Den, man elsker, tugter man,
siges det. I så fald elsker jeg golf meget højt. Selv om der nok er dem, der
vil mene, at det er golfen, der tugter mig. Men kærlighed og had er det
samme, bare omvendt, siges det også. Så forskellen er vel den samme.
Fx har
jeg masser af gange højtideligt lovet mig selv - undervejs på en katastroferunde
- at nu er det altså slut. Aldrig
mere vil jeg spilde min tid på noget så latterligt. For så næste dag at smide alt
andet til side for at komme ud at spille igen.
Golf er en sygdom, siger mange. Og noget er der om
det. Vi er i hvert fald mange, der bliver afhængige af det. Det kan masser
af skilsmisser, fyringer og virksomhedslukninger bekræfte.
For mit eget vedkommende blev jeg ramt af sygdommen i slutningen af
1980’erne. Efter få år var jeg så medtaget, at jeg var nødt til at lægge
køllerne på hylden. Jeg havde simpelthen ikke tiden og overskuddet til
det.
For nogle år siden meldte jeg mig ud af arbejdsmarkedet, og straks meldte
symptomerne sig igen. Nu er tiden og overskuddet til det, og nu opleves
det ikke som en sygdom mere. Tværtimod, nærmere som en gave. Jeg har
fået friheden til at bruge golfen, som jeg vil. Til personlige udfordringer,
socialt samvær, motion, oplevelser i naturen. Og meget mere!
Og dette 'meget mere', har jeg tænkt mig
at udbrede mig om i de efterfølgende afsnit:
Hørt på hul 19 er om små og store
oplevelser, jeg har haft i golfens verden.
Tænkte tanker er nogle vibrationer, der er
opstået i min hjernemasse, og som jeg har skrevet ned.
Om reglerne er nogle helt seriøse tanker,
jeg har gjort mig om golfreglerne. Og hvorfor skulle jeg være den eneste
golfer i Danmark, der ikke udtaler sig om dem!
For resten ...
Amatørgolfere er alle
mere eller mindre
handikappede!
- på drengetur i Tyskland - lige
efter at jeg har indtaget min vinderøl - en stor, kold, velskænket fadøl!
