Leif Bruun, Tlf. 31 64 49 00 |
Note 31 til Familiestamtræ |
Elisabeth Nielsen (note
14) og Kai Aage
Madsen (note 23) (A30.1,gen.5)
Note 30: 1921-1935,
Nordenskov Note 31: 1938-1975 Elisabeth og
Kai
Aage i Islandsgade 27, Esbjerg De første år i Esbjerg blev nu alligevel noget tumultagtigt. Kai Aage skiftede arbejdede flere gange, og de boede i hvert fald 4 forskellige steder, inden de i 1938 fandt frem til Islandsgade 27 – der blev samlingspunkter for familien i mange år fremover.
Arne og Grethe fortæller: Omkring 1934 begyndte det at gå dårligt
med barberforretningen i Nordenskov, så far solgte den i 1935 og vi
flyttede til Esbjerg, hvor han startede en barberforretning i Havnegade. I
Esbjerg boede vi først i Hjertinggade, så i Trianglen, for endelig i
1938 at flytte til Islandsgade 27. |
1948
|
Da datteren Grethe blev konfirmeret den 21. marts 1937, boede familien i Skolegade 99 st. i Esbjerg, den 23. december 1935 kan jeg se på et julekort, var adressen Vesterhavsgade.
Grethes konfirmationsbilleder. Personerne er fra
venstre: Grethe, Arne, fætter Preben, som er søn af Kai Aage søster
Lilli, Rosa og Ulla.
Grethe fortæller om de første år i Esbjerg: Jeg var meget
omsværmet. Jeg havde mange kærester. Det havde Arne også. Vi gik i
danseskole sammen, Jensens danseskole nede på Spangsberg Hotel. Han sku’
passe på mig, men så snart vi var inden for døren, så han ikke til min
side. Jeg var genert dengang, så jeg skulle have et par bajere først, tilføjer Arne. |
Niecen Lis Edith (A40,gen.4) skriver i
et brev: Min moster kan jeg fortælle og
fortælle om, hvor sød hun var ved mig, da jeg var i Esbjerg under
krigen. Når jeg kom i Islandsgade, stak hun sommetider en pakke tobak i
min taske: Datteren Ulla fortæller: En dag under besættelsen, da jeg var 8 år gammel, kørte der en række tanks op igennem Islandsgade. Vi løb efter dem for at få autografer. Bagefter, da jeg viste dem til min storesøster, Grethe, blev hun stiktosset og rev papiret i stykker. Datteren Rosa fortæller om kulkælderen i Islandsgade: Hej det var en kväll som Mor og Far skulle hämta koks då sprang Mannen uppepå og hans sön [Overboerne] efter og en Slog Mor og en slog Far så jag sprang till en Nabo Alle hadde jo inte Telefon og ringte till polisen så de kom till Polisen både Mor og Far og dom uppepå de blev jo Anmälde Mor var hos Doktorn og skulle se om Hun hadde märken det hadde hun Märken efter hans händer dom blev dömt att betala Skadestand men Mor ville inte ta emot noget det var dumt men hun ville inte ha med dom att görea . Det är lite Svensk o lite Danske Ord. Men det gör väl ingenting. |
Fra barnebarnet Leif Bruuns
(A10.2,gen.3) bog 'Så vidt jeg husker': Jeg ligger i mors seng. Mor og far har gjort
sig fine, de er gået i byen. Jeg har grædt meget. Det er første gang
mormor passer mig. Det var det, der gjorde mig bange. Så var det, jeg
lige pludselig fik ondt i maven. |
|
Der var linoleum
på gulvet, fordi stuen til daglig var morfars frisørsalon, hvor der kom
og gik mange mennesker dagen igennem. Money var en sort, gammel og træt
hund - til forskel fra efterfølgeren Kvik, som også var sort, men den
var som sagt ivrig og glad. Særlig højlydt glad var den, når den hørte
lyde på gangen. Så fræsede de ivrige poter med de hårde negle hen over
linoleummet. Og hver gang sprang mormor nervøst op og tyssede på den,
fordi overboen klagede over støjen. Især husker jeg dens kolde snude, og
at jeg måtte bruge alle kræfter for at holde den på afstand, fordi den
ville slikke mig i ansigtet. Den havde også en karakteristisk grim,
skarp lugt, fordi den rullede sig i alt muligt. John Elmbæk Olsen (A10.2,gen.3) fortæller om sin kones mormor: I 1962 til 63, da jeg var en 9 til 10 år gammel, var jeg avisdreng. Jeg skulle møde klokken halv tre om eftermiddagen i et lille rum ved Vestkystens trykkeri. Der samledes alle budene, og det var her jeg lærte fru Madsen at kende. Hun var skrap, så jeg var bange for hende. Hun var ikke ret høj, men bred i sin sorte kittel med bredt læderbælte. Det var hende, der råbte højest og skældte ud, når avisen var forsinket, og når hendes bude kom for sent. Jeg tror også, de andre havde respekt for hende, for det var altid hende, der fik sine aviser først! Fra 1943 til 1971 var Elisabeth avisbud. Hun besørgede flere ruter i den indre by. Selv delte hun aviser ud i kvarteret omkring sygehuset. De øvrige ruter havde hun så andre avisbude til at besørge. Se billederne fra Kai Aages 70 års fødselsdag den 29. januar 1961: Se billederne fra Elisabeths 70 års fødselsdag den 18. maj 1966:
Grethe fortæller om sin mor: I de sidste år inden mor døde, havde
hun et elektrisk klaver, hun spillede på. Hun kunne spille på det lige
med det samme:
Fra barnebarnet Leif Bruuns
(A10,gen.3)
bog Så vidt jeg husker: En af de sidste gange jeg besøgte min
mormor, var som familiens altmuligmand. Det var faldet i min lod at tage
ned til hende for at ordne forskellige ting: lyset i køkkenet,
støvsugerslangen og en stikkontakt. Det gjorde jeg også gerne, for
mormor havde altid været flink ved mig.
Jeg kører knallerten - en ældre Express, jeg selv
har renoveret - om i baggården, og låser den. Drengene i naboejendommen
skal ikke have mulighed for at pille ved den. Går forbi den uhyggelige
kulkælder - der altid gør mig urolig - ind i opgangen og banker på
døren: |
|
Der står hun så.
Mindre, afmagret til ukendelighed, bleg, håret mere
gråt og tyndt end tidligere. Stemmen er kun en skygge af sig selv. Men
det er stadig min mormor. Kvik får skænd som sædvanlig - af hensyn til
overboerne, der er så ’galle’ - fordi den glad og larmende hopper op af
mig. Lugten er den samme, da jeg kommer indenfor. Og stuen og møblerne,
som jeg kender så godt. Katten ligger uanfægtet og slikker solskin på
divanen, hvor morfar plejede at sove til middag. De gule kanariefugle
synger, så det er en fryd inde fra den fine stue. Jeg bilder mig ind, at
det er fordi, de kender min stemme. Men det kan jo også være fordi,
solen skinner. På den måde gik hele eftermiddagen. Igen en dejlig dag sammen med min mormor. En eftermiddag jeg ofte tænker tilbage på med taknemmelighed. Da jeg kom hjem og aflagde beretning, lykkedes det ikke at overbevise den øvrige del af familien om mine oplevelser. Så det har været mormors og min hemmelighed lige siden. For resten ...
Elisabeth døde den 4. november 1975 - dagen før hun skulle have været på plejehjem!
|
|