Leif Bruun, Tlf. 75 82 72 80
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk


 
   

Forside

Golf og mig

    Hørt på hul 19

    Tænkte tanker

    Om reglerne    
        Regeltyranni   
        Out of Bounds
        Olf

 

Om reglerne

Dem tales der rigtig meget om blandt danske golfere. Mange gange højt. Nogle gange alt for højt. Det er synd, for det medfører dårlig stemning og tager i alt for høj grad fokus fra det, det drejer sig om, nemlig at hygge sig med golfspillets udfordringer.

Reglerne er udfærdiget i golfspillets mekka, St Andrews i Skotland, og tager derfor især sigte på de professionelle og deres turneringer. Hvorvidt reglerne er egnede til det brug, skal jeg ikke udtale mig om, for det har aldrig haft min interesse. Jeg er motionsgolfer* med liv og sjæl - og ud fra de erfaringer, mener jeg, at reglerne passer meget dårligt til os. De virker overvældende, uoverskuelige, mange gange uretfærdige og er i høj grad årsagen til ovenstående dårlige vibrationer. 

Når jeg udtaler mig sådan, får jeg altid at vide:
 - Reglerne er til for at hjælpe spillere, der er kommet i en uheldig situation til at finde udveje, og til at få afviklet spillet på en fair måde.
    Det er så ikke de oplevelser, jeg har som motionsgolfer. Jeg mener simpelthen, vi er nødt til have nogle regler, der passer til det, vi udfører.

- Så tag du til St Andrews og se, om du kan få skotterne til at lave dem om, får jeg så at vide.
    Det har jeg nu ingen planer om. For jeg kan slet ikke se, hvorfor skotterne skal blandes ind i, hvordan danske motionister hygger sig med golf. Det burde vi sagtens selv kunne finde ud af.

- Men så er det ikke golf, I spiller.
    Nej, men så lad os kalde det Olf i stedet.

- Hvis ikke I overholder golfreglerne, har I ingen berettigelse til at spille på banen.
    Næh, det er selvfølgelig fair nok. Men hvis man vil gennemføre denne indstilling, skal man nok lige have klubbernes kasserer med i beslutningen. Jeg kan selvfølgelig ikke vide, hvor mange af landets 160.000 golfspillere, der vedkender sig at være motionsgolfere.
Men jeg tror, at vi ikke bare er mange, men rigtig mange. Hermed er den diskussion, vist lagt død.

Men hvorfor ikke vende det til en win-win-situation i stedet. Jeg mener, det er meget nemt at lave nogle helt kortfattede regler, beskrevet i klart sprog, som virker entydige og med fair spil til følge. Jeg har dem sådan set allerede inde i hovedet. Jeg har såmænd også med stor succes afprøvet dem med mine kammerater. Når engang jeg får dem omsat til bogstaver, skal jeg med glæde præsentere dem. Nået så vidt, håber jeg, at andre også får lyst til at afprøve dem.

Jeg har altså hverken planer eller ønsker om at revolutionere golfdanmark. Men hvis de nye Olfregler – nået så vidt – stadig er en succes, vil jeg foreslå at de bliver brugt til nye spillere for at lette deres indslusning i golfklubberne. Går det også godt, kan jeg forestille mig, at de nye fortsætter med at bruge dem ned til hcp. 36, som er den grænse, hvor man officielt er golfspiller.
    Hvad der derefter skal ske, må tiden vise …

Det er så baggrunden for det, jeg vil begrunde i de efterfølgende afsnit. I afsnittet Regeltyranni beskriver jeg, hvordan reglerne mange gange opfattes som uretfærdige og uforståelige straffesanktioner. For at underbygge denne påstand, har jeg samlet en række konkrete eksempler i afsnittet Out of Bounds. Og endelig i afsnittet Olf giver jeg mit forslag til, hvordan spillet kan afvikles for motionister.


*)

En motionsgolfer er ifølge min definition, én spiller der aldrig har sat sig grundlæggende ind i golfreglerne, simpelthen fordi han/hun finder regelbøgerne for overvældende og utilgængelige. Motionsgolferens eneste motivation for at være medlem af en golfklub, er at komme ud og hygge sig i naturen, kæmpe med golfspillet udfordringer - og alle de andre dejlige oplevelser, der udspringer af dette vidunderlige spil.
                                                          

Til toppen