Leif Bruun, Tlf. 31 64 49 00
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk

 
    Note 39 til Familiestamtræ
  
 
 


Forside

Familiedata
              
Hovedmenu

   Oversigt

Tora Axelsson (A30.1,gen.4)  1928-2015

Toras historie bliver fortalt i følgende noter:
Note 39: Opvækst, ungkarleliv og uddannelse
Note 40: Rosa Revelius Madsen og Tora

Note 39: Toras opvækst, ungkarleliv og uddannelse
Rosa fortæller om sin mand
: Tora er født og opvokset på klippe-, fisker- og ferieøen Smøgen i den svenske skærgård. Toras far sejlede med et skib, der fragtede jomfruhummere mellem øerne. Hvorimod Tora var fisker lige fra skoletiden.


22 år

   


Christoffer Andersson (A30.1,gen.2) skrev i 1998 denne stil om sin morfar
(som er oversat af mormor Rosa):
 

Min Morfar, Tora: Jeg kørte på min gule cykel, og da jeg kom frem til Morfars hus, stillede jeg den bagved hans hvide Audi. Efter at have taget nogle trin på trappen, som førte op til yderdøren, tændte lampen, som hænger over døren automatisk. Nogle trin til og jeg var oppe ved døren. Jeg tog i døren, men den var låst, så jeg bankede på i stedet. Det var Mormor som åbnede døren og sagde: Kom ind, Christoffer.
    Fy! hvor var det koldt. Da jeg tog mine sko af og hængte jakken op, mærkede jeg den dejlige varme mod ansigtet. Hej, sagde Morfar, som sad i sin stol i tv rummet. Det lugtede af nybagte boller, og Mormor spurgte om jeg ville have kaffe.
    Jeg gik ud i køkkenet, og satte mig ved køkkenbordet. Adventslysestagen, som stod i vindueskarmen, lyste hyggeligt. Mormor stillede en kurv frem med de nybagte boller. Hun tog også en flaske julemost og satte ved siden af kurven på den røde juledug. På bordet stod der to røde grise med hver sit stearinlys i sig.
    Morfar kom og satte sig ved siden af mig. Han tog en bolle og sagde, hvad er det for spørgsmål, du ville stille mig? Jeg sagde, at det skal bruges til en artikel til skolen. Da kaffen var færdig, satte Mormor sig ned og tog en bolle. Morfar spurgte til, hvordan det gik i skolen, og hvad jeg ville arbejde med bagefter. Jeg sagde, at jeg ville være kystbevogter (redningsskib) og måske få arbejde i Kungshamn og bo på Smøgen. Hvordan går det for Mikael, spurgte jeg, idet han er min morbror, og han arbejder på Ringhals kernekraftværk i Varberg. Det går godt, og han synes det er interessant, sagde Morfar.

Morfar begyndte at fortælle om, da han gik i skole. Han gik fra 1. til 6. klasse, og da han gik ud af skolen, begyndte han på en fiskekutter. Nogle gange kunne de ligge ude en hel uge, andre gange kom de hjem igen om aftenen. Morfars drømmejob var ellers at blive tolder, men størstedelen af befolkningen var jo fiskere, så han blev fisker.
    Når han ikke arbejdede, var han og hans kammerater ude at bade. Om vinteren hoppede de på isflager. Det skete, at nogen ramlede i vandet, men som regel skete der ingen ulykker. Hvis det havde været i dag, var der nok ingen, der havde fået lov til at hoppe på isflager for deres forældre.
    Det var en streng opdragelse, og mor og far var meget bestemte. Var de ikke strenge i skolen, spurgte jeg så. Jo, det hændte ofte, hvis man ikke havde læst lektierne, fik man en ørefigen eller to. Eller hvis man snakkede i timerne, fik man et slag over fingrene med linealen.
    Jeg var bedst i klassen til læsning, men synge, det fik de mig ikke til, siger Morfar og ler. Hvad var på mode dengang? Jo, det var svingpjattermode, hvor man skulle have en langærmet trøje, som gik ned til enden. Men det havde jeg ikke, jeg var bare en almindelig fisker.
    Da jeg var lille, boede jeg i et hus, som havde to rum og ét køkken. Vi var fem personer i familien. Jeg spurgte, hvordan det var under krigen? Morfar sagde, at der ofte fløj tyske flyvere over Smøgen. Vi havde mørklægning, så vi hængte tæpper over vinduerne, så det ikke skulle lyse om natten. Det var meget farligt at fiske under krigen, for der var miner overalt. Der var en periode, hvor flere fiskekuttere sejlede ind i miner, men det var heldigvis ikke så ofte.
    Morfar syntes, at luften var renere dengang end nu, og også vandet. Da jeg var lille, spiste vi fisk fire dage i ugen, for der var mangel på mad under krigen. Men ikke så meget, at vi behøvede at sulte.
    I dag plejer han at gå ned til fiskehallen, og sidde på en bænk og snakke med sine gamle arbejdskammerater. Der kan han sidde i flere timer.
    Derefter takkede jeg for, at jeg måtte komme og udspørge ham.

Ja, det var min artikel til skolen.
Venlig hilsen Christoffer
 

 
   

Rosa fortsætter: På Abba [i Kungshamn] boede der mange piger, så der kom mange af de lokale unge ”pøjker”. Én af dem var Tora. Så da de andre piger rejste hjem igen, var jeg blevet gravid, og flyttede med Tora til Smøgen og blev fiskerkone:

Note 40: 1951-2015: Rosa Revelius Madsen og Tora

 
   



Til toppen