Leif Bruun, Tlf. 75 82 72 80
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk


 
   

Forside

Opråb

    1. artikel

 

Fødselstraumer (1. artikel)

1. artikel: Mange bliver traumatiseret allerede ved fødslen

2. artikel: Befolkningens psykiske tilstand

3. artikel: Det offentliges behandling af psykisk uligevægtige

4. artikel: Hvordan opstår traumer, og hvad gør de ved os

5. artikel: Hvordan forløser man traumer

6. artikel: Det hæmmede sind / Det frie sind

 

1. Mange bliver traumatiseret allerede ved fødslen

Man kan med god ret undre sig over, at så forfærdelig mange mennesker lider af traumatiske uligevægtigheder[1]. For forudsætningen for at et traume opstår, er, at man har været ude for en fysisk hændelse med voldsomme smerter til følge[2], og så mange mennesker er der trods alt ikke, der har været ude for ulykker og voldelige handlinger.
    Det vil sige, det er der nu alligevel, for vores fødsel er for mange langt mere traumatisk, end hvad man i almindelighed regner med. Alle der har oplevet en fødsel, har stor forståelse for, at det er hårdt for moderen. Men det er kun i meget lille udstrækning, jeg har hørt, at man har tilsvarende forståelse for fosteret.
    Det er almindelig kendt, at fødselsåbningen er mindre end barnets hoved. At hovedet alligevel kommer igennem, forklarer man med, at kraniet ikke er groet sammen endnu, og derfor kan klemmes sammen. Det er da også en plausibel forklaring, men hvad med hele det tætsluttende net af nervebaner, kraniet er pakket ind i - og indvendig er fyldt op med, kan man vel med rimelighed godt kalde hjernemassen. Hvordan forestiller man sig, fosteret oplever dette, når disse hovednervebaner mases sammen og springes i stumper og stykker?
    Det er det første fosteret oplever i sin tilværelse. Efter at det i 9 måneder har ligget sorgløst og skvulpet rundt i moders liv, bliver det pludselig med overvældende kræfter mast ned og ud igennem en alt for lille åbning. Og ikke nok med det, for fødslen står mange gange på i flere timer, så mishandlingen af fosterhovedet finder sted, hver gang moderen med al magt presser på og maser hovedet frem og tilbage i fødselsåbningen.
    Under hele fødslen er fosteret overladt til sig selv, det kan hverken bevæge sig eller beklage sin nød. Det kan da ikke undre nogen, at det skriger højlydt umiddelbart efter fødslen. Og det må opfattes som et rent sundhedstegn, hvis det fortsætter med at græde i de efterfølgende mange måneder. For gråd er nu engang det mest forløsende, vi mennesker kan frembringe.

Hvor ved jeg så alt dette fra? Det ved jeg, fordi jeg i en moden alder har brugt masser af timer og år på at forløse indestængte følelser fra min egen fødsel. Det har været som at køre en film baglæns i uendelig langsom slowmotion. Følelse for følelse har jeg genkaldt mig, hvad det var, jeg oplevede[3].
    Dertil kommer, at jeg gennem mit årelange arbejde med andres forløsning af indestængte følelser, har erfaret, at det er mere reglen end undtagelsen, at de kommer tilbage til oplevelser fra deres fødsel[4].
    Og det har altså ikke noget at gøre med, at man kan huske sin fødsel, for det kan man ikke. Forløsning af indestængte følelser foregår ved, at det er primærhændelsen, der styrer forløbet. Og man bliver kun ført tilbage til fødslen, når den hændelse indeholder indestængte følelser. Når disse er forløst, kan man ikke komme tilbage til fødslen mere[5].

Selv om jeg har arbejdet med over 100 kursister, kan jeg ikke opstille nogen egentlig statistik. Dertil er vi for forskellige. Men det er slående, så mange der kommer tilbage og genoplever deres egen fødsel. Nogen genoplever den detaljeret, som jeg selv. Andre erkender det mere diffust. Og andre igen erkender det slet ikke, men hvor det kun er mig, der er overbevist om, at det er deres fødsel, de er tilbage ved.
    For når kursister under forløsningen af indestængte følelser begynder at tale, om at de ser sorte segmenter flyder rundt på en lilla baggrund, at de føler sig fastklemt i en sort tunnel med hvidt lys for enden, og samtidig med har smerter i hovedet, nakken, skuldrene og eller armene, er jeg ikke i tvivl om, at det er deres fødsel, det drejer sig om.
    Hvis ikke man har erfaring med forløsning af indestængte følelser, er det sikkert umiddelbart logisk, at kursisterne genkalder deres fødsel, når det nu drejer sig om, at komme længere og længere tilbage på tidssporet. For vi ved jo alle, at fødslen er det første, vi oplever som selvstændige individer. Men sådan foregår det altså ikke. For under processen, er det udelukkende de indestængte følelser, der afgør hvilke hændelser, man kommer tilbage til. Og man kommer kun tilbage til hændelser, hvor man har uforløste følelser liggende.


[1] Det sandsynliggør jeg rigtigheden af i 2. artikel.

[2] Det sandsynliggør jeg rigtigheden af i 6. artikel

[3] Forløbet af min egen fødsel er detaljeret beskrevet i min bog – at leve livet levende

[4] Hermed kan man så ikke udlede, at dem der ikke kommer tilbage til fødslen, ikke bliver traumatiseret der, for det kan lige så vel være fordi, de stoppede udviklingsforløbet, inden de nåede så langt!

[5] Forløsning af indestængte følelser bliver forklaret i 5. artikel


For resten ...                                              
                
Mennesker født ved kejsersnit,
er mindre traumatiseret end andre,
må nødvendigvis være konklusionen!

Til toppen

Til næste artikel