Leif Bruun, Tlf. 31 64 49 00
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk

 
    Note 31 til Familiestamtræ
  
 
 


Forside

Familiedata
              
Hovedmenu

   Oversigt

Elisabeth Nielsen (note 14) og Kaj Aage Madsen (note 23) (A30.1,gen.5)

Note 30: 1921-1935, Nordenskov
Note 31: 1938-1975, Islandsgade 27, Esbjerg

Samt deres deraf følgende 4 børn:
Arne Revelius Madsen (note 32), til 1945
Grethe Madsen (note 37), til 1941
Rosa Revelius Madsen (note 38), til 1947
Ulla Revelius Madsen (note 41), til 1954

Note 31: 1921-1935 Elisabeth og Kaj Aage i Islandsgade 27, Esbjerg
Barber- og frisørsalonen i Nordenskov kunne i 1935 ikke længere brødføde familien, så Kaj Aage og Elisabeth flyttede med deres 4 børn til den dengang så driftige fiskerby, Esbjerg. Det var jo også her familieoverhovedet, Kaj Aages far, Jesper Høyer Revelius Madsen residerede – og som sammen med Anna Wilhelmine Jacobsen hermed fik hovedparten af deres familie samlet omkring sig.

De første år i Esbjerg blev nu alligevel noget tumultagtigt. Kaj Aage skiftede arbejdede flere gange, og de boede i hvert fald 4 forskellige steder, inden de i 1938 fandt frem til Islandsgade 27 – der blev samlingspunkter for familien i mange år fremover.

Arne og Grethe fortæller: Omkring 1934 begyndte det at gå dårligt med barberforretningen i Nordenskov, så far solgte den i 1935 og vi flyttede til Esbjerg, hvor han startede en barberforretning i Havnegade.
    Men det var lige som det gik dårligt for fiskerne, så det gik heller ikke. Så startede han forretning med forsikringsmanden Valder Pedersen. Det blev der lavet en sang om: ”Valde forsikrer og Kaj barber, hvad kan kunderne så ønske sig mer’?” Men heller ikke dette foretagende gik. Så opgav han at være selvstændig og blev ansat som barbersvend hos forskellige frisører.

I Esbjerg boede vi først i Hjertinggade, så i Trianglen, for endelig i 1938 at flytte til Islandsgade 27.
 


                  1948
   

Da datteren Grethe blev konfirmeret den 21. marts 1937, boede familien i Skolegade 99 st. i Esbjerg, den 23. december 1935 kan jeg se på et julekort, var adressen Vesterhavsgade.

Grethes konfirmationsbilleder. Personerne er fra venstre: Grethe, Arne, fætter Preben, som er søn af Kaj Aage søster Lilli, Rosa og Ulla.
    Selv ikke på denne dag fandt Elisabeth tid til at finde Kodak Boxen frem, for den lille midlertidige lejlighed, var jo fyldt med familiemedlemmer, der skulle serviceres i alle ender og kanter. Men da konfirmationsmiddagen var indtaget, og de voksne slog mave, fandt børnene selv ud af at tage de viste billeder.
    Og som man kan se på Rosa og Ulla, ved de godt, at de store søskende har snuppet Boxen uden at få lov, og at der bliver ballade, når de kommer hjem.

Grethe fortæller om de første år i Esbjerg: Jeg var meget omsværmet. Jeg havde mange kærester. Det havde Arne også. Vi gik i danseskole sammen, Jensens danseskole nede på Spangsberg Hotel. Han sku’ passe på mig, men så snart vi var inden for døren, så han ikke til min side.
    - Der kommer Grethes Arne, sagde de andre piger igen og igen.
Jeg var genert dengang, så jeg skulle have et par bajere først, tilføjer Arne.
 

 
   

Her kan du høre Arne og Grethe fortælle om deres ungdom i Esbjerg / 14. juli 2004 - 5 min / Interviewer Leif Bruun:

Overhovedet

   

Når man umiddelbart kigger på billedet, er det den unge mand der lyser ud af det som familiens overhoved i toppen af pyramiden omkranset af sine smukke søstre og med forældrene på hver sin side. Man kunne så få den tanke, at det er ham, der har entreret med fotografen og fået det hele sat i scene. Men hans beskedne ansigtsudtryk, siger noget andet.

    Og tager man netop ansigtsudtrykkene til indtægt, er det nok snarere den skrappe Barber- og Frisørmester Madsen, der har kommanderet familien til samling i stiveste puds, for at den med stolthed kan blive præsenteret. Der mangler bare, at han slår ud med armen og siger:

- Se, hvor højtidelige vi er!

    Fru Madsen ser som sædvanlig bare mild og god ud. Hun har sikkert også haft travlt med at sy kjoler så hendes mere eller mindre flyvefærdige piger kan tage sig ordentligt ud.

    Hvis nogen skulle være i tvivl, er det min Mor, der er i billedets centrum!

Ja undskyld! ordene løb af med mig, men jeg har det lidt svært med den slags opstyltede billeder. Men det er det eneste billede jeg har, der viser hele familien.
 


 
   

Niecen Lis Edith (A40,gen.4) skriver i et brev: Min moster kan jeg fortælle og fortælle om, hvor sød hun var ved mig, da jeg var i Esbjerg under krigen. Når jeg kom i Islandsgade, stak hun sommetider en pakke tobak i min taske:
- Men skynd dig lidt, Kaj må ikke se det, sagde hun.
    Engang jeg havde fået lus nede på Søbadeanstalten, gik jeg op til moster, men Kaj sagde:
- Du må ikke komme ind, når du har lus.
- Jo hun må, svarede moster. Du går bare ind i stuen, og Lis og jeg går ud i køkkenet.
Så sad jeg der ved vasken, og hun kæmmede mit hår.
    Ja, jeg kunne fortælle mange historier!

Datteren Ulla fortæller: En dag under besættelsen, da jeg var 8 år gammel, kørte der en række tanks op igennem Islandsgade. Vi løb efter dem for at få autografer. Bagefter, da jeg viste dem til min storesøster, Grethe, blev hun stiktosset og rev papiret i stykker.

Datteren Rosa fortæller om kulkælderen i Islandsgade: Hej det var en kväll som Mor og Far skulle hämta koks då sprang Mannen uppepå og hans sön [Overboerne] efter og en Slog Mor og en slog Far så jag sprang till en Nabo Alle hadde jo inte Telefon og ringte till polisen så de kom till Polisen både Mor og Far og dom uppepå de blev jo Anmälde Mor var hos Doktorn og skulle se om Hun hadde märken det hadde hun Märken efter hans händer dom blev dömt att betala Skadestand men Mor ville inte ta emot noget det var dumt men hun ville inte ha med dom att görea . Det är lite Svensk o lite Danske Ord. Men det gör väl ingenting.


Lis Edith

   

Fra barnebarnet Leif Bruuns (A10.2,gen.3) bog 'Så vidt jeg husker': Jeg ligger i mors seng. Mor og far har gjort sig fine, de er gået i byen. Jeg har grædt meget. Det er første gang mormor passer mig. Det var det, der gjorde mig bange. Så var det, jeg lige pludselig fik ondt i maven.
    Lige nu er det ikke så meget mavepinen, der trykker mig; men mere det, at jeg kan mærke, at mormor bliver ked af det, når jeg græder. Hende kan jeg godt li’, og hun trøster mig, så godt hun kan.

Hermed fik jeg så introduceret min mormor. Hun har altid stået for mig som noget fast og trygt, jeg holdt af og havde tillid til. I 28 år var mormor avisbud - helt op til 71 års alderen. I al slags vejr blev Vestkysten bragt ud. Hun var byens mest kendte avisbud, berømt og berygtet - men altid på dyrenes side med fuglefrø i kittellommen til omegnens fugle - med cyklen, aviserne og den altid ustyrlige og ovenud glade Kvik i snor, halsende enten foran eller bagefter.

    Mormor og jeg har delt mange aviser ud sammen. Hun blev således min første arbejdsgiver. Jeg kan tydeligt se hende for mig med de solide sko og kommodebenene - altid med tørklæde om hovedet og en blomstret blågrå kittelkjole. Ellers er det mest mormors og morfars hjem, jeg husker. Det var her, det righoldige Madsen’ske familieliv - med børn, børnebørn, frisør- og barbersalon, alverdens hunde, katte, kanariefugle og meget andet - udspillede sig i de efterfølgende årtier. Dette hjem i Islandsgade kan jeg beskrive ned til mindste detalje - meget nøjere, end jeg kan med mit eget hjem:
    Alle onkler, mostre, fætre og kusiner sidder samlet om bordet i dagligstuen søndag eftermiddag. Jeg sidder for mig selv på linoleumsgulvet sammen med Money.
 


Elisabeth og Kvik


 

   

Der var linoleum på gulvet, fordi stuen til daglig var morfars frisørsalon, hvor der kom og gik mange mennesker dagen igennem. Money var en sort, gammel og træt hund - til forskel fra efterfølgeren Kvik, som også var sort, men den var som sagt ivrig og glad. Særlig højlydt glad var den, når den hørte lyde på gangen. Så fræsede de ivrige poter med de hårde negle hen over linoleummet. Og hver gang sprang mormor nervøst op og tyssede på den, fordi overboen klagede over støjen. Især husker jeg dens kolde snude, og at jeg måtte bruge alle kræfter for at holde den på afstand, fordi den ville slikke mig i ansigtet. Den havde også en karakteristisk grim, skarp lugt, fordi den rullede sig i alt muligt.
    Som jeg sidder der med Money, kan jeg se møblerne rundt om i stuen: Divanen, som morfar sover til middag på, samtidig med der lyder middagskoncert fra den store radio. Ovenpå radioen står lampen, der er lavet af en granat fra krigens tid. Det gamle skrivebord, hvor morfar har sine frisørsager i skabene, den sorte taske, han bruger, når han skal ud i byen og klippe og den lille skammel, som vi børn bliver gjort højere med, når vi skal klippes. Væggene over skrivebordet er fyldt med masser af billeder, postkort og andet.
    Morfar er en lille rund mand i sort tøj, der for det meste går haltende rundt og hygger sig for sig selv. Det gør stort indtryk på mig, at mormor kan være skrap overfor ham, skælde ud, og at han er lidt bange for hende.

John Elmbæk Olsen (A10.2,gen.3) fortæller om sin kones mormor: I 1962 til 63, da jeg var en 9 til 10 år gammel, var jeg avisdreng. Jeg skulle møde klokken halv tre om eftermiddagen i et lille rum ved Vestkystens trykkeri. Der samledes alle budene, og det var her jeg lærte fru Madsen at kende. Hun var skrap, så jeg var bange for hende. Hun var ikke ret høj, men bred i sin sorte kittel med bredt læderbælte. Det var hende, der råbte højest og skældte ud, når avisen var forsinket, og når hendes bude kom for sent. Jeg tror også, de andre havde respekt for hende, for det var altid hende, der fik sine aviser først!

Fra 1943 til 1971 var Elisabeth avisbud. Hun besørgede flere ruter i den indre by. Selv delte hun aviser ud i kvarteret omkring sygehuset. De øvrige ruter havde hun så andre avisbude til at besørge.

Se billederne fra Kaj Aages 70 års fødselsdag den 29. januar 1961:

Se billederne fra Elisabeths 70 års fødselsdag den 18. maj 1966:

Fra barnebarnet Leif Bruuns (A10,gen.3) bog Så vidt jeg husker: Èn af de sidste gange jeg besøgte min mormor, var som familiens altmuligmand. Det var faldet i min lod at tage ned til hende for at ordne forskellige ting: lyset i køkkenet, støvsugerslangen og en stikkontakt. Det gjorde jeg også gerne, for mormor havde altid været flink ved mig.
    Jeg havde dog mine bange anelser om, hvor det bar hen med mormor, for gennem de sidste måneder var jeg dagligt blevet tudet ørerne fulde om, hvordan det gik tilbage for hende. Det var min mor og min mosters beretninger til hinanden, når de på skift havde besøgt hende, der lå til grund for min forudindtagethed.
    Efterhånden havde de overtaget alle forpligtigelser for mormor: gjorde rent, vaskede og friserede hende. På det sidste havde de sat det i system, så de også skiftevis - dag for dag - lavede mad til hende:
- Ellers får hun ikke noget ordentligt at spise, hed det sig.
    Disse praktiske ting var de mindste problemer. Mor og mosters diskussioner gik meget mere på, hvor urimeligt mormor opførte sig. Hun var slet ikke taknemmelig for deres indsats. Hun skabte sig. Ringede til dem i tide og utide og krævede mere og mere. Plejehjemmet ville hun ikke høre tale om, så begyndte hun at græde:
- Hun er mere hjælpeløs end et forkælet barn, sagde min mor, når desperationen var lige op over.
    Det er disse indtryk, jeg har i hovedet, da jeg på min knallert er på vej ned til hende. Det er egentlig mærkeligt, for det er efter morfars død kort tid forinden, det er gået sådan tilbage for mormor. Jeg har ellers ikke haft indtryk af, de var særlig glade for hinanden, men der må alligevel være bundet flere bånd i den menneskealder, de havde levet sammen, end jeg kendte til.

Jeg kører knallerten - en ældre Express, jeg selv har renoveret - om i baggården, og låser den. Drengene i naboejendommen skal ikke have mulighed for at pille ved den. Går forbi den uhyggelige kulkælder - der altid gør mig urolig - ind i opgangen og banker på døren:
- Vil hun lukke op? kan hun overhovedet kende mig? tænker jeg betænkeligt.
    Jeg har ikke set mormor siden tiden før morfars død. Dengang var hun livskraftig og bestemt, sådan vil jeg altid huske hende. Hun har været et af de trygge holdepunkter i mit liv. Mormor var det bedste, jeg vidste, hende ville jeg gerne besøge. Der var rart og trygt at være. Og så faldt der altid noget godt af. Om ikke andet lå slikmutter lige rundt om hjørnet.
 


Kaj Aage


’Vestkysten’ den 18. maj 1966

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 
   

Der står hun så.

Mindre, afmagret til ukendelighed, bleg, håret mere gråt og tyndt end tidligere. Stemmen er kun en skygge af sig selv. Men det er stadig min mormor. Kvik får skænd som sædvanlig - af hensyn til overboerne, der er så ’galle’ - fordi den glad og larmende hopper op af mig. Lugten er den samme, da jeg kommer indenfor. Og stuen og møblerne, som jeg kender så godt. Katten ligger uanfægtet og slikker solskin på divanen, hvor morfar plejede at sove til middag. De gule kanariefugle synger, så det er en fryd inde fra den fine stue. Jeg bilder mig ind, at det er fordi, de kender min stemme. Men det kan jo også være fordi, solen skinner.
    Den varme kakao er lavet, og franskbrødsmadderne med jordbærmarmelade er smurte. Det skal først sættes til livs - ude i køkkenet - mens vi snakker om løst og fast. Nøjagtigt som i gamle dage.
    Bagefter, mens jeg går og ordner de forskellige småreparationer, følger mormor interesseret med og spørger om mangt og meget:
- Har du fået en kæreste?
    - Hvordan går det med din læreplads?
    Det kan vi bedre snakke om. Vi har jo tidligere arbejdet sammen som avisbude. I en lang periode var det mit job at hjælpe mormor på hendes avisrute.
     På den måde gik hele eftermiddagen. Igen en dejlig dag sammen med min mormor. En eftermiddag jeg ofte tænker tilbage på med taknemmelighed.

Da jeg kom hjem og aflagde beretning, lykkedes det ikke at overbevise den øvrige del af familien om mine oplevelser. Så det har været mormors og min hemmelighed lige siden.

Grethe fortæller om sin mor: I de sidste år inden mor døde, havde hun et elektrisk orgel, hun spillede på. Hun kunne spille på det lige med det samme:
- Alt det man kan synge, det kan man også spille, sagde mor.


 Til toppen

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 


1975