Leif Bruun, Tlf. 75 82 72 80
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk


 
   

Forside

Så'n syn's jeg

 

Det Grå Guld og AF-hunden

Når man efter et langt arbejdsliv bliver prikket på skulderen, styrter ens verden sammen. I opsigelsesperioden, efter at det første chok har lagt sig, hvor dagligdagen trods alt fortsætter, går det så nogenlunde. Men når støjen efter afskedsreceptionen er forstummet, bliver stilheden overvældende. Og når man samtidig oplever, at ansøgningerne kommer negative tilbage i samme takt, som man sender dem, går det uvægerligt op for en, at man er blevet en del af Det Grå Guld. Så er det, filmen knækker for alvor. Og for mange sker det med en sådan kraft, at de aldrig kommer sig over det.
    For dem, der trods alt alligevel kommer videre efter en sådan oplevelse, gælder det, at de har været nødt til at se i øjnene, at der er i hundredtusindvis af arbejdsløse i Danmark, og at de job, der tilbydes, går til langt yngre ansøgere end dem selv. Med andre ord, man er nødt til at erkende, at der ikke venter et nyt job om hjørnet, og at man selv må finde noget fornuftigt at engagere sig i for at få et meningsfyldt liv. Og heldigvis er der masser af muligheder for det i dagens Danmark. Til stor glæde for samfundet i øvrigt, da mange af disse muligheder er af social karakter.

Men, men, men! Hvis man tror, at Det Nygrå Gulds trængsler hermed er overstået, tager man grueligt fejl:
- Betingelsen for at oppebære dagpenge er, at man er aktivt arbejdssøgende, hedder det sig i det sprog, man nu er nødt til at lære. Til at overvåge dette, har man Arbejdsformidlingen som samfundets vagthund. Og som sådan tager den sin opgave helt bogstaveligt. Så erkendelsen af, at man har opgivet at finde arbejde, skal man holde for sig selv. AF-hunden forlanger, at man skal være fuldt beskæftiget med at søge arbejde, og er der ikke flere annoncer at søge efter, skal man sende ansøgninger uopfordret. Til stor irritation for arbejdsgiverne for øvrigt, som derfor i større og større udstrækning smider ansøgningerne ulæste i papirkurven.

AF overlader ikke noget til tilfældighederne. Så uafladeligt bliver Det Grå Guld kaldt til personlige samtaler, hvor man skoleret skal stå til regnskab for, at man søger stillinger i tilstrækkeligt antal. Ikke bare inden for egen uddannelse og kompetencer, men efter alt hvad der overhovedet kan tænkes muligt, man kan overleve - inden for en afstand af 2 timers offentlig transportvej fra ens hjem. For yderligere at sætte skub i processen, gøres der under disse samtaler venligt, men bestemt opmærksom på alle de ulykker, der venter, hvis man ikke snart finder et arbejde.

En af disse ulykker er, at ingen dagpengemodtagere må gå mere end 6 måneder, inden de skal aktiveres, som det hedder sig. Det betyder, at man skal tage sit gode tøj og stemme dørklokker blandt områdets arbejdsgivere for at tilbyde sin arbejdskraft gratis. For Det Grå Guld, der har levet arbejdslivet i fagforeningernes guldalder og har fået indpodet, at man skal kræve sin ret og ikke gøre arbejdet for enhver pris, er det usigeligt opslidende, at man på den måde skal gå rundt og falbyde sig selv. Men fagforeningernes guldalder er åbenbart forbi, siden de tillader den slags. Med det resultat for øvrigt, at man igen og igen kan erfare i medierne, at arbejdspladser nedlægges, fordi aktiveringsramte har overtaget arbejdet. Fx er det en kendt sag, at mange skoler efterhånden helt undgår at have lønudgifter til pedelmedhjælpere.

En anden type ulykker man kan blive ramt af, er at blive sendt til omskoling. Det lyder selvfølgelig ikke i sig selv som nogen ulykke, men for Det Grå Guld finder omskoling ikke sted mere. Det blev hurtigt for omkostningskrævende og ødelæggende for uddannelsesstederne at blive overfyldt med elever, hvis eneste motivation for opholdet var:
- Fordi jeg skal aktiveres!

Med de efterdønninger for øvrigt, at de mange nybyggede og udvidede uddannelsescentre i dag kæmper en brav kamp for ikke at stå rungende tomme.
    I stedet fik AF den geniale idé, at oprette jobklubber landet over. En jobklub er et stort lokale med nogle computere og nogle aviser i. Her skulle Det Grå Guld selv skabe deres arbejdsdag ved at kigge stillingsannoncer og skrive ansøgninger. Men der havde man alligevel forregnet sig. De mange ansøgninger fik de danske postbude til at synke halvt i knæ, som H. C. Andersen ville have sagt det. Og da selv den mest autoritetstro del af Det Grå Guld var på mytteriets rand over tåbelighederne, blev jobklubberne igen afskaffet.
    Men AFs hittepåsomhed kender ingen grænser, så i stedet oprettede den sine egne kurser. Det vil sige, kurser og kurser er nu så meget sagt. Alene det faktum, at man blander alle dagpengemodtagere, der jo er vidt forskellige med hensyn til uddannelser og erfaringer, gør, at det ikke er muligt, at gennemføre et egentligt kursusforløb. Der findes masser af eksempler på, at højtuddannede mennesker må deltage i kurser og lære om ting, der for dem er det rene barnemad. Som eksempelvis folk, der dagligt i de sidste 20 år har arbejdet med edb på alle niveauer, og som bliver påduttet kurser, hvor de skal lære at oprette og gemme filer. Så faktisk er det blot nye opbevaringscentraler, hvor man hænger rundt omkring og skal have tiden til at gå.
- Du kan bare kigge stillingsannoncer, får man at vide, hvis man keder sig.
    Men pseudokurserne er nødvendige, for at regeringen kan sige, at den gør noget ved problemerne. Og så længe man er under ”omskoling”, tæller man ikke med i arbejdsløshedsstatistikken, og det er vigtigt - for regeringen om ikke andet!

AFs store idérigdom på Det Grå Gulds bekostning, medfører beskæftigelse til et utal af små, logrende af-hunde. Og det er jo nye arbejdspladser - af den miljøvenlige slags endda!
    Det er så til gengæld også de eneste nye arbejdspladser AF skaber. Og i sagens natur kan den ikke være interesseret i at afskaffe arbejdsløsheden. Det vil være som at grave sin egen grav. Men tro ikke, at dette  begrænser opfindsomheden. For selv om initiativerne ind imellem medfører, at dagpengemodtagere kommer i arbejde, ændrer det ikke på arbejdsmarkedet. Så AF kan med stor sandsynlighed forvente, at et tilsvarende antal andre bliver prikket på skulderen. Det betyder nye kunder i butikken, og er dermed med til at bevise berettigelsen af AFs nærgående snuseri.
    At mange af de nyprikkede får smadret deres tilværelse, er ikke AFs problem. Det er det derimod, at dele af Det Grå Guld kan blive så desperate af de mange nedgørelser, at de melder sig ud af arbejdsmarkedet, for det er stik imod regeringens hensigter.

Det Grå Guld bliver også forulempet af AFs interne kommandoraids. Eller Amanda-raids, som det sikkert hedder internt. Amanda er jo det meget medieomtalte edb-system, som blev købt for nogle år siden for tonsvis af kroner, og som aldrig kom til at virke.
    Hvad der ikke er så medieomtalt, er, at AF allerede har investeret læssevis af penge i et Amanda-2-system. Det vil sige, det hedder det selvfølgelig ikke, men Jobnet derimod. Jobnet er et system, hvor alle dagpengemodtagere skal lægge deres CV ind, som arbejdsgiverne kan søge blandt.
    Ikke fordi der var behov for et sådant system. Jobsøgningssystemer har været på Internettet i mange år og virker fortrinligt for alle parter. Faktisk virker de så godt, at de er ved at udkonkurrere alle andre udbydere af jobformidling - og deriblandt også AF!
    Så nu har alle landets hundredetusinder af dagpengemodtagere været på kursus i Jobnet, for at lære at bruge det avancerede system og gøre brug af ord og betegnelser, som er fremmede for alle andre end AF, og fylde det med alverdens mærkelige oplysninger.
    Under disse kurser er den almindelige omtale, at Jobnet er ubrugeligt for alle andre end AF. Og da den enkelte jobsøger kan se, hvor mange besøgende der har været på vedkommendes CV, er det dokumenterbart, at der er stort set ingen arbejdsgivere, der bruger det.

Når man bliver en del af Det Grå Guld, lærer man hurtigt, at AF skal omgås varsomt:
- Pas på med, hvad du siger, det kan senere kan blive brugt imod dig, er læresætningen.

AFs stærkeste magtmiddel er usikkerheden. Man ved aldrig, hvad den næste ulykke bliver, og hvornår den rammer. Som slagtekvæg driver man hvileløst rundt i folden, nervøst ventende.
- Det er jo frivilligt, om man vil deltage i hittepåsomhederne, forsvarer AF sig altid med et stort smil - hvorefter den med små bogstaver tilføjer, at det går ud over dagpengeretten, hvis man ikke villigt føjer sig. Og da dagpengene typisk udgør ens eksistensgrundlag, kan frivilligheden ligesom ligge på et lille sted.
    Frivillig tvang må det nødvendigvis kaldes. Og det er ufatteligt, at nogen tror på, at man kan tvinge voksne mennesker, der nærmer sig pensionsalderen - eller mennesker i det hele taget, for den sags skyld - til noget som helst fornuftigt. Man kan tvinge hesten til truget, men man kan ikke tvinge den til at drikke, som det så rigtigt er sagt

Det kan være svært ikke en gang imellem at tage sig selv i at tænke, at hvis alle andre områder af det danske samfund bliver administreret med tilsvarende seriøsitet, skal man være glad for, at man er kommet så langt i livet, som man er.

Uden sammenligning i øvrigt kan Det Grå Gulds opfattelse af AF bedst sammenfattes med følgende metafor:
    For snart mange år siden var der en besættelsesmagt i Danmark. Det vil sige, dengang kaldte vi det ikke besættelsesmagt. For tyskerne var her for at beskytte os mod de grumme englændere. Godt nok havde vi ikke inviteret tyskerne, men de fik heller ikke at vide, at de var uønskede. Tværtimod holdt landets statsminister en tale til befolkningen og bad den om at forholde sig roligt og tage godt imod tyskerne. Hen ad vejen opstod der godt nok visse grupper, der gjorde sig uheldigt bemærkede. Men det opfattedes nærmest som drengestreger, som det danske politi tog sig kærligt af.
    Og ret beset må man erkende, at det lykkedes for tyskerne at holde krigens gru uden for vort lands grænser. Ja, man må ligefrem konstatere, at mange danskere levede fedt af at sælge krigsmateriel og landbrugsprodukter m.m. til de tyske tropper, der heroisk kæmpede rundt om i Europa. At tyskerne så betalte for det hele ved at tage pengene fra den danske statskasse, er, hvad det er. Man kan jo ikke få i både pose og sæk!


For resten ...                                                            

Hvor må et samfund,
der betragter de ældre som en byrde,
være fattigt!

 Til toppen