Magt for magtens skyld
Og så er ovenstående ikke engang det værste. Politikere stjæler også. Med både arme og ben. Og det tør jeg påstå helt uden forbehold. De har tilranet sig al magt i landet. Vores hæderkronede Grundlov har ellers tilsikret, at dette ikke sker ved at tredele magten. Den lovgivende, den udøvende og den dømmende. Men det har ikke stoppet politikerne. De har snuppet det hele.
    At politikerne at lovgivere, kan nok ikke komme bag på nogen. Nogle af disse lovgivere er også ministre – og dermed øverste chefer for dem, der udøver og dømmer. Politi, dommere og alt mulig andet. Administrative ledere vil de så sikkert forsvare sig med. Men er der nogen, der tror på, at politikerne holder sig til det. Nej, de går helt ned i petitesserne - i hvert fald i de sager, der har mediernes interesse. For mediedækning er lig med vælgerinteresse. Og det kan bringe det værste frem i selv de bedste politikere.

Lederskab
Her kommer vi så til det allerværste. Det er her filmen virkelig knækker. At tro på at en politiker kan være leder, må svare til at tro på, at en elefant kan flyve. Når der laves meningsundersøgelser om, hvordan danskerne opfatter forskellige faggrupper med hensyn til dygtighed, troværdighed, ærlighed m.m., kan man være sikker på, at politikerne ligger helt i bund. Det er da et paradoks, der er værd at kigge nærmere på:
    At kalde politikere for en faggruppe er noget af en overdrivelse, for det er ikke noget fag, og det er ikke beskyttet på nogen måde. Enhver kan kalde sig politiker fra den ene dag til den anden. I almindelighed foregår det ved, at man melder sig ind i et politisk parti, opfører sig loyalt og gør et stykke aktivt arbejde. Med tiden kan man så opnå forskellige tillidsposter, og når der skal være valg, kan man blive opstillet som kandidat på partiets valgliste.
    De politikere der gør sig bedst i deres respektive partier og i valgkampen, bliver stemt ind og kan begynde deres arbejde som professionelle politikere i folketinget. Hvis de fortsætter med at gøre et godt arbejde, være partiloyale og vellidt blandt vælgerne ikke mindst, bliver de måske en dag ringet op af landets statsminister, der tilbyder dem en ministerpost.
    Her skal man lige gøre sig klart, at når en statsminister skal have sammensat sin regering, er det en kæmpekabale han skal have til at gå op. Oftest er der flere partiledere involveret. De kæmper selvfølgelig for at få så mange af deres egne medlemmer ind på så tunge ministerposter som muligt. Hermed er det indlysende, at det ikke så meget er kandidaternes kvalifikationer, der er afgørende for, hvilken ministerpost vedkommende får, som det er et spørgsmål om, at kabalen kan gå op.
    Med andre ord man kan risikere, at den nye minister med ansvar for tusindvis af mennesker og er stor del af Danmarks nationalbudget ikke har hverken uddannelse eller erfaring og aldrig har præsteret andet end at være loyal, lavet forefaldende partiarbejde og ser venlig og troværdig ud, når tv-kameraerne ruller.

Når de tunge drenge i erhvervslivet skal vælges, er kravene: Uddannelse, uddannelse og uddannelse. Eksamensbeviser, diplomer, autorisationer og erfaringer. Når de så har bevist, at de kan skabe resultater i større og større virksomheder, ender det måske med, at de headhuntes til en toppost.
    På førnævnte meningsundersøgelser kan det vel ikke undre nogen, at erhvervslivets ledere ligger i toppen af de samme lister.
    En effektiv leder taler et klart, entydigt og letforståeligt sprog, så alle i organisationen forstår, hvad det drejer sig om, og hvad man har at rette sig efter. Det er politikere som tidligere nævnt ude af stand til at præstere.
    En dygtig leder uddelegerer ansvar og beslutninger til medarbejderne, så de bliver engagerede og resultatorienterede. Det kan politikere ikke. De er pr definition magtbegærlige og suger den til sig. I stedet får de udfærdiget cirkulærer og regulativer i læssevis, for at få medarbejderne til at indordne sig.  

I ovenstående fik jeg indført et nyt ord ’Ministerdirektører’. Jeg forestiller mig at ministerierne skal arbejde mere eller mindre som i dag, blot med en ansat direktør som øverste leder. Han skal selvfølgelig være valgt ud fra dygtighed, uddannelse og erfaring. 
    Det er selvfølgelig et kæmpe ansvar med tilhørende beføjelser, der uddelegeres til disse direktører, men det kan ikke være anderledes, hvis man vil have en effektiv ledelse. Derfor skal de holdes i kort snor. Ikke i form af at de skal forklare sig, hver gang de tager beslutninger, men i mere overordnet betydning. Her tænker jeg specielt på, at de medarbejder, der dagligt arbejder sammen med dem, er dem, der har størst indsigt. Derfor skal de i høj grad inddrages i den løbende proces, der skal foregå for at vurdere om ministerdirektørerne er effektive og målrettede overfor ansvarsområdet, eller om det er på tide at skifte dem ud.

Et godt sted at begynde vil være at kigge på os selv. For stort set al det militære isenkram der benyttes rundt om i verdens brændpunkter er fremstillet af de industrialiserede lande. Det er altså mennesker, virksomheder og nationer, der spiller dødens købmænd og sælger dette isenkram til stort set alle, der kan betale for det. Lad os få dette frem i lyset, lad os bruge alle de ellers så emsige journalister til at sætte de ansvarlige til skue for dette.
    Lad os gå endnu videre, for de mennesker der arbejder med fremstillingen af dette isenkram er i høj grad også ansvarlige. Jamen, tænk sig at vide, at det produkt man dag ud og dag ind er med til at fremstille skal bruges til at slå andre mennesker ihjel. Det er da fuldstændig ude i hampen. På med journalisterne! Konfronter de pågældende med det! Produktionen skal simpelthen stoppes. Der må ikke være nogen mennesker, der vil beskæftige sig med dette.

Korea, Vietnam, Jugoslavien, Irak, Afghanistan, Libyen, Syrien og sikkert mange flere. Nu må det efterhånden stå lysende klart, at fremmede tropper er en meget ødelæggende og aldeles uacceptabel måde at løse nationers interne konflikter på. Det arabiske forår i 2011 derimod har vist, at det er langt mindre ødelæggende og langt mere effektivt at bekæmpe voldelige diktatorer, når modstanden vækkes nedefra af befolkningen.
    Omverdenens opgave er så at støtte befolkningen på alle mulige måder (dog ikke militært) til at stå stærke, velinformerede og sammenholdte. Diktatoren og hans håndlangere derimod skal isoleres. Her skal der ikke uddeles nogen af dronning Margrethes elefanter. Kun hvis han vil indgå aftaler, der kan hjælpe befolkningen, kan der være tale om kontakter. Men han skal vide, at man holder øje med ham og hans handlinger. Og hvis han bevisligt begår vold mod befolkningen, skal han anklages ved en international domstol. Den retssag vil han sikkert ikke selv deltage i. Man det må ikke forhindre, at der kan afsiges en dom. Og hvis dommen er klar nok, og voldshandlingerne fortsætter, så må der udsættes en dusør på ham. Død eller levende! Og der må ikke herske nogen som helst tvivl om, at der vil komme en dommedag.

Historisk set er krig mellem nationer opstået ved, at 2 magtbegærlige personer har haft behov for at påkalde sig æresbevisninger ved at udføre blodbadsagtige krigshandlinger. Sjovt nok deltager de aldrig selv i handlingerne. Det lader de andre om. Så kan man undre sig over, hvordan de får andre til det. Men det er i så fald kun fordi, man ikke kender det militære system. Der bliver man ikke spurgt om, hvad man synes, og hvad man vil. I det militære system foregår al kommunikation med ordrer, der gives oppefra og nedefter. Det er jo derfor man har de synlige distinktioner. Der må aldrig være tvivl om, hvem der bestemmer. Og alle i militæret har været igennem kæft, trit og retning uddannelsen. Og alle er blevet gjort forbandet klart, at ordrer skal uimodsagt følges. I krigssituationer er dødsstraf – kort og godt – konsekvensen.

Jeg er født kort efter 2. verdenskrigs afslutning. Fra livets start er jeg således stopfodre med krigsberetninger og heltegerninger. Fra alle sider. Min opvækst foregik i koldkrigsårene. Jeg er blevet indpodet, at militæret er en selvfølgelig del af livet. Jeg vidste, at når jeg blev voksen, blev jeg indkaldt, og så måtte jeg tage militærtjenesten med. Sådan var det for mig og mine jævnaldrende. 
    Min bror, der er født 4½ år senere, blev militærnægter. Det var der mange af hans årgang, der gjorde. Det foregik alt sammen i 1960’erne. Der ligger altså et ungdomsoprør mellem min brors og mine opfattelser. Det fortæller med al ønskelig tydelighed, at det er befolkningen, der har magten, hvis de står sammen. 
    Problemer er bare, at befolkningen står sjældent sammen ret lang tid ad gangen. Dertil er markedskræfterne for dominerende. Ungdomsoprøret er for længst glemt. Danmark er igen blevet en krigsnation. Skal det ændres, må vi op på barrikaderne igen. ’Aldrig mere krig’ kan ikke gennemføres oppefra, som en politisk beslutning. Det skal komme nedefra som et – verdensomspændende – folkekrav. 

Os der er født efter 2. verdenskrig, er de første danskere i historien, der ikke har oplevet krigens gru på egen krop. Ikke fordi krigshandlingerne er blevet færre, tværtimod. De foregår bare fjernt fra Danmark. Det har givet mange den fejlagtige opfattelse, at det er fordi, de er mere krigeriske i disse uciviliserede områder, og at krigshandlingerne ikke har noget med os at gøre. Og når terrorhandlingerne rammer civiliserede lande, er det rene galninge, der står bag.

Uden på nogen måde at forsvare terrorisme er der nogle mellemregninger, man har glemt, hvis man har ovenstående opfattelse. Det er altså os selv, der har sat verden i brand med vores egoistiske opførsel og nådesløse indblanding i disse landes interne forhold. Det er ikke mærkeligt, at der rundt omkring findes mange, der hader de civiliserede lande som pesten:

Vi skal kun et par århundreder tilbage for at opleve, hvordan vi terroriserede andre nationer med slavehandel, koloniseringer og såmænd også nedslagtninger af hele folkeslag. Første halvdel af det nittende århundrede var domineret af 2 verdenskrige, der som navnet siger nådesløst ramte hele verden. Så kom kampen mod kommunismen, i hvis hellige navn især USA invaderede andre lande, huserede og myrdede, som det passede dem. Den Kolde Krig involverede andre lande med elendighed og satte Sovjetunionen på verdenskortet.

Efter 2. verdenskrig er industrialiseringen accelereret i stadig stigende takt. Det har gjort, at behovet for stabile olieforsyninger til lave priser er blevet en mere og mere afgørende faktor. Landene i Mellemøsten har i alle årene været stabile leverandører af olie. Mange at oliekilderne er ejet af de rene banditter. Man kan sige jo større banditter des billigere olie, simpelthen fordi de har færrest at tage hensyn til. Desuden er der den fordel, at banditter indgår gerne en byttehandel med militært isenkram som betaling. En ren win-win-situation for alle parter.

Altså lige bortset fra at der hermed er opstået en række stinkende rige banditter i Mellemøsten, der er bevæbnede med militært isenkram til højt op over begge ører. Det er det, der har sat verden i brand. En brand der udvikler sig som en skovbrand. Helt ude af kontrol – for der bæres stadig ved til bålet!

For resten ...                                                                 
For mennesker er alt muligt
undtagen
fred og fordragelighed!

I begyndelsen af 1980’erne begyndte videnskaben at råbe vagt i gevær over markante forøgelser af CO2 indholdet i atmosfæren, og at CO2’en virker som et drivhus, der får temperaturen til stige med alvorlige klimakatastrofer til følge. De påviste også, at det var afbrændingen af fossile brændsler (kul olie og naturgas), der var den sandsynlige årsag til den forøgede CO2 i atmosfæren.

I begyndelsen af 1990’erne udtalte videnskaben sig uden tøven med omfattende dokumentation på, at CO2’en stadig er drastisk stigende, at vi står midt i klimakrisen, og at der er videnskabeligt evidens for, at det er afbrændingen af fossile brændsler, der er årsagen.
    Denne gang blev budskabet modtaget af verdens politikere, som iværksatte afholdelse af klimakonferencer, der besluttede nye målsætninger med omlægninger til grøn energi. Der blev også handlet på det med opførelsen af solceller, vindmøller, elbiler m.m.
    Men som det ses på kurven over det globale energiforbrug, er afbrændingen af fossiler fordoblet siden 1980, og ifølge prognoserne vil den fortsætte med at stige i årene fremover - også i Danmark!

Hvis man stiller sig ved en myretue og betragter, hvordan myrerne drøner rundt mellem hinanden i en tilsyneladende endeløs strøm, må man nødvendigvis få den tanke, at det er rablende sindssygt.
    Hvis man forstørrer dimensionerne op og betragter menneskenes færden i større og større udstrækning på jordkloden, må man nødvendigvis komme til den samme konklusion. Blot er der den forskel, at med hensyn til myrerne er der garanteret en eller anden rationel forklaring på, at de gør, som de gør. Det er der ikke på menneskenes.
   Vi bosætter os i et verdenshjørne, finder arbejde i et andet og har familie og venner i andre hjørner. Ægtefællen gør tilsvarende og børnene har deres hjørner. Og alt sammen skal det besøges og besørges i raskt tempo efter hinanden. I weekenden gør vi shopping i New York, og enhver mulighed for ferie skal udnyttes til besøg på den anden side af jorden. Jordbær importerer vi fra Italien, oksekød fra New Zealand og blomster fra Kina. Og fra Nordjylland kører der hver dag flåder af lastvogne til Sydeuropa med fisk. Det er altså rablende sindssygt.
    Og så er vi kun ved begyndelsen af problematikken. For i hele den tredje verden er den tilsvarende udvikling allerede i fuld gang. Og her taler vi altså om milliarder af mennesker.

Prøv engang at tænke 150 år tilbage. Dengang blev man født på den fædrene gård, hvor også bedsteforældrene boede. Der opvoksede man, fandt sin ægtefælle i nabolaget, overtog gården og boede til man døde. Mange levede hele deres liv uden at komme uden for sognet.
    Ikke fordi vi skal tilbage dertil, men det giver da ligesom et fingerpeg om, hvorfor stress er blevet en folkesygdom. Og i hvert fald er det en væsentlig faktor med hensyn til vores fråseri med jordens ressourcer og forurening af samme. Så det skal ændres uendeligt drastisk. Og det kan slet ikke gå for hurtigt.

Kraftige energiafgifter må være vejen. Folk bliver nødt til at lære at trives i nærmiljøet og leve af og med årstidens muligheder. Cyklemulighederne opprioriteres. Det giver også sund motion og frisk luft. Øvrige transportbehov skal opfyldes med offentlige transportmidler.
    Afstanden mellem hjem og arbejde er alt for stor i mange tilfælde, simpelthen fordi folk er mere eller mindre stavnsbundet i deres bolig. Det skal derfor gøres meget nemmere at skifte bolig, så man kan komme til at bo, der hvor man arbejder. Det problem kigger vi nærmere på under punkt 15.

Helt at afskaffe transportbehovet er hverken muligt eller ønskeligt. Men det må være et ufravigeligt krav, at transport fremover kommer til at foregå uden brug af fossile brændstoffer og så miljøvenligt som muligt.

For resten ...                                                 
Hvor er det irriterende,
at det altid de langsomst kørende,
der ligger forrest på landevejene!

Hvis man undrer sig over den livlige aktivitet, der er på byens affaldsdepot fra tidlig morgen til sen aften, kan man prøve at stille sig i udgangsdørene til de store varehuse og byggemarkeder og se, hvad folk slæber med sig hjem af varemængder af alle slags. Så har man forklaringen og et rimeligt godt indtryk af det enorme forbrug, vi har.
    At det forholder sig sådan, kan ikke undre, for landets skiftende statsministre opfordrer igen og igen befolkningen til at svinge med Dankortet, så vi kan få gang i hjulene. Samtidig med bruger de alle kneb til at støtte industrien til at sætte produktionen op. Og medarbejderne belønnes for at yde en ekstra indsats.
    Jamen, hold da op. Det er jo skruen uden ende. For politikerne i alle de lande vi konkurrerer med, gør nøjagtigt det samme. Alle de gyldne løfter om at spare på jordklodens ressourcer og sænke CO2 forureningen skal jo først træde i kraft om 20 til 30 år. Så den tid, den sorg! Det er ikke mærkeligt, at tv-serien med Bonderøven på DR er blevet sådan en succes. For den rammer jo lige plet i vores dårlige samvittighed med hensyn til nøjsomhed og genbrug.

Køb og smid væk kulturen skal skrottes. Afgifter må være et af midlerne. De forskellige produkter skal simpelthen inddeles i klasser afhængig af, hvor nødvendige de er for samfundet, og hvor godt de opfylder begreberne nøjsomhed og genbrug. Ud fra disse klasser skal afgifterne så pålægges i større eller mindre grad.
     Fx markedsføres Legos produkter med henblik på alle de fremragende pædagogiske egenskaber legoklodserne har. Det kan nok heller ikke bestrides. Jeg husker i hvert fald tydeligt fra min egen barndom cigarkassen med de røde, blå og hvide klodser med 4 og 8 knopper. De kunne samles og skilles ad igen og igen i uendelig mange formationer. Og det blev de i mange år.
    Men det er jo kun en uendelig lille del at Legos produkter, der bruges sådan i dag. Nu findes der ufattelig mange forskellige klodser, der sælges i færdigpakkede æsker, og som er beregnet til at kunne samles til en helt specifik genstand. Nemt og praktisk for dem, der skal købe en gave til et barn. Og til priser i forskellige klasser. Men den oprindelige brugsværdi er helt gået fløjten. Nu ligger oplevelsen i at følge vejledningen og samle produktet (Hvilket forældrene som regel har stor fornøjelse af / besvær med). Derefter er legeværdien nærmest ikke eksisterende. 

Et andet middel til at afskaffe vores overforbrug på er at forbyde reklamernes hærgen. Gennem årene har de sneget sig ind i vores stuer, stort set uden vi har opdaget det, og lagt beslag på vores købekraft – godt og vel endda i mange tilfælde. Vi kan ikke åbne fjernsynet eller computeren, uden at de bliver banket ind i hovedet på os. Aviser og blade er fyldt med dem. Postkassen også – endda selv om man har frabedt sig dem. Reklamerne er overalt, hvor mennesker færdes. Helt uden at vi opdager det, bliver vi påduttet lysten til at købe alverdens ragelse af listige reklamefolk.
     For en del år siden var der en folkeprotest imod porno i børnehøjde. Problemet var, at man dårligt kunne komme ind i kiosker og benzinstationer uden at få smasket obskøne kønsdele på nethinden. Som jeg husker det, var aktionen en stor succes. Pornoen er stadig fri, men man oplever det kun, hvis man aktivt opsøger den.
    Det er den vej, vi skal med al reklame. Den skal ud af det offentlige rum. Der må gerne være reklame i tv, men det skal foregå på en dertil indrettede reklamekanal. Så kan dem, der har lyst, kigge på det i døgndrift om de vil. Reklamerne i aviser og blade flyttes til deciderede reklame blade, som kun må uddeles til folk som direkte har udtrykt ønske om det.
    Nu kan jeg godt forestille mig, hvilket ramaskrig der lyder fra alle avisernes og bladenes chefredaktører: Hva’ skal vi så leve af? Til det kan jeg kun svare: Hvis ikke I kan leve af det, I producerer, har I ingen berettigelse.
    Internettet derimod bliver det nok vanskeligere at styre. Men det skal imidlertid ikke forhindre os i at gøre det bedst muligt. Måske kunne man gøre folk så kvalitetsbevidste, at de kun ville bruge dele af nettet, der ikke benyttede sig af billige reklametricks. Omvendt er nettet særdeles velegnet til at søge på, hvis man har et eller andet uopfyldt behov. Så kan de målrettede reklamer jo komme myldrende med, hvem der er bedst og billigst.

For resten ...                                                 
Politikere er i langt højere grad
drevet af magtbegær end af visioner.
Tænk, hvis forholdet havde været omvendt!

Store dele af verdens befolkning lever på sultegrænsen – mange under! Hvordan kan vi andre leve med det? Der skal da sættes helt anderledes radikalt til værks. Først og fremmest med fødevarer og andre livsfornødenheder. På længere sigt må disse mennesker hjælpes til at få mulighed for at skabe deres eget livsgrundlag. Koste hvad det koste vil – eller gør. Det kan ikke være anderledes.

Nu er der forskel på om befolkninger har brug for hjælp på grund af naturkatastrofer eller er flygtninge fra militærregimer. Men grundtanken må være, at hjælpen skal ydes så tæt på ’arnestedet’ som muligt. At flytte jorden rundt med store menneskemasser er altså en meget dårlig løsning. Både for de nye der kommer til de fremmede lande og for de fremmede lande som helhed.
    Og hvis man sikrer sig, at der findes acceptable opholdssteder i området, kan man også undgå de umenneskelige tragedier der udspiller sig i årevis i de forskellige landes flygtningecentre.

Danmark har et kongehus, og det skal bevares siger et stort flertal. Det er uforståeligt for mig. Et kongehus står for det stik modsatte af en demokratisk styreform. Hvordan kan så mange mennesker gå ind for det? De kongelige er født med en guldklump et vist sted. Hvordan kan de egentlig selv leve med det? Prøv at sætte dig i de små prinser og prinsessers sted, når de drager vinkende rundt i landet. Vi er mere og bedre end de andre, må de da uvægerligt få indpodet. Hvad er det for en opdragelse at give små uskyldige børn?
    Man siger, at kongehuset er en overskudsforretning for det danske samfund. Så sælg det dog. Til højeste pris. De kulørte ugeblade står sikkert i kø for at overbyde hinanden.

De riges børn bliver også født med en guldklump et vist sted. Det kan nok ikke være anderledes, at de forgyldes under opvæksten og sikkert også senere i livet. Men derudover må det være slut. Fra da af må de skabe deres egen tilværelse. Hvorfor er det en naturlov, at de skal arve forældrene. Ja bevares, de dele af familiens ejendele, der har stor affektionsværdi, skal de vel nok arve. Men pengetanken har de vel ikke mere krav på end alle andre i samfundet.

For resten ...                                                                 
Dronningens nytårstale
vækker altid stor opmærksomhed og beundring.
Hvis i stedet lærer A. Jensen
indrykkede den samme tale som læserbrev,
hvor stor ville opmærksomheden og beundringen så blive?

Danmark er et velfærdssamfund, siger de skiftende regeringer. Det siger de for at retfærdiggøre, at vi har verdens højeste skattetryk. Samtidig med arbejder de desperat på at finde besparelser, så skatten kan sættes ned. Og hver gang med den samme melodi, om at de gamle, de svage og de syge skal holde for, og at vedligeholdelsesarbejder på bygninger, veje og anlæg udsættes på ubestemt tid. Alligevel må de igen og igen sætte både skatter og afgifter op, for at få det til at hænge sammen. Pengene fosser ud af statskassen, siger de skiftende oppositioner med slet skjulte smil.
    Ja, det gør pengene, for kassen er hullet som en si. Politikerne fatter åbenbart ikke, at stort set alle danskere mener, at selvfølgelig skal de gamle, svage og syge behandles værdigt. Og selvfølgelig skal nødvendige vedligeholdelsesarbejder udføres rettidigt. Alt andet er da tåbeligt. Men det danskerne er stærkt utilfredse med, er – når nu jeg alligevel er i fuld gang med at udtale mig på deres vegne – at deres surt indtjente skattepenge ødsles væk. Der er alt for meget slendrian i de offentliges rækker. Tåbelige projekter gennemføres med nidkærhed, selv om tåbelighederne er indlysende for alle og enhver. 

Ansvarsforflygtigende bureaukrati og lukkethed er fremherskende. Det kommer pludselig frem, når budgetterne er langt overskredet og målene end ikke er i sigte. Politikerne er i den grad en del af det. For mange gange er det deres studehandler, der er årsag til tåbelighederne. 
    Igen og igen kan man opleve at investeringer i it-systemer, IC4-tog og mange andre ting, der, når de allerede har kostet både halve og hele milliarder, må opgives. Pengene er spildt, og de pågældende, der skulle have haft gavn af investeringerne, må arbejde ineffektivt i årevis. Så nedsætter man dyre undersøgelseskommissioner, der sidder i 4, 6 eller 8 år, hvorefter det hele render ud i sandet, fordi alle har glemt, hvad det var, det drejede sig om. Og skulle der endelig være en embedsmand, man kan hale frem og sige, at han har svigtet, så sker der ikke mere, for sagen er forældet.
    Senest er det kommet frem, at Skat selv smider om sig med milliarderne. Og så har vi sikkert ikke engang hørt det sidste endnu.

For at få lidt masse på alle disse påstande har jeg vedhæftet artiklen Det Grå Guld og AF-hunden fra min tid som arbejdsløs. Skulle nogen have behov for yderligere dokumentation, må det være fordi, de ikke følger med i mediernes daglige overflod.

Hvis staten havde været en privatejet virksomhed, var den gået rabundus for længst. Men det er den ikke, så vi synger stadig på samme melodi. Det er den ene grund til, at i en virksomhed ville det være gået anderledes. Den anden grund er, at i erhvervslivet har man en hierarkisk ledelsesstruktur, der gør, at der altid er en enkelt person, der har ansvaret. Derfor vil der blive grebet ind længe inden tåbelighederne begynder.
    I det offentlige derimod må ingen være ansvarlige for noget som helst. Her udarbejder man regulativer og instrukser i læssevis, som alle så har at rette sig efter:
- Jeg gjorde bare som jeg fik besked på, kan man så efterfølgende undsige sig ansvaret.
    Fx så jeg engang et tv-indslag, hvor en sagsbehandler stod ved siden af en 1,5 meter høj stak A4-papir. Så meget fyldte, de instrukser hun skulle agere ud fra. Med den viden kan jeg godt forestille mig, hvordan samtalen nemt løber af sporet, når hun skal sidde overfor en kontanthjælpsmodtager, der mangler penge til mad og tøj til sine børn.

Når embedsmændene og regeringspolitikerne kun vil udtale sig om aktuelle problematikker med paragrafhenvisninger, får oppositionspolitikerne i stedet ordet. Og det tager de imod med kyshånd - helt hæmningsløst. For de kan ikke hænges op på noget. Så de kan frit udtale sig - derhen hvor stemmerne er. Men det eneste de konkret kan gøre, er, at stille spørgsmål til ministrene og opfordre til nedsættelse af undersøgelseskommissioner. Det er dyrt, besværliggørende og tidskrævende. Og det eneste der kommer ud af det, er sandsynligvis at der udstikkes flere regulativer og instrukser.

For resten ...                                                      
De bedste forudsætninger
for et godt samarbejde, er,
at parterne selv har valgt hinanden!

 Jeg har ikke noget imod penge.
Jeg har heller ikke noget imod folk, der har penge.
Men jeg har noget imod,
at penge kan bruges til at skaffe flere penge!

En vision
Er du én af de heldige, der har lidt ekstra på kistebunden, så tillykke med det! Men sæt dem hellere i banken. Der står de trygt og godt, indtil du skal bruge dem. Banken er nemlig vores allesammens. Den skal ikke tjene på dig. Den giver heller ingen renter. Den sørger bare for, at dine penge bevarer deres værdi.
    Banken låner selvfølgelig også penge ud. Det betaler man heller ikke renter for. Det er ikke pengemænd, der afgør, hvem der kan låne til hvad. Ja, der er selvfølgelig økonomer og andre fagfolk ind over, for at sikre, at det fornuftigvis hænger sammen. Men ellers er det folkevalgte, der afgør det - ud fra kriterier om, hvad samfundet er bedst tjent med.

Ret meget mere er der ikke at sige om penge. Spekulanter, investorer, spillefugle - og hvad den slags ellers hedder - er helt afskaffet. Den slags pengemænd er jo egentlig blot små mennesker, der er kolde et vist sted. De er villige til at løbe en risiko. Nogen gange er de heldige og scorer en stor fortjeneste. Andre gange er de ikke og river en masse uskyldige mennesker med i faldet. Men pengemændene rejser sig altid igen. Nu må de blot løbe en endnu større risiko.

             For resten ...                                                                  
Det er altså for dårligt,
sagde bankkunden irriteret.
Nu er det 3. gang jeg må rende forgæves,
fordi der ikke er penge på kontoen!

- har været et af hovedproblemerne for skiftende statsministre, i alle de år jeg kan huske tilbage. Der er altså for mange hænder og for lidt arbejde. Ja, det er egentlig utroligt, at det kan være et problem, men det er det altså. Løsningen ligger ellers lige for:
  * Brug nogle flere hænder på at hjælpe de gamle, syge og svage
  * Fordel det arbejde der er, på de hænder der er til rådighed

Så enkelt er det nu ikke for statsministeren. Han (m/k) skal også tage hensyn til betalingsbalancen og arbejdsmarkedets parter. De arbejdsløse derimod er der ingen der beskytter. Så her sætter han jagten ind. De skal stresses og jages på alle mulige måder. Det eneste helle, de må kunne finde, er på en arbejdsplads. Problemet er bare, at der ikke er arbejdspladser nok, og det kommer til at virke som den her selskabsleg, hvor der er én stol for lidt. De få arbejdsløse, det lykkes at finde et arbejde, skubber bare nogle andre ud i arbejdsløshed. Og så er vi jo lige vidt.

Det problem er statsministeren selvfølgelig også opmærksom på, så han går i gang med at skaffe flere arbejdspladser. Vi skal eksportere os ud af problemet. Produktionsvirksomhederne får tilskud og støtte i hoved og en vis anden legemsdel. Problemet er bare, at alle de andre landes statsministre har fået nøjagtig den samme idé, så det ender op i gensidige effektiviseringer og produktionsforbedringer. Så det rykker ikke rigtigt noget. Det eneste vedvarende der kommer ud af det, er, at stress bliver en folkesygdom på verdensplan.

Hermed kaster statsministeren håndklædet i ringen. Han går på medierne og appellerer med alvorstung mine til befolkningen om at forøge forbruget. At det så ødelægger en hel masse andre fine visioner statsministeren havde om at begrænse importen, energiforbruget og drivhuseffekten og ødelægger en hel masse andre miljøforbedringer, er en hel anden sag. Vores gamle, tålmodige jordklode klarer vel nok et par runder endnu, trøster han sig sikkert med!

Og nu er vi snart derhenne, hvor valget nærmer sig. Så kommer der en ny statsminister, og hele seancen kan begynde forfra!

For resten ...                                                 
Det siger meget om et samfund,
at der ikke er arbejde nok!

Vi skal alle efter bedste evne bidrage til samfundets beståen. Lønnens størrelse skal være et spørgsmål om udbud og efterspørgsel. Hvis mange vil være direktører, bliver det til en lille løn. Hvis få vil være kloakarbejdere, bliver det til en stor løn. Sådan! Opadtil skal der ikke være nogen grænse for, hvor stor lønnen kan blive. Nedadtil skal der være en mindsteløn.
     Kan svage og handikappede ikke opnå mindstelønnen, skal staten træde til. Enten ved at anvise andet arbejde, eller ved at kompensere for den manglende løn.

Skatten skal indrettes, så forskellene i indtægter ikke bliver for store. Lønninger på over 150 % af mindstelønnen snupper skattevæsnet ubeskåret.
    Det skal kunne betale sig at arbejde. Dem der ikke vil det – uden egentlig grund, skal kun have hjælp til mad, et sted at sove og eventuelle andre basale livsfornødenheder.

For resten ...                                                                      
Husligt arbejde er ikke noget, man laver
for at aflaste konen.
Det er en del af familielivet.

Uddannelser, eksamener og certifikater. Myndighederne stiller krav til os. Jo større ansvar certifikatet giver, des større krav. Sådan er det og heldigvis for det. For at være forælder derimod, stilles der ingen krav. Det har alle ret til at være - uden videre. Selv om det på alle måder indebærer ansvaret for et andet menneskes liv. Myndighederne kan kun blande sig i tilfælde af lang tids grov vold og misrøgt.
    Selv om jeg er stor tilhænger af den enkeltes ret til frihed under ansvar, og synes myndighederne blander sig alt for meget, så lige nøjagtig her, hvor det gælder en ny borgers muligheder for en anstændig start på livet, har jeg ingen skrupler. Her må hensynet til barnet komme forud for alt andet. Voksne mennesker, der helt indlysende ikke kan administrere deres eget liv på ansvarlig vis, må aldrig overlades forælderrollen. Derfor må myndighederne have mulighed for at stille krav som i alle andre tilfælde, hvor det drejer sig om ansvarlighed.
    Ét af argumenterne for ikke at gribe ind, er, at det er svært at lave retfærdige regler. Og det er klart, der vil ind imellem være tilfælde, hvor man kan synes både for og imod. Men det er ingen undskyldning for at lade børn i stikken, som helt indlysende lider nød. Det er uansvarlighed, så det batter. For øvrigt er reglerne for, hvem der må være forælder lavet for længe siden. I hvert fald når det gælder adoption.

Som en samfundsbetragtning kan der heller ikke være tvivl om, at det er de svigtede børn, som 15 til 20 år senere i vid udstrækning er årsag til andres ulykke. Så også ud fra denne sneboldeffekt, kan problemet ikke overvurderes. Og barnets liv begynder altså 9 måneder før fødslen! Det betyder at moderens forbrug af medicin, alkohol og stoffer under graviditeten, overføres direkte til fosteret med mangedoblet effekt.

Hvis man vil køre bil, er det en naturlig sag, at man må erhverve sig et kørekort. Lige så naturligt burde det være, at man må erhverve sig et forælderkort, hvis man vil have børn. Sammenligningen gælder også med hensyn til at miste kortet. Et kørekort kan man miste uden at have forvoldt nogen skade. Blot man én gang handler groft uforsvarligt.

Racehygiejne med sammenligninger til Hitlers forsøg på at rendyrke den ariske race og nogle uheldige eksperimenter med at tvangssterilisere grønlandske kvinder, er hvad jeg bliver skudt i skoene, når jeg fremfører ovenstående synspunkter. Det må jeg så leve med. Men spørgsmål om race indgår slet ikke i mine overvejelser. Og fremstilling af ’supermennesker’ ligger mig uendelig fjernt. Derimod jeg skal da gerne indrømme, at jeg ønsker for mine medmennesker, at der er så sunde, raske og velfungerende som muligt.

For øvrigt har vi mennesker, i al den tid lægevidenskaben har eksisteret, blandet os i naturens gang om menneskehedens udvikling. Og det med en udelukkende negativ effekt, idet lægegerningen jo går ud på at hjælpe de syge og svage. Ikke at jeg ønsker dette anderledes, men det er stik imod naturens orden. Her er det den stærke der overlever og bærer slægten videre. På kort sigt er det kynisk, men på længere sigt er det altafgørende for slægtens beståen. I bund og grund opstår problematikken fordi vi er kærlighedsvæsner. Det gør så også, at vi er meget følelsesstyret og dermed irrationelle. Det kræver nogle forklarende eksempler:
    Eksempel 1: De fleste vil gerne have mange fugle i deres haver, hvorfor fuglefodring hører til den daglige husholdning. Hvad de færreste tænker over i den forbindelse er, at det er forudsigeligt, at det på et eller andet tidspunkt sker et opbrud i en husstand, hvorved fuglefodringen ophører og masser af fugle må sulte ihjel.
    Eksempel 2: Et af de politiske emner, der bruges mest energi og tid på, er, hvornår vi kan sende politiske flygtninge hjem til de kaotiske tilstande i deres hjemlande. Hvad der stort set ikke fokuseres på, er de millioner af mennesker der bor i de lande, hvor mord og vold er en del af hverdagen.
    Eksempel 3: Når de kongelige formerer sig koger nationen over i en symbiose af varme følelser. Det er jo også et under, når en lille ny kommer til verden. Men underet sket altså globalt set mere end en gang i sekundet. Hvad der derimod ikke vækker meget opmærksomhed, er, at over 60 procent af disse nye mennesker kommer til at leve i nød og elendighed og må nærmest dagligt gå sultne i seng - hvis de da overhovedet har en sådan.

Set i det lys vender jeg så tilbage til mine argumenter om forælderkort igen. For på længere sigt er det faktisk den eneste mulighed vi har for at understøtte naturens konstruktive kræfter til menneskehedens gavn.

  For resten ...                        
Ansvarlighed - er
at tage stilling,
være en del af processen,
række ud efter
og nå det,
det drejer sig om!

Mange drømmer om at bo i eget hus. For mange bliver drømmen til virkelighed. Men der er altså også mange, for hvem det bliver et mareridt:
* Entreprenøren gik konkurs og byggeudgifterne løb løbsk
* Byggesjusk, pilotering, grundvandssænkning m. m. gav ekstraregninger
* De løbende udgifter og arbejdsbyrden blev større, end man regnede med
* Grunden viste sig at være et giftdepot
* Naturen viste sine kræfter
* Området skulle eksproprieres
* Oversvømmelser
* Man blev stavnsbundet, fordi huset ikke kunne sælges
* Huspriserne varierer meget, hvorfor nogen nødvendigvis får store tab

My home is my castle, siger man. Jeg tror, det er meget mere dét, folk drømmer om. At have sit eget hjem, hvor der er trygt og rart at være. Det er vores helle. Når vi lukker døren, kan vi holde verden ude. Det er ikke ejerskabet, der er afgørende. Langt de fleste bliver heller aldrig andet end prioritetsbestyrer.
    Hermed kom jeg frem til, at et hus blot er rammerne om et hjem. Lad samfundet om at eje husene og familierne om at skabe deres hjem. Det giver langt større tryghed for alle, og langt større fleksibilitet, hvis en familie af den ene eller den anden årsag får brug for et andet hus.

- har det heddet sig, siden det blev skrevet i indledningen til Jyske Lov i år 1241. Som håndværker mener jeg nu også, at der skal bruges mange andre ting, hvis man da vil bygge andet end luftkasteller.
    Politikerne derimod, de tager det helt bogstaveligt, laver lov på lov - lap på lap - og accelererer lovmaskinen op i vanvittige hastigheder med det velkendte bureaukratiske forbuds- og formyndersamfund som resultat, hvor systemet har overtaget ansvaret for alt og alle.      

Formålet med en lov må være at synliggøre for menigmand forskellen mellem lovligt og ulovligt. Og skråplanet begynder i det øjeblik, man laver love for at dække smuthuller i andre love. Sådanne love ’bygger’ mere levebrød for jurister end ’land’ til befolkningen. For jo mindre man laver hullerne i et net, des flere huller bliver der!

For resten ...                                                                 
Hvor ville vi kunne komme langt,
hvis politikerne fandt ud af,
at love og regler
ikke kan erstatte sund fornuft!

Hvorfor er det legalt, at visse kriminelle anliggender bliver til næsten uendelige juridiske tovtrækkerier?
    Hovedformålet med at straffe kriminelle er at forebygge mod yderligere kriminalitet. Skal dette formål opfyldes, er det nødvendigt, at offentligheden i hver enkelt straffesag har en klar opfattelse af følgende:
* Hvad var den kriminelle handling?
* Hvem udførte denne handling?
* Hvilken straf fik vedkommende for det?

Når en sag trækker i langdrag, glemmer offentligheden hurtigt, hvad det drejer sig om. Hermed har journalister, politikere, og andre let ved at starte en debat med personfikserede og følelsesladede synspunkter. Herved kan debatten komme til at bølge frem og tilbage, og menigmand opgiver hurtigt at finde hoved og hale i noget som helst. Når der så langt om længe, kommer en domsafsigelse, vil sagen for længst være uddebatteret. Dette medfører at pressen i stedet kaster sig over de implicerede personer med tilkendegivelser for og imod. Hovedformålet med straffen er hermed for længst sat over styr.

Enhver sag (retssager og alle andre sager) burde kunne afgøres, ’mens man venter’ - med en klar færdiganket dom eller frifindelse. Der skal selvfølgelig tages højde for, at sagen ikke finder sted i nogen form for hetzstemning, men tidsmæssigt må det maksimalt dreje sig om uger og ikke år, som det kan være tilfældet for nuværende. Hvis ikke dette kan lade sig gøre, er mindst én af følgende påstande sande:
* Lovgivningen er for indviklet.
* Den dømmende instans er for langsom.

Et helt andet, men mindst lige så vigtigt argument er den urimelige og opslidende ventetid og isolation, tovtrækkeriet medfører for de anklagede og deres pårørende. Kan man at forestille sig følgende replik:
- Jeg har lige kørt min bil på værksted. Om 3/5/7 år får jeg at vide, om den fejler noget!
    Nej, vel! Den går ikke, når det drejer sig om vores bil.

For resten ...                                                                                    
Jo mere komplicerede spørgsmål man står overfor,
des enklere er svarene!

Da jeg går ind for det personlige ansvar, hvor den enkelte er ansvarlig for sit eget liv, må konsekvensen nødvendigvis være, at jeg mener, vi skal indføre dødshjælp for dem, der ønsker, at livet skal slutte. Det vil så medføre nogle praktiske problemer, som jeg ikke lige kan overskue, som fx hvordan det skal foregå rent praktisk, hvad med de efterladte, livsforsikringer m.m., men det må det være muligt at finde løsninger på.
    Jeg forestiller mig, at man -  hvis man er kommet dertil, at man ønsker, at livet skal slutte - har mulighed for at henvende sig på et center - i trygge omgivelser og med mulighed for medmenneskelig samtale. Herved vil centermedarbejderne få mulighed for at skille den store gruppe af ensomme sjæle fra, der kommer i håbet om menneskelig kontakt og hjælp - med mulighed for at tilbyde dem andre muligheder.
    De resterende, der insisterer på døden må man så på en så human og smertefri måde som muligt hjælpe med at dø.

En anden væsentlig gevinst, man opnår ved dødshjælp, er, at togførere, lastbilchauffører og andre uskyldige undgår at få deres liv ødelagt af oplevelser med vanvittige selvmordskandidater.

Hver gang diskussionen om for eller imod dødshjælp dukker op, bliver den hurtigt efter overtaget af en eller anden overlæge, der med alfaderlig mine forklarer, at det er aldeles udelukket, fordi der ligger uendelig fjernt for lægestanden og dens lægeløfte, at medvirke til noget sådant.
    Hermed bliver det endnu engang dokumenteret, at lægerne fortsat lever i deres ’vi alene vide’ kultur. Det er helt utænkeligt for dem, at dødshjælp kan ydes uden deres medvirken. For mig er det en selvfølge, at når dødshjælpen legaliseres, så skal det være helt uden medvirken af læger – og sygeplejersker for den sags skyld. Det kunne da blive et uskønt ragnarok, hvis man lå på sygehuset og blev i tvivl om, hvilken kasket personalet havde på i dag!
    Dertil kommer, at det er fuldstændig absurd at tænke på, at de kæmperessourcer, der bliver brugt på uddannelser af læger og sygeplejersker og hospitalsvæsnet i det hele taget, skulle bruges til at hjælpe folk af med livet.

Så kære overlæger: Pas I jeres arbejde, og overlad dødshjælpen til mere kvalificerede personer!

          For resten ...                                               
Så længe et menneske
rækker ud efter livet,
skal man støtte det i
at nå det!

Stort set hele den danske kriminelle underverden er styret af rockerbander. De skovler penge ind på handel med narkotika og andre kriminelle handlinger. De levet et liv i sus og dus, uden at de nogen sinde har tjent en ærlig krone. De har deres egen selvjustits. De er bevæbnede til tænderne. De bekriger hinanden - og alle andre, der ikke makker ret. De slår ihjel. De suger andre letsindige, unge mennesker ind i systemet. Og når de først er inde, kan de ikke komme ud igen. Det er jungleloven, der hersker.
    Alle ved, at det er sådan. Men ingen tør stå op imod dem. Det er derfor, de kan fortsætte, stort set uden at det har konsekvenser.

Jamen, det kan da ikke være rigtigt, at samfundet har givet op på den måde. Godt nok er det et vigtigt og afgørende princip, at man er uskyldig, indtil andet er bevist. Men når det på den måde udvikler sig til mafialignende gangstertilstande, skal der altså handles - i stedet for at stirre sig blind på flotte talemåder.
    Jeg har ikke forstand på jura, men der må – og skal simpelthen – findes nogle løsninger, der giver myndighederne mulighed for at neutralisere disse voldsfremkaldende samfundssnyltere.

For resten ...                                                                                    
Politiet opfordrer folk til at bære våben.
Skyd eller bliv skudt, siger de.
Det er selvfølgelig i Amerika - fjernt fra os.
Cirka 10 år!

Det skal have konsekvenser, hvis man ikke overholder landets love. I grovere tilfælde er frihedsberøvelse en af konsekvenserne. Så langt er jeg enig i vore dages praksis. Men at det skal gennemføres med fængselsophold, som vi kender det i dag, det er her, jeg springer fra. Nu må jeg lige indrømme, at jeg ikke kender meget til livet i et fængsel. Men som man hører om det, er det barskt med vold og terror, og hvor de stærke tyranniserer de svage. Mafialignede metoder blandt fangerne og narkotika dominerer dagligdagen. Der er ikke nogen, der bliver et bedre menneske af et fængselsophold, tværtimod. Én gang kriminel, altid kriminel, er skudsmålet.
    Det er da tåbeligt og en falliterklæring, at samfundet ikke orker det anderledes. Den indbrudstyv politiet fangede i sidste uge, ved de, at de skal ud og fange igen i næste uge. For røvere og voldsmænd er det det samme, her er cyklussen bare længere. Det er enormt store samfundsværdier, der ødelægges i det spil.
    Men penge er det mindste af det. Når det drejer sig om røvere, voldsmænd og seksualforbryder, involverer det altid uskyldige mennesker, der får spoleret deres liv – mange gange for livstid. Og det er da næsten ikke til at holde ud at tænke på, at når disse kriminelle har udstået deres straf, så kan man næsten med sikkerhed sige, at i løbet af kort tid, så har de igen spoleret nogle uskyldige menneskers liv.

I stedet for fængsler forestiller jeg mig nogle opdragelses-, uddannelses- og udviklingscentre. Egentlig er det også fængsler, men bare for at markere forskellighederne, så lad os kalde dem Dannelsescentre. Jeg forestiller mig disse centre inddelt i kategorier fra fx 1 til 8. I kategori 1 sidder de farligste forbrydere. De skal være så isolerede, at de er ude af stand til at udøve indflydelse på nogen andre overhovedet. Op igennem kategorierne tildeles de så flere og flere muligheder, for at få en tilværelse, der ligner livet udenfor murene så meget som muligt. Kategori 8 er en åben afdeling, hvor de indsatte kan komme og gå efter bestemte retningslinjer. Hermed får de mulighed for at passe et almindeligt arbejde - og langsomt blive ført ud i samfundet igen med større og større frihed.
    Lediggang er roden til alt ondt, hedder det sig. Så det skal helt afskaffes. De indsatte skal overdænges med tilbud og arbejde i massevis. De skal endda tjene penge ved det. Nogen af pengene skal afdrage deres uden tvivl store gæld til samfundet. Og hovedparten af resten skal spares op, til den store dag, hvor de skal ud og klare sig selv. Uddannelser skal de tilbydes, både boglige og faglige. Afvænningstilbud både med hensyn til narkotika, alkohol og tobak. Og vigtigst af alt, så skal de tilbydes mulighed for at arbejde med deres egen psykes udvikling. For mange af dem, vil det nærmest være et krav for at kunne stige i kategorierne.
    Fritidsaktiviteter så som bibliotek og kulturelle muligheder, skal der være masser af. Muligheder for at dyrke idræt, fitness og anden motion med masser af frisk luft. Jo højere kategori, des flere muligheder. I kategori 7 og 8 kan man ligefrem have familie og venner på besøg eller boende. De er jo i fuld gang med at vænne sig til at skulle kunne begå sig udenfor dannelsescentret.

Det er retten, der afgør i hvilken kategori en kriminel skal indsættes, og hvor længe han (m/k) som grundstraf, skal være der. Man kan ikke stige i kategori førend grundstraffen er udstået, men man kan sagtens falde i kategori. De indsatte er under løbende bedømmelse med hensyn til, hvordan det går med deres dannelse. Det er centrets medarbejdere med hjælp fra psykologer og specialister indenfor det kriminelle område, der foretager bedømmelserne. Men det er i høj grad også de indsatte selv, der helt anonymt opfordres til at tilkendegive, hvordan de opfatter hinanden. Er han en god kammerat, eller er han truende og voldsom? Og hvis tendensen er klar, fordi en hel masse indsatte dømmer en kollega, skal det tillægges stor betydning for den endelige dom. Skal han op eller ned i kategori, eller skal han blive, hvor han er? Der er kun én vej ud af dannelsescentret og der er igennem kategori 8.

Det er selvfølgelig bekymrende, at de indsatte, der havner i de lavere kategorier bliver isolerede og får det svært. Og i visse tilfælde har de måske ikke engang lavet noget særligt kriminelt, men er blevet dømt derned efterfølgende. På den anden side er det jo det, der er meningen med inddelingen. For det er lige nøjagtig disse indsatte, man med rimelig stor sandsynlighed kan sige, at hvis de bliver sluppet fri, går de ud og spolerer endnu flere uskyldige menneskers liv.

Nu er selv den usleste forbryder jo blot et fortabt menneske, hvis liv er gået i smadder. Og man må aldrig efterlade mennesker, i en håbløs situation, hvor der ikke er noget at kæmpe for. Som jeg ser det, har fangerne i de laveste kategorier 3 muligheder: De kan sidde og kukkelurer og ærgre sig over deres tabte liv. De kan vælge livet fra (se afsnittet om  Dødshjælp). Eller de kunne jo også vælge livet til - og indgå helhjertet i et psykisk udviklingsforløb.

Den sidste mulighed er der nok mange, der mener, at det er dybt naivt at tro på. Men jeg mener absolut, det er en mulighed. For det første fordi jeg er overbevist om, at der er nogle dybt traumatiske årsager til, at deres liv har udviklet sig, som det har. For det andet fordi det er en almindelig kendt antagelse, at man skal helt ud til kanten af afgrunden, inden man kan tage sig sammen og være villig til at konfrontere sig selv og sine virkelige problemer.
    Jeg har selv over 20 års erfaring i forløsning af indestængte følelser, og jeg medvirker gerne til at ovenstående påstand bliver en konfronteret realitet.

For resten ...                                                                   
Der findes ingen onde mennesker,
kun umenneskelige handlinger,
og de har deres egen årsag.

Så selvfølgelig er demokrati løsningen, der findes intet alternativ. Men i stedet for på det nærmeste at kræve, at alt hvad der kan kravle og gå skal møde op i valglokalerne, kunne man i stedet begynde at stille krav til vælgerne om, at de i det mindste har gjort sig bare et minimum af overvejelser om, hvordan det politiske landkort ser ud i dagens Danmark. Og hvis de ikke orker det, skal de være velkomne til at blive hjemme på sofaen.

Gorm den Gamle gjorde danskerne kristne, hedder det sig. Derimod hedder det ikke noget om, hvad danskerne gjorde. Sådan har det været lige siden.
    Umiddelbart efter fødslen bliver vi medlemmer af folkekirken. Ja, vores forældre bestemmer det selvfølgelig selv. Men det er store krav at stille til unge forældre, at gå op imod så lang en tradition, og barnet skal jo have et navn og oldemors dåbskjole skal jo luftes, og det skal bedsteforældrenes balkjoler jo også.
    Når vi fylder 14 år, kan vi så selv afgøre, om vi vil bekræfte medlemskabet eller ej. Nu er det nok ikke tilfældigt, at det er 14-års alderen, der er valgt. For det er der, hvor vi ikke rigtig er børn mere, og heller ikke rigtig er blevet voksne. Det er der, hvor vi er allermest i tvivl om alting. Identitetskrise, hedder det vel. Men vi bliver hjulpet godt på vej til at træffe den ’rigtige’ beslutning med præsternes 'hjælp', gaver, festivitas og ikke mindst penge.
    Senere i livet kan vi jo altid melde os ud igen. Men nu er det jo os selv, der står med børn, der skal døbes, bryllupper og andre store begivenheder. Desuden lurer den der ubestemmelige dødsangst ude i fremtiden, og hvem vælger ikke Himlen frem for Helvede.

Jamen, det er jo det rene manipulerende indoktrinering. Som udenforstående kan jeg kun undre mig over, at Gud lader sig misbruge på den måde. Men det er en sag mellem Gud og folkekirken. Det skulle Gamle Gorm aldrig have blandet sig i. Og staten heller ikke, som sagt!

For resten ...                              
De eneste,
det er værd at dyrke,
er afgrøder!

Vi har et af verdens bedste sundhedssystemer. Hvis helbredet skranter eller ulykken sker, står veluddannet personale med det bedste udstyr parat til at hjælpe os – kvit og frit! Det er da så fint, som det kan være. Alligevel er det med en vis nervøsitet, vi overgiver os til systemet, for der er en risiko ved alle lægelige indgreb. Men alternativet er meget værre, så den nervøsitet overvinder vi.
    Desuden ved vi, at der bliver gjort, hvad der er menneskeligt muligt for at mindske følgerne, hvis uheldet er ude. Der bliver også fulgt op på, at finde årsagen til uheldet, så man undgår, at tilsvarende finder sted fremover. Nogen gange er der tale om lægelige fejl. Det kan vel ikke undre, for læger er også kun mennesker. Den slags bliver selvfølgelig også håndteret, i grovere tilfælde ligefrem med straffesanktioner.
    Jamen, det kan da ikke gøres bedre. Det er selvfølgelig forfærdeligt for de patienter, som uheldene rammer. Men det var jo den risiko, de løb. De ansvarlige møder selvfølgelig personligt op og giver en undskyldning, en beklagelse og en buket blomster. Længere er historien ikke.

For resten ...                                                                      
Mange mennesker er så fyldt med gode råd,
at de er ude af stand til at lytte til sig selv!

Nej, der gør vi ikke, for det er kun inde i mit hoved en sådan eksisterer. Men en sexplejer er altså en faguddannet person, med læretid, svendebrev, fagforening og i det hele taget ordnede forhold. Hvilke ydelser en sexplejer har at tilbyde, skal jeg ikke kloge mig på. Det må være sexplejerens idérigdom og erfaringer med hensyn til efterspørgsel og muligheder, der afgør dette. Det eneste andre skal blande sig i det, er, at myndighederne skal sørge for, at det foregår frivilligt blandt voksne mennesker, og uden at nogen lider overlast. Men det skal myndighederne jo altid tilsikre, så det er der ikke noget specielt ved.
    Helt ærligt, så er det altså på høje tid, at vi erkender, at seksualdriften er kommet for at blive. Sex branchen med alt, hvad det indebærer, er en kæmpe industri. Det fortæller med al tydelighed, at de leverer ydelser, som vi stort set alle, er aftagere af i større eller mindre omfang og på hver vores måde. Ordet ’prostitution’ er nærmest et fyord, som mange ligefrem ønsker forbud imod udførelsen af. Og det på trods af, at vi stort set alle i en eller anden omfang er prostituerede. Ikke engang i ægtesengen er det alt sammen af lyst, det, der foregår. Ydelser og modydelser er en del af det hele, og mange gange gennemfører man det bare for at få fred.

Mand og mand (m/k) imellem er vi da kommet så langt i dag, at vi erkender, at et sexliv er lige så meget en livsnødvendighed, som det er at få noget at spise. Men vi taler alligevel ikke åbent om det. Det er kun sådan på vittighedsniveau, sluttende af med et ”hø, hø”. Hermed har vi fået gjort noget af det fineste, der kan foregå mellem mennesker til noget lyssky, beskidt og tabuagtigt.