

Klik på billedet for at læse
artiklen

Boganmeldelse

"Bogen handler om flere ting. Der er nogen personlige beretninger.
Nogen personlige oplevelser med selvudvikling og nogen små betragtninger
af livet generelt. Så er der de små vitser som giver læseren lidt at
tænke over ... De små illustrationer og billeder der er undervejs
supplere den tekst de er sat sammen med ganske fint."
Læs hele anmeldelsen
her!

Jeg kender en ældre dame, som kan kunsten - at se de lyse sider:
- Er du glad for din nye lejlighed? spurgte hun en dag, jeg mødte
hende.
- Ja, det er bare irriterende, der er så mange edderkopper, svarede
jeg i tillid til, at nu fik jeg nok et gammelt husråd om, hvordan jeg
kom af med dem.
- Så er du vel glad for, at der er færre fluer, svarede hun i stedet
og tøffede smilende videre.
-
har det heddet sig, siden det blev skrevet i indledningen til Jyske Lov
i år 1241. Som håndværker mener jeg nu også, at der skal bruges mange
andre ting, hvis man da vil bygge andet end luftkasteller. Politikerne
derimod, de tager det helt bogstaveligt, laver lov på lov - lap på lap -
og accelererer lovmaskinen op i vanvittige hastigheder med det velkendte
bureaukratiske forbuds- og formyndersamfund som resultat, hvor systemet
har overtaget ansvaret for alt og alle.
Formålet med en lov må være at synliggøre for menigmand forskellen
mellem lovligt og ulovligt. Og skråplanet begynder i det øjeblik, man
laver love for at dække smuthuller i andre love. Sådanne love ’bygger’
mere levebrød for jurister end ’land’ til befolkningen. For jo mindre
man laver hullerne i et net, des flere huller bliver der!

I
min ungdom var Esbjerg en fiskerby. Det var dengang, der var penge i at
være fisker. Ja, det har man aldrig hørt en fisker sige, men:
-
Det er ik’ så ringe endda, sagde de i stedet.
Så vidste vi andre godt, hvad det betød. Vi var nemlig alle mere eller
mindre afhængige af fiskeriet. Så når hele byen en varm sommerdag
hørmede af fisk, sagde vi bare:
-
Det lugter af penge.
Og fortsatte med at arbejde. For som vi også sagde:
-
Rask må det gå!
Dengang var en fiskekutter lavet af træ og havde en 4 mands besætning:
Skipper, bedstemand, tredjemand og kok, var fordelingen. De sejlede ud
på fiskepladserne og var der 4 til 6 dage indtil lasten var godt og vel
fyldt, så det kun var masterne, der var synlige – i hvert fald set fra
afstand. Så sejlede de tilbage til Esbjerg, for at få fiskene solgt i
auktionshallen. Afregningen blev så delt efter et sindrigt system, hvor
kutteren og dens fornødenheder først fik sin del, hvorefter de 4 fiskere
delte resten i forhold til hierarkiet.
Kutteren ’Mari Loise’ var tøffende på vej mod havn. Det havde igen været
en god rejse, så hun var tungt læsset. De fire fiskere sad og hyggede
sig i det lune styrehus. De var lige blevet enige om, at det var nu, de
ville være bilejere. Det skulle være Volvo’er. Røde. Det skulle Skipper
ordne, når de kom i havn.
Det var så, hvad han gjorde, så snart det fornødne var ordnet på
kutteren. Startede knallerten, en NSU Quickly med mælkekasse på
bagagebæreren, kørte op til den elegante automobilforretning og gik
indenfor.
Her skal man lige gøre sig klart, hvordan en fisker ser ud og
lugter, når han ikke er blevet vasket og har været af tøjet i mange
dage. Det siges, at kedeldragten er så fyldt med fiskeslim, indvolde og
andet godt, så den kan stå selv, når han kravler ud af den.
Det havde automobilforhandleren derimod ikke gjort sig klart, så han
skulede betænkelig, da han nærmede sig den beskidte, ildelugtende
fisker, der stod og kløede sig i skægstubbene.
- Hva’ hedder så’n en, spurgte Skipper.
- Det er en Volvo P544, svarede forhandleren kortfattet.
- Dem ska’ a ha' 4 af, svarede Skipper. - De skal være røde.
- Det er godt med dig, fnyste forhandleren. Gik hen og åbnede døren,
og sagde:
-
Kan du komme ud af min forretning.
Det gjorde Skipper så, startede Quickly’en og kørte videre til den næste
bilforhandler. Der havde sælgeren mere situationsfornemmelse, og
afsluttede hurtigt en handel med 4 styks røde Volvo’er.
Kontant betalt selvfølgelig!
er
et af de filosofiske hovedspørgsmål. Det er der skrevet kilometervis af
bøger om. Jeg kan besvare det på en kort linje:
Vi er her, fordi vi er!
Så
enkelt er det. Det er ligesom, hvis man spørger sit barn:
- Hvorfor har du gjort det?
Vil svaret typisk blive:
- Det var fordi!
Og så leger barnet videre, for hvad skulle der være mere at sige,
emnet er jo uddebatteret.
Vi
er her som et resultat af den udvikling, der er foregået fra The Big
Bang, solsystemets og planeternes dannelse, livets opståen her på jorden
og gennem hele den darwinistiske udvikling til i dag - her ved
begyndelsen af det 3. årtusinde - som i virkeligheden er år 5
milliarder.
Der er ikke nogen overordnet forklaring. Det er jo det, der gør livet så
storslået og udfordrende. Drivkraften er den menneskelige nysgerrighed.
Vi vil altid vide, hvad der er omkring det næste hjørne.
Vi er her, fordi vi er.
Vi dør, den dag vi ved alt!
-
spørger hun. Jeg har lige sat mig til rette med avisen. Hun ved ganske
udmærket, at jeg gerne vil have en middagssøvn om søndagen. Desuden er
der fodbold i fjernsynet lidt senere.
Jeg fortsætter med avisen og lader som om, jeg ikke har hørt hende.
Hun kan også bare skrue ned for radioen. Den skal altid stå og larme
sådan.
- Vil du med ud at gå tur i skoven? spørger hun igen, bare lidt
højere.
- Hva’ fanden er der galt? Hvorfor råber du sådan? ryger det ud af
mig.
- Der er ikke noget galt, det er bare så irriterende, når du ikke
svarer.
Jeg fortsætter med avisen. Det er også hamrende uretfærdigt. Hun
giver mig jo ikke noget valg. Siger jeg nej, vil hun være sur resten af
dagen.
- Vil du med, eller vil du ikke med? bliver hun ved, nu tydeligt
irriteret.
- Jamen det ka’ vi godt, hvis du gerne vil, svarer jeg nølende.
Man må jo yde noget i et parforhold, selvom jeg nok synes, jeg har
ydet mit ved at ordne køkkenet efter frokosten.
- Det par tallerkener, vil hun bare sige.
Så går vi. Jeg skutter mig, jeg synes, det er koldt. Jeg går og
tænker på den manglende middagssøvn og fodboldkampen, der begynder nu.
- Hvorfor siger du ikke noget, er du sur? spørger hun.
- Du siger da heller ikke noget, svarer jeg.
Selvom jeg godt ved, at hun har prøvet et par gange. Jeg har bare
ikke svaret.
Det bliver en kort og trist tur i skoven. Men jeg når da hjem til
anden halvleg. Jeg er ikke gået glip af noget, siger speakeren.
- Ska’ vi snart ha’ kaffe? råber jeg ud i
køkkenet.

I dyreflokke er det almindeligt efter dagens jagt
og efterfølgende måltid, hvor alle er mætte og tilfredse, at man slapper
af og hygger sig med hinanden. For os intelligente mennesker derimod er
der det særegne, at vi bekymrer os om det næste måltid, mens vi endnu er
mætte og begynder at samle forråd.
Op gennem civilisationen er vi blevet så
dygtige til det, at vi kan leve i flere år uden hverken at komme til at
sulte eller lide nød på anden måde. For stadig at holde os beskæftiget
(det vil sige holde bekymringerne væk), har vi været nødt til hele tiden
at opfinde nye behov, som vi nødvendigvis må have opfyldt. Det har så
medført, at det blev begrænsningen i jordens ressourcer og dens
genoprettelsesevne med hensyn til forurening, der kom til at sætte
grænserne for vores produktivitet.
Det er så her det katastrofale indtræffer, for
hermed er der ikke beskæftigelse nok til alle. For mange betyder det, at
de føler sig overflødige, og hele livsgrundlaget smuldrer, de mister
deres identitet og livet går mere eller mindre i opløsning.
I dyrenes verden sker der stort set ingen
udvikling. De går stadig og hygger sig med hinanden, de stakkels
fjolser!