn med. I 1703 køber Hans som tidligere sagt den ene af de 2 fæstegårde i Strandby. Gården hed dengang Strandbygård, men kom senere til at hedde Strandby Kro med Hans som sognets første selvejerbonde.

Strandbygård købte Hans af sin senere svorne uven, godsejeren og præsten i Jerne kirke Marturin Castesen (hviket vi selvfølgelig vender tilbage til) for 379 rigsdaler og 1 mark. Gården var på 5 tønder, 5 skæpper og 2 fjerdingkar hartkorn.
    I de følgende år købte Hans flere gårde, bl.a. Uglviggård. En del af pengene ved dette har han uden tvivl tjent ved handel med stude. Desuden blev han fuldmægtig for kongens præsident, Duche til opkrævninger af skattekornet. På Duches vegne modtog han kornet, så bønderne ikke behøvede at køre så langt med det, men i stedet måtte betale opmål . Det var i denne egenskab Hans blev indviklet i en lang proces med ovennævnte præst Marturin Castensen.
- Hans hus er så fyldt med tyvekoster, som hans hjerte er fuld af djævle, sagde præsten om ham.

Præsten beskyldte Hans for at måle med ikke brændte tønder. Det var præsten så harm over, at han førte retsager mod Hans fra 1714 til 21. På dette tidspunkt kørte Hans træt og måtte modtage en højesteretsdom på 500 Rdl plus 500 Rdl i omkostninger. Hans og præsten blev ikke forligte i levende live, og Hans forbød præsten at tale ved hans grav. Dette krav efterkom præsten dog ikke.
    Men rettergangen til trods var Hans også aktiv hjemme i Strandby. Han opfattede hurtigt, at gårdens placering gjorde den til et naturligt samlingspunkt, både for rejsende i almindelighed, som færgekro for rejsende til Fanø, der ofte måtte vente i flere dage pga. den ustabile forbindelse og for områdets beboere med krostue og senere også med høkerhandel, postkontor m.m.

Til at overføre passagerer, kreaturer og gods mellem Fanø og Strandby strand, havde man 2 store sejlbåde, 1 sejljolle, 1 isbåd og 1 pram. Færgesignalerne var anbragt på en forhøjning vest for kroen. Dagsignalet bestod af følgende: Et blåt flag og et sort bræt ophejst mellem 2 stænger. Flaget kaldte den lille færgebåd over, brættet den store, og var flaget på halv stang kaldtes jollen over. Natsignalerne bestod af en lygte, der blev hejst på en flagstang.

I forrige afsnit blev jeg ikke helt færdig med Edel og Hans Christensen Spangsberg (T10.2,gen.11) og deres bedrifter:
    En dejlig sommeraften i 1714 sad de sammen i klitterne og kiggede mod den røde sol, der var på vej ned i Vesterhavet og filosoferede over tilværelsen. Hans var efterhånden blevet 47 år og Edel 40 og 11 børn havde de sat i verden. Så er det, man begynder at tænke over, at livet også har en slutning og hvilket eftermæle, man afsætter. Det materielle gav sig selv og var til at tage at føle på, det bestod i et hjem og levebrød med Strandby Kro og med en hel del rigsdalere på kistebunden, men det personlige var det anderledes diffust med.

Dengang var fotografiet ikke en mulighed. Det var først i slutningen af 1800-tallet, man kaldte familien sammen og stillede op foran fotografen til familiebilledet, der blev sat i glas og ramme og placeret på stueskabet rundt i de små hjem. Senere fik man eget kamera og tog billeder af alle de store øjeblikke. Billederne blev så sat i familiealbummet og studeret og diskuteret i de kolde vinterdage. I dag render alle rundt med iphonen og knipser på alt og alle og deler det world vide, hvorefter det bliver glemt igen efter få dage. Egentlig er det udtryk for, at vi ikke er i stand til at være i de gode oplevelser og lade dem bundfælde, men er nødt til at agere, hvorfor det i det lange løb bliver overfladisk og tomt. Det svarer til at smide en brusetablet i et glas fyldt med vand, så det alt sammen vil op til overfladen på én gang. Hvis så glasset står oven på det nye musikanlæg, så er resultatet vist anskueliggjort … Ups, det var igen et sidespor.

Alle disse nutidige bekymringer kendte Edel og Hans intet til, da de sad der i klitterne. De besluttede i stedet at engagere en stenhugger, der skulle lave den viste figursten i fuld legemshøjde, der viser hele familien iklædt deres fineste klædedragter for eftertiden. Og da den røde sol var forsvundet ned over Grådyb Barre, gik de stemningsfuldt hjem og igangsatte avlen af deres 12. og sidste barn. Men ak, dette glemte de at fortælle stenhuggeren!

Alt dette står stenen den dag i dag og bevidner i Jerne Kirke. Men de første næsten 300 år stod den udendørs, så den er blevet noget forvitret af vind og vejr. Det viste billede er derfor en tegning, der på glimrende vis gengiver detaljerne. Hvis du vil se tegningen i stor størrelse, så klik her!

Hvordan figurstenene oprindeligt har set ud, vil jeg gerne vide. De har uden tvivl være med meget mere tydeligt, markerede figurer, men har de været farvede? som fx den store Jellingsten? Jeg er lutter øren, hvis nogen ved nærmere.

I 1722 ansøgte Hans kongen om bevilling til at udvide driften til at omfatte kro og gæstgiveri. Men det var der også andre, der gjorde, så det gik ikke så godt. Men Hans’es ansøgning fortjener alligevel at blive gengivet i hele sin PRAGTFULDE ordlyd.

Så mine damer og herrer! Op at stå! Af respekt for spangsbergerne skal dette brev oplæses tydeligt - fra ende til anden – i stående stilling:
    ” Som salig Olluf Christians Engelstoft hustru, der havde en benådning på en krohold her i Jerne sogn, Strandby eller Bollesager at (sette) ved døden er afgangen den 10. jan. sidst. Og som hende og nu salig mand har haft benådningen derpå siden anno 1689, hvilket efter hosføjede copi af den allernådigst derom ved det kongebref og på følgende confirmation her udi indlagt følger, nærmere er at fornemme. Så som dog ingen krohus i al den tid været indrettet, henseende her falder liden passage for rejsende frem eller tilbage, formedelst det er ved en udkant og afsides 2 mil fra landevejen beliggende.

Da som samme benådning på bemeldte kro er nu ledig og jeg er bosiddende her i Strandby, som kroeriets destrikt er til (begreben), så er min allerunderdanigste bøn og begjering, at Eders kgl. Majestæt vil være mig så nådig at forunde mig samme kro. Årsagen til begjeringen, at jeg ved langvarig proces på 7 års tid af min sognepræst er udmattret, og blev udfaldet mig så ulykkelig hvendt, at min fattige middel er spoleret, da jeg og til Eders kgl. Majestæt skal betale i mulkt  500 Rdl., hvoraf en del allerede er betalt, og resten skal også blive betalt. Og vil så allerunderdanigst håbe og formode, at Eders kgl. Majestæt formedelst dette, og at jeg fattige mand med hustru og små børn endnu skulde leve; måtte nyde bemeldte kro, således at ingen mig i samme distrikt skulde gøre indpas. Og som der intet tilforn er givet til Eders Majestæt udi årlig afgift, efterdi det lidet importerer, så vil jeg efterdags, såfremt det mig og min hustru vores livstid, og en af mine børn ved navn Kirsten Hansdatter må forundes, give Eders kgl. Majestæt deraf årlig 4 Rdl. foruden hvis skatter allernådigst måtte være påbudet. Så er og ligeledes det kro ledigt i Sønderho sogn på Fanø, som bemeldte Olluf Christian og hustru har været benådet med, hvoraf er gået til Eders Majestæt årlig 2 Rdl.; og hvis samme mig tillige må forundes, skal jeg gifve deraf årlig 6 Rdl. foruden skatterne. Og som det er nødtørftig begjering, vil jeg håbe Eders kgl. Majestæt i nåde bønhører, som Gud og des rigeligere vil Eders kgl. Majestæt og arvehus igjen belønnes.
    Venter så udi act en nådig svar, og til min død forblifver, Eders kgl. Majestæt, min allernådigste arvekonge og Herres allerunderdanigste ringe undersåtter.

Strandby, 19. Jan. 1722      Hans Christensen Spangsberg ”

Værsgo at sidde ned igen! Jeg ved ikke hvilke kropspositurer kongen indtog, da han læste ansøgningen, men han har både forstået, at det var en ansøgning og besvaret den, men ikke med samme respekt for spangsbergerne, som vi andre – så bliv bare siddende:

” Når Otto Sophia Engelstoft det samme for disse kroer vil give som andre derfor sig erbyder at betale, så bevillige vi allernådigst at hende samme må overlades.

Kiøbenhavns Slot, 9. februar 1722
 Frederich R. ”

For Hans var afslaget selvfølgelig nedslående, men livet gik alligevel videre på Strandby Kro. Og da Hans dør i 1737, var der rigeligt med midler til, at den trofaste hustru Edel Christensdatter kunne fortsætte driften. Edel har jeg ikke kunnet finde andre vidnesbyrd om, end at ”hun skrev ualmindelig smukt”. Og end ikke det, har fundet vej til figurstenen.

I de 2 forrige afsnit fortalte jeg om Hans Christensen Spangsberg, der i 1703 købte den ene af de 2 fæstegårde i Strandby. Men hans 4 år yngre bror, Peder Christensen Spangsberg (T20.1,gen.10) købte samtidig den anden fæstegård, så ham skal vi også have med i historien:

Som det fremgår af stamtræet bliver Peder gift 3 gange og får i alt 9 børn. Fra gammel tid blev gården kaldt Ryttergården. Det har noget at gøre med, at kongen gjorde den skattefri, mod at ejeren stillede et vist antal ryttere til rådighed i krigstid. Hvorvidt det har noget med Peder at gøre, vides ikke, men han boede på gården helt frem til sin død i 1742. Det er så også alt, hvad jeg ved om den gode Peders liv og levned.

Peders 1. kone, Apelone døde kort efter hun havde født deres eneste barn, Morten. Peder gifter sig godt nok kort efter, og der kommer 8 søskende. Men Morten føler sig alligevel udenfor, for det er jo ikke rigtigt hans mor, og han syntes, de små bliver for forkælede. Morten er nu også mere draget af vandet, så han tumler hellere rundt nede på stranden. Især når de kæmpestore skibe med deres hvide sejl kommer brusende ind gennem sejlrenden og ankrer op i smult farvand, bliver han fuldstændig fortryllet af indtrykket fra den store verden.
    Morten er en rask og rådsnar gut, så der er mange småjobs ved Fanøfærgeriet til ham, og allerede inden konfirmationen er han fuldbefaren til at føre sejljollen trygt frem og tilbage med både gods og rejsende. På den måde kommer han også i kontakt med søfolkene, og bliver endda inviteret ud og bese de stolte skibe.
    Pludselig oprinder den dag, hvor kaptajnen på en tremastet skonnert står og mangler en skibsdreng. Da det kommer Morten for øre, tager det ham ikke mange timer at få pakket sit habengut i en køjesæk og stå klar nede på stranden. Familien når kun lige at komme ned og vinke farvel, inden skonnerten med alle sejl sat duver ud gennem sejlrenden - og ud i den store verden. Og heldigvis nåede familien det, for det var sidste gang de så Morten, han vendte aldrig tilbage.
    Hvorvidt de sidenhen hørte fra ham, vides ikke, så det vil være det rene gætteværk, hvis jeg udtaler mig om dette … Nåh ja, den foranstående, rørende historie er gætteværk, men jeg mener nu nok, det er rimeligt at forestille sig, det er sådan, det er foregået. Og jeg vil tage det ilde op, hvis nogen begynder at tale om sidespor!

Først mange generationer senere begyndte der at dukke forlydender op om 2 unge mænd fra Jylland, den ene hed Vitus Bering og var fra Horsens, og den anden hed Martin Spangsberg og var fra Jerne, der både blev betegnet som søhelte og opdagelsesrejsende i den russiske flåde. Det medførte, at der var nogen, der begyndte at undersøge nærmere. hvad der var op og ned i den sag. Så her følger, hvad der rent faktisk er dokumenterbart:
    Danmark og Rusland var i begyndelsen af 1700-tallet allierede, og det var almindeligt, at russerne hvervede danske søfolk til at opbygge den nye russiske flåde med basis i Sankt Petersborg. I 1720 blev Morten således ansat som løjtnant af 4. rang i den russiske flåde. Efter et par år blev han Vitus Berings nærmeste medhjælper, og var med på ekspeditionen, der klargjorde, at Rusland ikke var landfast med Alaska og at strædet kunne besejles. Det er så årsagen til, at det i dag hedder Beringstrædet. I 1740 fik Morten sin egen ekspedition, hvor han opdagede de Kurilske Øer og klargjorde, at Japan kunne besejles nordfra.
    Af de russiske myndigheder fik Morten dette skudsmål: ” Han var en dygtig, snarråd og energisk karakter, en praktisk sømand, hidsig og virksom, tyrannisk, begærlig efter gods og hensynsløs. Russisk talte han kun dårligt, hans rygte fløj forud for ham gennem hele Sibirien, og Sokolof (en russisk officer) siger, at nogle anså ham for en eller anden general, andre for en udbrudt straffefange. ”Morten døde i Sankt Petersborg i året 1761 som kaptajn Martin Petrovitsch Spanberg. Han efterlod sig kone og 2 børn.

Esbjergs kendte erhvervsmand Tage Sørensen mente, at beretningerne om Morten var stærkt underspillede, og brugte sine sidste leveår på at råde bod på dette. Det har medført, at der er kommer en masse nyt frem, med artikler, bøger og film, ja, et helt bibliotek er der blevet oprettet. Det vil det føre for vidt at komme ind på i denne lille slægtskrønike. Men jeg mener at vide, at hvis man opsøger Fiskeri- og søfartsmuseet i Esbjerg, er man hjulpet godt på vej.

Efter en tur med Martin alias Morten på opdagelsesrejse skal vi tilbage til Strandby Kro igen, som Hans Christensen Spangsberg og Edel Christensen startede i begyndelsen af 1700-tallet, og fik gjort til en god forretning. Det blev yngstebarnet Morten Hansen Spangsberg (T10.2,gen.10) - der i 1748 officielt overtog driften af denne. I virkeligheden gjorde han det nok allerede efter faderens død 1737. I 1747 blev han gift med Kirstine Pouledatter og sammen fik de 3 børn.
    Kirstine havde været husholderske hos den stridbare præst Maturin Castesen, som havde givet hende en medgift, der betød, at de fremover fik tildelt de årlige indtægter fra Spangsbjerg Mølle. Så det må da siges, at være en slags plaster på såret for faderens ærgrelser.

Morten var på alle måder en handlekraftig mand, og ud over driften af kroen involverede han sig også med udskibning fra Strandby af tørv og klyne, og senere også med udskibning af kreaturer fra Hjerting til Holland.
    Mortens fader fik som bekendt afslag på spiritusbevilling, men den 1. april 1740 indstillede stiftamtmand Gabel til kongen, at der blev givet bevilling til Strandby Kro med følgende begrundelse: ”Afvigte hårde vinter har vist, hvor umuligt det er for bonden at undvære brændevin til nødtørft, da deres nød haver været meget stor, ja nogle er på veje og marker fundet døde, mulig fordi de ej haver haft noget til vederkvægelse. I Strandby er der desuden færgested til Fanø, og en kro er her ikke tidligere foreslået. ”
    Det medførte, at Morten den 11. august 1740 fik bevillingen fra Christian den VI, og kroen blev kongelig privilegeret. Det fik Morten til at fare i blækhuset til kongen og fremførte, ”at han ingen fordel kan have af at holde kro, og han frygter, at hans slette tilstand derved med tiden vil blive mere forringet, hvorfor han beslutter ganske at opsætte kroholdet.”
    Oversat til nudansk betyder det, at han afslår bevillingen, fordi han ikke vil betale de 6 Rdl. i afgift, når der var så mange andre i sognet, der tappede øl og brændevin uden at yde nogen afgift. ”Men som så mange andre hæderlige mænd i sognet, indlader han sig på at drive smugkro og skænke øl og brændevin, hedder det sig.” Og da der i 1772 blev holdt skifte efter Morten, fandtes der da også i boet en brændevinskedel med tilbehør, en svaletønde med jernbånd og en destillationstønde med pibe.

Den 12. august 1754 mistede Morten sin 6 måneder gamle datter, Anne Margrete, og ikke nok med det, den 29. december samme år også sin kone, Kirstine efter kun 6 års ægteskab; hun døde efter et 19 uger langt sygeleje.
    Spangsbergstenene, der i dag er anbragt i Jerne kirke beretter på dramatisk vis om både datterens og moderens liv og endeligt. Tegning af datteren, Anne Margretes gravsten i stor størrelse kan ses her! og af hustruen, Kirstine Pouledatter her!

Som sagt i forrige afsnit, forlader vi for en stund den sorgfulde krofatter i Standby, der lige er blevet enkemand med 2 små børn, fordi vi også skal have hans ældste bror, Chresten Hansen Spangsberg (T10.2,gen.10) med i historien. Han levede på samme tid et frodigt liv på Uglviggård i Nourup. Den overtog han nemlig efter faderen, Hans Christensen Spangsberg, som igen havde overtaget den af sin fader Christen Gregersen – og for at få det hele med så overtog Chrestens søn, Søren Christensen Spangsberg senere Uglviggård. Ja, jeg ved det er forvirrende med alle disse enslydende navne, men find personerne på det anviste stamtræ T10.2, så lysner det.

Allerede som 20 årige flyttede Chresten ind på Uglviggård sammen med sin tilkomne, den 32 årige Ingeborg og sammen avlede de 5 børn – som det hedder sig i datidens sprog. Ingeborg Christensdatter (T20.1,gen.11) havde den 12 årige Jens med fra et tidligere ægteskab. Ja, faktisk havde hun både været gift og var blevet enke 2 gange før, og hun overlevede såmænd også Chresten i sit 3 ægteskab. Alt sammen noget man selv kan konstatere i det anviste stamtræ.

Som det åbenbart lå til spangsbergerne, var Chresten også en driftig handelsmand. Hans skudsmål var, velhavende om end noget tarvelig klædt. Det kommer også til udtryk i denne historie, der fortælles om ham:
    Ejeren af Bryndum Kirke var kommet i stor gæld, hvorfor kirken blev sat på auktion. Der var mange til stede ved auktionen og deriblandt også Chresten. Han var som sædvanlig yderst tarvelig klædt og havde et halmbånd om livet for at få kjolen til at slutte om kroppen. Da han blev den højstbydende, spurgte auktionsholderen, der ikke kunne tro, at denne mand kunne betale en kirke, om han kunne stille kaution, hvortil Chresten svarede, at hvis han vilde vente lidt, så kunne han stille med klingende mønt. Chresten sprang på hesten og drog hjem, og noget efter kom han ridende tilbage med den kontante købesum i en tværsæk hvilende på hestens ryg.
    På vejen hjem efter pengene skal han have været inde et sted for af bede om noget at drikke. Han drak det halve af kruset og bad om, at den anden halvdel måtte blive stående, til han kom tilbage, Da han kom tilbage og pigen i huset til husmoderen udtalte, at det var en sær fyr, fik hun svaret: ”Ham skal du ellers ikke kimse af; thi han har lige været henne og købe vor kirke”

Nu skal vi så som lovet tilbage til krofatter, Morten Hansen Spangsberg på Strandby Kro igen. Han blev som bekendt enkemand med 2 små børn i 1754, så det har været nogle svære år for ham. Men mon ikke han finder en kone igen …

For at finde ud af det, forlader vi Morten for en stund og tager til Spanien – tilbage i tiden til år 1618, for da blev der i Madrid født en spanier. Det er der selvfølgelig ikke noget usædvanligt ved, men ham her, Don Carlos Rodriguez (T20.2,gen.12) er alligevel nok værd at holde øje med. Ikke bare fordi han blev professor i fransk, spansk og italiensk, men mere fordi han rejste til Danmark og kom til at undervise på Sorø Akademi.
    Senere flyttede han til København og blev auktionsdirektør. Det er for så vidt denne sag uvedkommende. Det er det derimod ikke, at han giftede sig med Magdalene Sybille Pedersdatter og de fik sønnen, Frederik Chrestian de Rodriguez. Han havde også de boglige egenskaber i orden og blev magister og præst i Nakskov, samt derudover provst, slotspræst, præst ved Trinitatis kirken i København og rejsepræst for hoffet – for nu at tage det hele med.
    Det er for så vidt også denne sag uvedkommende. Det er det derimod ikke, at han giftede sig med sin kusine Ida Sophie Hofman, og de fik sønnen, Johan Hieronimus Frederik Rodriguez, som blev kapellan i Skærbæk og Holstebro, så han må også have haft hovedet i orden.
     Men det er for så vidt også denne sag uvedkommende. Det er det derimod ikke, at han giftede sig med Cecilie Kirstine Hansdatter Brylle. Og at hun i 1741 i Skærbæk fødte datteren, Ide Sophie Rodriguez er absolut denne sag vedkommende, for på den skønneste dag i 1760 står den 19 årige Ide Sophie i Jerne Kirke og giver sit ”Ja” til Morten Hansen Spangsberg – og bliver dermed kromutter ud i Strandby Kro.

Så med lidt omveje lykkedes missionen. Man kan selvfølgelig gøre sig tanker om, hvad der bragt Ide Sophie til Jerne Kirke og gøre sig yderligere tanker om spangsbergernes handelstalent. Men da jeg ikke ved noget, fejer jeg disse tanker bort og forestiller mig, at Ide Sophie er en vidunderskøn 19-årig sydlandsk udseende pige, der forelskede sig hovedkulds i den stolte spangsberger. Det tyder i hvert fald på, at hun faldt godt til som kromutter i Strandby, og at der igen blev liv og glade dage, med et nygift ægtepar der på 10 år føjede yderligere 6 børn til de 3 tidligere. Der var i sandhed kommet tiltrængt nyt blod i de ellers så træge vestjyder.

Men lykken varer som bekendt ikke evigt: ”Men ak hans endeligt var så sørgeligt  som hans levned var berømmeligt. På hans rejse mellem Hjerting og Strandbye natten mellem 3. og 4. februar 1772 blev han i is og vand henreven fra det ganske land og da havde han levet 3 måneder over 56 år. ”, som der står på hans gravsten. Hermed var det ham, der efter 12 år i sit 2. ægteskab måtte efterlade kone og 5 børn.
     Du kan se en tegning af gravstenen i stor størrelse her: 

I forrige indlæg fik vi en dramatisk afsked med krofatteren på Standby Kro, Morten Hansen Spangsberg, der i 1772 på tragisk vis endte livet ved en drukneulykke. Hermed stod hustruen Ide Sophie Rodriguez alene med både bedriften og i hvert fald mindst 7 mindreårige børn. Hun ansatte derfor Hans Madsen til at bestyre landbruget. Det blev et så godt samarbejde, at de giftede sig i 1774. Hermed hed værtsparret på Strandby Kro Ide Sophie Rodriguez og Hans Madsen (T20.gen.9)

Den 33-årige Ide Sophie fik hermed skiftet sin 57-årige mand ud med en 26-årig. For Hans var det heller ikke noget dårligt parti, for Strandby Kro blev vurderet til 800 Rdl.
    For os spangsbergere er der bare det problem, at det er der ikke nogen af dem, der er … men den slags kan man godt se stort på, når nu slægtsfortællingen skal gå videre. Og Hans blev rent faktisk accepteret af den efterhånden ret store spangsbergfamilie, simpelthen fordi han var en dygtig handelsmand. Så ret hurtigt efter begyndte Hans at kalde sig ’Spangsberg’, og da det 3. og sidste barn kom til verden, blev han opkaldt efter moderens tidligere mand, Morten Hansen Spangsberg. Og herefter var der nok lagt låg på den sag.

Til forskel fra sin forgænger Morten ville Hans gerne have bevilling på Strandby Kro, og ansøgningen til stiftamtmanden lød således:
    ”Formedelst den vanskelige fart og passage, der er over vandet imellem Strandbye og Eyland Fahnøe, især om vinterdage, må de reysende ofte opholde sig i Strandbye 3 á 4 dage tillige og ej kan komme over vandet; men enten forhindres ved drive lis, storm veyr og deslige; og i den tid de reysende således forårsages at opholde sig i Strandbye, er der ingen steder i byen de kan logere uden hos mig underskrevne, siden mit hus dertil temmelig vel er indrettet. Men med ald dette, siden der ingen kro er i byen, og brændevins brænderiet på landet aldeles er afskaffet [ups!], så lider de reysende stor mangel på det nødtørftige til livets odhold, der ei kan fåes i hvor dyre de end vilde betale det. Jeg har altså for at forekomme, at de reysende ej længere skulde beklage sig, fordi de ei for penge kunde få det behøvede, fordristet mig til at andrage sådant for det højkongelige rentekammer collegie, med underdang begiering, at det nådigst måtte vorde mig tilladt at falholde og sælge øl og dansk brændevin til de reysende, til vederkvægelse og ophold. i øvrigt indstilles det ansøgte til nådigst resolution, som forventes.

Strandbye i Riberhus amt, den 31. januar 1782
Underdanigst
H. M. Spangsberg ”

Efter en del forhandlinger med stiftamtmanden om prisen, fik Hans bevillingen.

Hans Madsen Spangsberg var som sagt en driftig mand for ved hans død i 1802, ejede han ikke mindre end 12 gårde og huse i omegnen. Herefter overtog den 21 årige søn Morten Hansen Spangsberg, Strandby Kro. Og hvad vi senere skal erfare, så giftede han sig 2 gange, og begge gange med fuldblods Spangsberg piger, så hermed er slægtsbåndet fuldt forseglet igen.

Et andet velovervejet sidespring: ”På figurstenene bliver spædbørnene vist som små, døde mumier. Men det er helt forkert opfattet, for de er sprællevende, det er faktisk derfor, de er pakket ind. På Wikipedia har jeg fundet følgende forklaring: Et svøbelsesbarn er et spædbarn, der er blevet svøbt i et lunt tæppe eller tøj, så kroppens mulighed for at bevæge sig er stærkt reduceret. Dette gør man for at efterligne den fornemmelse, som barnet havde i fostertilstanden, og som dermed beroliger barnet. Det gør også, at barnet ikke kan lave de ufrivillige spjæt, som små børn har tendens til.”
    Helt for egen regning tør jeg godt tilføje, at dengang havde man ikke vuggestuer, så svøbet var nok også mest trygt for forældrene, når de skulle passe deres daglige dont.

Ide Sophie er godt nok født i Skærbæk af Cecilie Kirstine Hansdatter Brylle og kapellan Jahan Hieronimus Frederik Rodriguez (T20.2,gen.10) men alene navnene fortæller, at hun er af ’finere’ og mere international herkomst.
    Men alt tyder alt på, at hun faldt godt til som kromutter på Strandby Kro. Først blev hun fra 1760 gift med kroens ejer Morten Hansen Spangsberg, og var det frem til dennes død i 1772, de fik sammen 5 børn. Så blev hun i 1774 gift med Hans Madsen, og var det frem til dennes død i 1802, de fik sammen 3 børn. På dette tidspunkt var yngste sønnen Morten Hansen Spangsberg 21 år og Ide Sophie 61, så hun valgte at gå på sin velfortjente aftægt og lade Morten videreføre Strandby Kro.

Og hvad vil det så sige at gå på ’aftægt’, som jo dengang var en helt almindelige måde at leve sine sidste år på. Ja, det kan vi få et indblik i ved at læse den efterfølgende (forkortede) aftægtskontrakt, der blev oprettet af Ide Sophies søn af første ægteskab Chresten Mortensen Spangsberg, han var nemlig prokurator (sagfører) i Strandby. Dog skal det tilføjes, at det nok var de færreste, der fik så gode betingelser, som Ide Sophie her gjorde:

” Aftægtskontrakt mellem Madame Ide salig Spangsberg og hendes søn Morten H. Spangsberg i Strandby:
    Da min kære moder efter at have ganske udskiftet med mine alle myndige sødskende ved skiøde af dags dato, haver solgt mig hendes påboende gård med ind- og udboe, er det bleven min pligt at sørge for hendes anstændige ophold med videre efter stand og vilkår, som sålænge hun lever herved bestemmes og af benævnte min gårds beboer heri Strandby, hvem det end er, skal udredes, nemlig:

1: Den stue østentil min moders hidtil havende og af mig brugende sovekammer, således som samme nu med seng og kakkelovn er indrettet, bliver stedse til hendes ophold og brug og altid af gårdens beboer vedligeholdes forsvarligt. Fra samme beholder hun fri ud- og indgang savel gennem ernævnte sovekammer, hvor en passende dør i så henseende anbringes, som kjøkkenet, bryggeriet og andre stæder i værelser, og hvor hun selv lyster.

2: Det står til min moder selv, hvor længe hun vil søge bord og tage underholdning med min kone og mig. I sådan tid må ingen fødevare i huset låses eller lukkes for hende; men hun stedse have fri fornøden brug af alt. I samme tid gives hun fornødne klæder, uld og linden og sængeklæder, når disse bliver gamle. Hun nyder og imidlertid til egen disposition årlig tie rigsdaler, de 5 til Martiny  og de 5 til 1. maj.

3: Hun nyder stedse af min kone og mig samt tilviiste så og god begegning og fornøden opvartning samt en anstændig pige, som hun selv udvælger til at sove hos hende om natten for i tilfælde også da at opvarte hende.

4: Foruden hendes nu brugende sæng tager hun af bohave til at meublere med, alt hvad hun selv behager og er hende passende, alt efter specifikation, da samme kunds er et lån fra gården og ved hendes dødlige afgang falder tilbage dertil.

5: Når min moder vil føre egen oeconomie og spise for sig selv i egen stue, leveres hende såsom:
a) Hver uge, nemlig der første dag i ugen, 8 pund  godt frisk rugbrød, 4 pund sigtebrød, 3 pund godt frisk smør og daglig 2 potter nyemalket mælk.
c) Til andre fornødenheder såsom mel, gryn, salt, kaffe, sukker, the etc,. gives hende årlig 20 Rdl., de 10 hver Mortensdag og de 10 første maj.
d) Øl leveres hende af bedste slags som haves, så ofte og så meget hun forlanger.
e) Ifald det forlanges, skal beboer holde hende samt koste hende og levere en anstændig pige, eene til hendes opvartning og tieneste.
f) Så ofte det forlanges, skal gårdens hæste og bedste vogn samt en karl at køre befordre hende af bye, hvor hun lyster.
g) Til kåljord og haugeurter afpæles  det halve af den østre qvarter, ... faune  til hendes stuevinduer, som gårdens beboer giøder, dyrker og driver for hendes i rette tid efter hendes anvisning og ordre.
h) Ald behøvende brændsel af tørv, klyne, og lyng leveres hende årlig.

Således indgået og forpligtet bekræftes i vidners overværelse under hånd og segl.
Strandby, d. 28. juuny 1803                           M. H. Spangsberg”

Når man kigger på rækken af Ide Sophies aner, kan man på faderens side nævne titler som: borgmester, professor, justitsråd, magister, præst og kapellan. Og på moderens side er fædrene i hele 3 led præster i Bryndum kirke. Hvorfor den 19’årige Ide Sophie blev gift med den 45’årige Morten Hansen Spangsberg og dermed kromutter i det gudsforladte Strandby, melder historien ikke noget om. Men med 9 børn i 2 Spangsberg ægteskaber, leverede hun nyt blod til den ellers så indavlede slægt.

Morten (T20.2,gen.8) blev efternøleren og eneste søn i ægteskabet mellem Hans Madsen og Ide Sophie Rodriguez, og det besluttedes, at han skulle have navnelighed med moderens tidligere mand og således bære slægtsnavnet videre.
    Morten tilbragte hele sin barndom og ungdom hjemme på Strandby Kro, og ved faderens død i 1802 overtog han kro, bedrift og moderen Ida Sophies på aftægt. Året efter giftede han sig med Mette Mortensdatter. Så der blev dobbeltbryllup på Strandby Kro, idet storesøster Johanne giftede sig samme dag med Søren Mortensen fra Maade.
    Mette døde imidlertid efter kun 6 års ægteskab i 1809, og allerede samme år giftede Morten sig med Else Christensdatter. Da både Mette og Else var efterkommere af Spangsberg slægten, må man sige at Morten levede op til sit tildelte efternavn, og gjorde alle sine 7 børn til blodsbeslægtede Spangsbergere.

Efter Mettes død i 1809 blev der foretaget skifte, hvor Strandby Kro vurderedes til 1200 Rdl., sjetteparten af Jerne kirke til 800 Rdl. [Det var ikke meget for den flotte kirke!]. Nogle af ejendommene var solgt fra, men kroejendommen var stadig på de næsten 6 Tdr. hartkorn. Indbo, besætning og redskaber blev vurderet til 2786 Rdl. Men Morten havde pådraget sig ikke så lidt gæld; til 20 forskellige skyldte han i alt 1528 Rdl.
     I kroen fandtes der følgende lokaler: stue, spisekammer, mindre stue, storstue, 3 gæstekamre, spisekammer, køkken, aftægtskammer, mælkekammer, pigekammer, bryggers og kudskekammer.
    Opdrætningen af stude var ophørt, brændevinstøj fandtes der ikke mere noget af, derimod var der indrettet flere gæsteværelser til kroen.

Morten fik i 1818 krobevillingen fornyet med denne tilføjelse, ”at dér vel må brygges øl til værtshusholdets fornødenhed; men det skal derimod være aldeles forbudt at brænde brændevin. Disse varer skulde tages fra nærmeste købstad.”
    Dette har Morten nu ikke holdt sig efterretteligt, hverken før eller efter han fik bevillingen fornyet. Af nogle breve fra 1817 fremgår det, at Morten har aftaget en del af sit brændevinsforbrug hos købmand Kolvig på Fanø. Det fremgår også, at Morten for det meste betalte med rug. I et brev af 13. november beklager Morten imidlertid, at han ikke kunne skaffe rug: ”thi han har kun een karl og kan ingen få til at tærske for peng.”
    I december ønskede madame Kolvig 2 snese æg, som Morten ej heller kunne skaffe: ”vi har hørt i alle her omliggende byer; men har ej fået nogle.”
    Derimod hos Hans Pedersen i Rørkjær, der drev købmandshandel med smuggods har Morten købt bl.a. rom, svedsker, sukker og sæbe kontant.
    Den 1. oktober 1817 sendte Morten det viste brev til købmand Koldvig på Fanø.

Morten gik på aftægt i 1834 som 53-årig, hvor hustruen Else Chrestensdatter døde, og overdrog kroen til sønnen Chresten. Aftægtskontrakten er i princippet lavet som den, Morten i 1803 lavede med sin mor Ide Sophie, blot er den meget mere detaljeret.

Ved overdragelsen var kroen stadig på de næsten 6 Tdr. hartkorn, men vurderingen var nu forøget til 2160 Rdl.LS, I taxationsprotokollen findes der følgende om gården, der nu kaldtes Strandbygård:
”Stuehus i sønder af grundmur, bindingsværk, murede vægge, stråtag, 4 skorstene og 1 bagerovn: 1200 Rdl. Det venstre hus af samme bygningsemne til stald, vognport og køreport: 380 Rdl. Det nordre hus af samme bygningsemne til lade og tørvehus: 470 Rdl. Det østre hus af samme bygningsemne til stald, fåresti og lade: 450 Rdl.”
    Det er således oplagt, at Strandby Kro i Mortens tid blev ombygget til en moderne 4-længet bindingsværksgård med stråtag, sådan som det fremstår på billedet fra 1870.

Morten var medlem af skolekommissionen og strandfoged og levede til det sidste som aftægtsmand på Strandby Kro, hvor han døde som 55-årig i 1846 af kolik.

Chresten (T20.2,gen.7) er født og opvokset på Strandby Kro og blev som 22-årig i 1834 gæstgiver og ejer af den samt det tilhørende landbrug, idet faderen efter hustruens død valgte at gå på aftægt. Ungkarl var han også, men han blev dog samme år gift med Mariane Jacobsdatter. Sammen fik de 6 børn.

Chresten må være den første ejer af Strandby Kro, jeg ikke vil kalde en driftig handelsmand, for han var nok mere politisk orienteret. I 1841 blev han medlem af sognerådet, i 1845 blev han valgt til skolepatron for Jerne Sogn og strandfoged. I 1850 blev Chresten udnævnt til voldgiftsmand ved afløsning af hoveri og pligtarbejde og var derudover i bestyrelsen for de fattiges kasse.
    Samme år ansøgte han om at åbne et udsalgssted for kolonialvarer. Ansøgningen giver et godt billede af tiden, af forholdene på vestkysten og af ham selv: ”Der er i den senere tid gjort såre meget af regeringen for bondestanden, og for at sætte denne på lige vilkår med de andre statsborgere, og navnlig har meddelelsen af bevillinger på visse næringsveje, der hidtil vare kjøbtæderne alene forbeholdne, vist, at det er statsstyrelsens agt, så vidt tiden og omstændighederne tillader det, at gøre alle i denne henseende lige. Næringsfrihed er visselig også af de største goder, der kan tilståes folk, og taknemlig for det, der allerede i så kort tid er gjort, må den hidtil i den retning så lidet begunstigede landboer være, endskønt det på den anden side ikke kan nægtes, at der er meget, som kan gøres endnu. Jyllands vestkyst, der er tyndt befolket, og hvis beboere for størstedelen have flere mile til købstaden, lider i særdeleshed ved de sted-fundne indskrænkninger i næringsfriheden; idet denne egns beboere må spilde megen tid og arbejdskraft samt gøre rejser og anvende bekostninger for at forskaffe sig, hvad de nødvendig behøve til deres underholdning og deres avlsdrift … Mig er det vel som kromand tilladt at udsælge brændevin og skåren tobak: men foruden at disse ting i al fald ikke hører til de første nødvendighedsgenstande, så er tilladelsen af mindre nytte, da landboeren dog idelig skal til købstaden for at købe andre varer … er det derfor, at jeg herved underdanigst tillader mig at ansøge det høje ministerium om nådigste tilladelse til i forbindelse med mit krohold at drive handel med sådanne varer, som landboerne behøve ... Det tilføjes, at min gård ligger 2½ mil fra nærmeste købstad og ved et færgested, hvor dagligen en mængde landboere kommer med brændsel til det nærliggende Fanø.

Strandby, d. 4. oktbr. 1850  /  Underdanigst   /  C. Spangsberg ”