Leif Bruun, Tlf. 31 64 49 00
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk

 
    Note 14 til Familiestamtræ
  
 
 


Forside

Familiedata
              
Hovedmenu

   Oversigt

Elisabeth Nielsen (A40,gen.5)  1896-1975

Elisabeths livshistorie bliver fortalt som følger:
Note 12: 1896-1913: Barndomshjemmet i Holstebro
Note 14: 1910-1916: Opvækst, ungpigeliv og uddannelse
Note 15: 1916-1920: Elisabeth og Morten Christian Strand i Esbjerg
Note 30: 1921-1935: Elisabeth og Kaj Aage Madsen i Nordenskov
Note 31: 1938-1975: Elisabeth og Kaj Aage Madsen i Esbjerg
 


       23 år
   

Note 14: 1910-1916: Elisabeths opvækst, ungpigeliv og uddannelse
Ifølge dåbsattesten er Elisabeth født den 18. maj 1896 i Skanderborg og hjemmedøbt den 25. maj. Forældrene er høker Jørgen Christian Nielsen og hustru Hansine Christine Eleonora f. Andersen
   
Elisabeth er født i Skanderborg, men
opvokset i Holstebro, Vestergade 33, som hun har skrevet det uden på sin kladdebog med afskrift af sange og andet krims krams Buller.
 

 
   

Elisabeth har en 1 år ældre søster Julie Christine Nielsen , som hun livet igennem var tæt knyttet til.

.
Søstrene Elisabeth og Julie
 

 
   

I ovennævnte kladdebog har jeg også fundet dette digt. Hvorvidt det er Elisabeths eget værk, ved jeg ikke, men der er i hvert fald hendes skrift. I begyndelsen af 1915 bliver skriverierne i kladdebogen udvidet med en masse navne og andet om Silkeborg, blandt andet skrevet af en pige, Elly Lock fra Silkeborg. Der er også et portrætfoto, lavet af en Silkeborgfotograf, fra samme periode.

Den 2. maj 1914 sendte storesøster Julie et kort fra København til Frk. Elisabeth Nielsen, Hotel Føniks, Silkeborg:
 
   Kære Elisabeth / Mange tak for brevet som vi med stor glæde har modtaget … Direktøren har sagt at når Moder får det bedre skal han vise mig omkring her i København, det er mageløst pænt af ham, du skriver vel snart igen, det bliver moder vel glad til.

 
 Udsnit af digt

   


Den 19. maj 1914 sendte stedmoder Nielsine (A40,gen.6) et kort til Frk. Elisabeth Nielsen, Hotel Føniks, Silkeborg:
    Kære Lisbeth / Du må meget undskylde at jeg kommer bagud med min lykønskning men den er oprigtig ment. Du må da godt sende et par ord til mig en gang imellem / Venlig hilsen Nielsine

Den 22. maj 1914 sendte storesøster Julie et kort til Frk. Elisabeth Nielsen, Hotel Føniks, Silkeborg:
    Kære Elisabeth / Mange tak for kortet det var en skam at jeg ingen sendte dig men du ved jo nok at jeg har været så bedrøvet at jeg ikke syntes at jeg kunne samle mig, men nu rejser jeg snart til Ringkøbing du skriver vel snart til mig så skal du snart få et brev / Mange hilsner fra din søster.

Med storesøster Julies oplysninger af 2. og 22. maj 1914 formoder jeg, at deres mor Hansine Christine Eleonora Andersen døde imellem disse datoer. Også selv om Julies datter Lis har fortalt, at det var i 1913. Hansine er født og opvokset i Ringkøbing, men hun blev begravet i København ifølge Lis. Måske er det derfor Julie rejser til Ringkøbing.

Op til julen 1914 sendte veninderne Marie Opstrup og Martine hver et julekort til Frk. Elisabeth Nielsen, Adr: Doktor Næsse Schmidt, Ringkøbing.

Det er lidt pudsigt, at Elisabeth tilbringer julen i Ringkøbing, idet hendes senere mand Kaj Aage Madsen er født og opvokset der. Men han og familien er rejst fra byen på det her tidspunkt. Hvorfor Elisabeth har adresse hos byens læge, vides ikke, men hendes mor stammer fra Ringkøbing. Så måske Elisabeth og Kaj Aage allerede kender hinanden på det her tidspunkt. Men det er kun gisninger.

Elisabeths børn Arne og Grethe har fortalt, at hun blev udlært bukseskrædder på en fabrik.

Den ? skrev søster Julie et postkort [ufrankeret med billede af sig selv på forsiden] til Elisabeth Nielsen, Palmehaven, Esbjerg:
    Kære Elisabeth / Mange tak for brevet som jeg blev meget glad for, du skal få brev fra mig efter Nytår men jeg har ikke tid nu da vi har så travlt, nu er her 60 patienter og jeg har været syg, har haft halsbetændelse / Hilsen fra din søster

Julen 1915 sendte Elly et julekort fra ? til Frk. Elisabeth Nielsen, Palmehaven, Esbjerg:
    Julen 1915 / Kære Lis / Mange julehilsner sendes dig af Elly

Den 28. januar 1916 sendte Elisabeth et fødselsdagskort fra Esbjerg til Hr. Kaj Madsen, Rolfsgade 34, Esbjerg [Elisabeths 2. ægtemand]:
    Esbj-28/1 1916 / Hjertelig lykønskning i dagens anledning, ønskes af Elisabeth Nielsen
    NB: Lilly [Kajs søster] har sat frimærket på [det sidder på skrå]
 

 
   


Sådan så Palmehaven i Esbjerg ud omkring 1910.                                   
                             Her arbejdede Elisabeth fra 1914/15 til 1919/20/21

Næste livsafsnit for Elisabeth følger her:

Note 15: 1916-1920: Elisabeth og Morten Christian Strand i Esbjerg

Til toppen