Hvordan
opstår traumer, og hvad gør de ved os
Indestængte følelser
Når en person udsættes for
fysiske smerter fra 2 smertecentre, fikseres opmærksomheden et eller
andet sted imellem disse. Opmærksomheden er med andre ord fixeret i et
punkt, hvor der ingen smerter er, og personen oplever bevidst ingen
smerter. Det forhindrer imidlertid ikke smerterne i at blive oplagret på
tidssporet – som ubevidste smerter. Det sker der i almindelighed ikke
andet ved, end at personen efterfølgende kan konfrontere smertecentrerne
enkeltvis og forløse følelserne.
Hvis ovennævnte smerter er af ekstrem voldsom karakter, som ved
knoglebrud eller større legemsbeskadigelse, fastlåses opmærksomheden i
det neutrale punkt. Personen er med andre ord fastholdt i en chokagtig
tilstand og oplever bevidst hverken smerter eller noget som helst andet.
Men igen – da personen ikke er bevidstløs – er sanseapparatet fuldt
funktionsdygtigt, så smerter og hvad der ellers bliver sanset, oplagres
på tidssporet som rå og ubearbejdede data.
Ved så voldsomme smerter som i sidste tilfælde, er personen ikke i
stand til at bryde ud af choktilstanden. Først efter en vis tid, hvor
smerterne af den ene eller anden grund er blevet dulmet, kan personen
blive normaliseret igen. Men smerterne er personen ikke i stand til at
konfrontere, det er de alt for voldsomme til. Dem bliver personen
vedvarende nødt til at skabe ’afstand’ til for at undgå en ny
choktilstand. Smerterne er med andre ord blevet til indestængte
følelser.
Afstand
Hvordan skaber man afstand til sine følelser – sådan i psykisk forstand,
selvfølgelig? Ja, det lyder lidt kringlet, men ikke desto mindre, er
det, hvad vi alle gør mange gange dagen igennem:
·
Når vi
koncentrerer os om noget, betyder det, at vi lukker noget andet ude.
·
Når vi
oplever noget, vi ikke bryder os om, kan vi vælge at beskæftige os med
noget andet.
·
Mange bider
sig selv i fingeren, hvis en film bliver for uhyggelig.
·
Mange
begynder at stampe i gulvet, hvis de har slået sig.
Især de sidste 2
eksempler er vigtige i forhold til traumer. De drejer sig nemlig om
angst og vrede. Disse tilstande er i sig selv smerteskabende. Det er der
masser af eksempler på i krigssituationer, hvor folk kan være så angste,
at de ikke opdager, at de er blevet hårdt såret. Omvendt kan folk være
så ophidsede i en slåskamp, at de slet ikke opdager, at det er dem selv,
der får bank.
Når det drejer sig om ekstrem voldsomme fysiske smerter, er det
tilsvarende voldsomme smerter angst / vrede skal generere for at flytte
smertecentret til et neutralt område. Det fortæller for det første, at
de psykiske smerter er placeret rundt i den fysiske krop, og for det
andet at de kan være ekstremt voldsomme.
Hvis man fx har prøvet at skære hovedet af en levende rødspætte,
tror jeg man har en god fornemmelse af, hvad det er for voldsomme
spændinger, der genereres i dens spinkle krop.
Restimulationer
Hvad er 6 gange 7? Det er 42, kan de fleste af os svare uden at tænke os
om. Det kan vi, fordi der i tidernes morgen var en lærer, der terpede
den lille tabel med os. Det er i princippet den måde vores hjerne
arbejder på med alt, hvad vi har sanset og samlet i tidens løb.
Stimuliet var ’6 gange 7’ og responset ’42’.
Det gælder således også når det drejer sig om indestængte følelser.
Hvis fx 5 årige Bent Ole bliver kørt ned af en bil og brækker et ben.
Umiddelbart inden bilen rammer ham, hører han en bremselyd, ser at bilen
er grøn og hører moderens desperate råb.
Herefter går hele det offentlige hjælpesystem i gang med ambulance,
sygehus m. m. - og heldigvis for det. Så i løbet af forholdsvis kort tid
løber Bent Ole rundt og leger derhjemme, som han altid har gjort. Og
alle glæder sig over, at han er kommet godt fra det.
Men hans tidsspor indeholder sandsynligvis nogle indestængte
følelser. Og det betyder, at han vil reagere voldsomt på bestemte
stimuli, som fx bremselyde, grønne biler og moderens råb.
Første gang han oplever det, er en søndag formiddag, hvor han er på
legepladsen. I nabolaget er der en bil, der bremser hårdt op. Jeg tror,
alle kender den fornemmelse, hvor nakkehårene rejser sig, man dukker sig
lidt, og håber det bedste. Men for Bent Ole er det helt anderledes
voldsomt. Det er hele smerteforløbet fra ulykken, der restimuleres, og
Bent Ole er nødt til atter engang at flygte fra sig selv med angst,
vrede eller nye fysiske smerter, og derved lægge nye indestængte
følelser ned på tidssporet.
Nu skete denne sekundære hændelse som sagt en søndag formiddag
samtidig med at kirkeklokkerne lød fra den nærliggende kirke. Det får
betydning i den næste hændelse, hvor Bent Ole går op ad kirkestien med
sin far og mor i hånden. Pludselig begynder kirkeklokkerne at ringe, og
Bent Ole farer voldsomt sammen. En ny sekundær hændelse er under fuld
udfoldelse.
Det er måske første gang, forældrene oplever, at der er noget
mærkeligt med deres dreng. Men de kan kun fortælle, at han reagerer
voldsomt på kirkeklokker, og det kan jo ikke give mening for nogen.
Bent Oles traume er
med andre ord under fuld udvikling. Igen og igen vil der i hans liv
komme voldsomme reaktioner som lyn fra en klar himmel, der vælter hans
dag. Over 2 hændelser ændrede stimuliet sig fra bremselyde til
kirkeklokker. Hvad kan det ikke blive til i et livsforløb.
Det bliver de vilkår Bent Ole må leve sit liv på. Det foregår for
så vidt ubevidst for ham, men han kan ikke undgå at opleve, at han i
visse situationer fungerer dårligere end andre. Selvtilliden går med
andre ord fløjten. Og manglende selvtillid er en fast følgesvend for
folk med traumer. Det opleves især i sociale sammenhænge, hvor Bent Ole
bliver hæmmet og ulevende.
Med tiden kommer der
som sagt flere og flere hændelser med indestængte følelser ned på
tidssporet. Det og de mange voldsomme restimulatiner er enormt
energikrævende. Det suger livsmodet ud af Bent Ole. Han vil uvægerligt
komme til at opleve mange perioder, hvor han føler sig træt, nedtrygt og
måske det, der er værre.
I min bog
Det menneskelige væsen giver jeg
meget mere fyldestgørende forklaringer på ovennævnte.
