Om 14 dage er Grethe en arbejdsfri kvinde
Når Grethe Nielsen fredag den 27. maj fylder 60 år, er hun en arbejdsfri kvinde. Efter 23 år i det verdensomspændende tarmfirma DAT-Schaubs Esbjerg-afdeling går hun på efterløn. Herefter tælles Grethe blandt de over 70.000 efterlønsmodtagere i Danmark, svarende til omkring hver anden lønmodtager over 60 år.

Slider sig op
- Når jeg har valgt at gå på efterløn, hænger det sammen med, at jeg ikke vil slides op i jobbet. Jeg vil gerne have nogle gode år, hvor jeg kan nyde tilværelsen i fulde drag. Jeg har været glad for mine 23 år i firmaet, for mine kolleger og for det kammeratskab jeg har mødt. I 10 år har jeg sorteret tarme og i 13 år været kontrol. Det har været en udmærket arbejdstilværelse, men nu ser jeg hen til selv at kunne bestemme over min hverdag uden at skulle tænke på vækkeurets kimen om morgenen. Det bliver en anderledes, men spændende hverdag, jeg tager hul på efter jeg fylder 60.

Fritiden
- Vil du kunne udfylde fritiden?
    - Sagtens! Jeg har et vidunderligt sommerhus ved Henne Strand, som jeg selv går og sætter i stand med maling og småreparationer. Her tilbringer jeg megen tid netop nu, hvor sommeren står for døren, er det ideelt med et sommerhus. Desuden syr jeg moderne sportsbluser til venner og bekendte, så det optager meget af min tid.
    Jeg er på ingen måde bange for ikke at kunne udfylde fritiden. Tværtimod. Tidspunktet, jeg vælger at gå på efterløn, er med mig, idet vi går de lange lyse dage i møde.
    - Bliver det med vemod, du siger farvel?
    - Ja, jeg har haft 23 gode år hos DAT-Schaub og haft den lykke at arbejde sammen med gode kolleger. Men der er andet end arbejde i tilværelsen, og jeg har samlet alt det, jeg har brug for, hvorfor jeg ikke kræver så meget i det daglige for at eksistere. Efterlønsordningen er et godt tilbud til at få noget ud af de sidste leveår frem for at slide sig op i jobbet. Når man har stået på en arbejdsplads et langt liv, mener jeg, at man har krav på nogle gode år, hvor man selv bestemmer over hverdagen uden at skulle hænge i en klokkestreng.
    Jeg ser virkelig hen til at kunne gå ud af fabriksporten uden at skulle tænke på, at jeg skal møde igen næste dag, siger Grethe Nielsen.
 

    Det var en trist oplevelse for mor at ligge på lungeafdelingen med dens mange patienter og lungeautomater, der højlydt hev efter vejret. Når jeg besøgte hende, tænkte jeg derfor meget over, hvordan vi også kunne komme til at snakke om andet end sygdom og elendighed. Da mor, som også tidligere nævnt, alle dage har været god til at fortælle historier, fik jeg den idé, at jeg ville prøve at skrive dem ned. Mor var med på idéen, og vi trak os ind i et hjørne af sygestuen. Jeg med ryggen til de andre i stuen og mor med knæene oppe, så dynen skærmede af. Her lå mor så med svag stemme, iltapparater m.m. og fortalte sjofle vittigheder, som vi begge kluklo af. Det blev til bogen Beddes de bedste, som mor fik i 80 års fødselsdagsgave.

Dagen efter Grethes 82 års fødselsdag den 28. maj 2005 gjorde den megen medicin udslaget, og hun fik fred.

Der blev holdt følgende 3 taler ved bisættelsen:

Sønnen Leif sagde: Min mor er død! Vores allesammens Bedde er død!
    Det er nogle svære ord at sige. Men jeg synes, de skal siges. For mit eget vedkommende skal de siges mange gange endnu, inden jeg begynder at forstå, at hun ikke er mere. For hun har betydet utroligt meget for mig - og mange andre. Det er et stort tab og bliver en stor sorg at komme igennem.
   På den anden side er det også en stor lettelse, at hendes lidelser nu er forbi. Hun led meget til sidst. Nu har hun fået fred. Jeg tror, at mor selv ønskede, det skulle slutte nu. Bortset fra hendes 82 års fødselsdagsfest, som skulle have været holdt her i søndags, tror jeg, mor nåede det, hun ville. Som hun selv sagde det: ”Jeg ta’r os’ lige den her fødselsdag med.”

Det gjorde hun så i fredags. Det var blot festen, der manglede. Men som I kan se, fik hun os bragt sammen alligevel. Og det tror jeg, var det vigtigste for hende. - Joh, hun fik set det, hun ville.

Det er i sandhed et stort menneske, vi har taget afsked med. Ikke i fysisk størrelse. Heller ikke i intellektuel argumentationsevne. Men i menneskelighed, rummelighed, vilje og evne til, at det gik os alle bedst muligt.
    Tænk på mors sidste tid, hvor hun i lange perioder bare sad i hjørnet ved sit køkkenbord. Fordi hun ikke kunne andet. For de fleste mennesker i den situation betyder det, at man bliver indesluttet, bitter og ensom. Men ikke mor. Kommandocentralen, kaldte jeg hendes hjørne. Her summede der af livlig aktivitet af mennesker, telefoneringer og sms-beskedder, som var det på Københavns hovedbanegård. Men det var det ikke. Det var mors hjem, og der var der hjertevarme.
    Det var sådan, hun var. Som en magnet tiltrak hun mennesker. Det var hende, vi opsøgte, når noget skulle snakkes igennem og besluttes. I lyst og i nød. I stort set alt, hvad jeg husker af familiebegivenheder, har mor været omdrejningspunktet, der samlede trådene - til fælles bedste. Det var her, hun var enestående.
    Det er så til gengæld også her min bekymring for fremtiden ligger. For hvem skal fremover redde trådene ud og holde sammen på vores familie? Der hviler et stort ansvar på alle os andre nu.
    Mor havde også nogle andre mere slagfærdige og humoristiske sider. Dem vil Annie fortsætte med at fortælle om.

Datteren Annie sagde: Selv om det er svært, ligger det mig så meget på sinde at kunne sige lidt her i dag ved mors mindehøjtidelighed.
    Det er hårdt at sige farvel, men min fornuft siger mig også, at det var godt, det skete. Det er godt, at mor ikke skulle kæmpe mere. Alle her ved, at den sidste tid af mors liv til tider har været en hård kamp om at få luft. Heldigvis blev det kun et kort ophold på sygehuset denne gang, og heldigvis nåede hun ikke at komme ned på lungeafdelingen, som hun var så ked af at være på. Og heldigvis var det en meget sød sygeplejerske, der var hos mor til sidst.
    Jeg er ked af, at vi ikke var hos mor, da hun døde. Men det gik så stærkt, og vi havde ikke set hende som døende, da vi tog fra hende fredag nat  – og det havde lægerne heller ikke.

Jeg har mistet min mor, og jeg har mistet en god veninde. Når vi sad der ved køkkenbordet – mor og jeg - og snakkede om alt, var hun lige så meget veninde, som hun var min mor. Vi kunne grine og pjatte sammen og snakke seriøst og alvorligt. Mor var en go’ lytter, og jeg havde jo altid meget at fortælle. Jeg fik altid hendes ærlige mening, og den kom uden omsvøb – noget der kendetegnede hende meget. Der blev ikke pakket noget ind.

Og så elskede jeg hendes slagfærdige og bramfrie måde at være på. Altid en herlig bemærkning også, selv om hun var nok så syg.
    Leif har lavet en lille bog om mor og om vores familie, og han har bl.a. skrevet mange af de ting ned, som mor ofte sagde og kaldte dem for: Mors vise ord. Og i går sad jeg og læste noget af det, Leif havde skrevet, og som det i øvrigt var hans mening, at mor skulle have i fødselsdagsgave. Det nåede hun desværre ikke. Men det er jo heldigvis ikke spildt, for vi søskende vil kunne få mange gode stunder, hvor vi kan læse, se billeder og mindes mor og hendes dejlige slagfærdige humor.

Og der vil blive meget at mindes – utrolig mange dejlige minder - for jeg har haft tæt kontakt med mor hele mit liv. Vi har været på mange ferier sammen med mor og Jens Chr. Og da Glenn og Jannick var små, var det altid en selvfølge, at de blev passet hos dem, når vi havde brug for det.
    Fra sommerhuset i Henne, hvor mor samlede hele familien hvert år i pinsen, har vi dejlige og festlige minder. Og i de senere år, har hun – med god hjælp fra Ulla - samlet os alle til sin fødselsdag i Hjerting. Det skulle vi have været til i søndags, men det blev jo pludselig til en ganske anden dag for hele familien.

Da jeg sad i går og læste, hvad Leif havde skrevet, kunne jeg ikke lade være med at grine, for jeg kunne tydeligt høre mor sige de forskellige ting. Noget hun tit sagde i den sidste tid, når hun ville undskylde at hukommelsen drillede lidt, var: ”Undskyld mig, men jeg er ikke normal de dage, jeg ikke drikker.” Eller var der noget, hun ikke helt havde styr på, kunne hun sige: ”Det ved jeg ikke noget om – a er et her fra æ by.”
    Noget andet, som jeg også tit har hørt hende sige, når jeg beklagede mig over, at jeg ikke var blevet lidt højere, og at det jo var hendes skyld: ”Beklager Annie – men der blev sat for tidlig af til røv.” Eller:  ”Som den sidste af fire, ku’ der  ikke blive mere til dig.”
    Jeg kan også høre hende sige til os som børn eller til sine børnebørn: ”Skal I slås herinde, ka’ I godt gå ud.”
    Skulle hun have udrettet noget og ville give et signal om, at nu skal vi altså i gang - lød det: ”Nå, lad os så komme til makronerne - sagde klejnerne.”
    Hvis man sluttede af med at sige: ”Ja, sådan er der jo så meget.” Kom det prompte fra mor: ”Undtaget når vi skal ha’ vores løn, så er der så lidt.”
    Det sidste, som hun sagde oftere og oftere, og som jo desværre var sandt nok: ”Det går kun én vej, og det er den vej æ høns, de skraver.” Og det nyttede jo ikke noget, at sige hende imod, for det gjorde det jo.

Mor var go’ til at fortælle sjove historier, og hun kunne huske dem. Jeg har nok arvet hendes lyst til at kunne fortælle sjove vittigheder, men tit måtte jeg lige omkring mor for at repetere, når jeg gerne ville have et par sjove historier med i ærmet til en eller anden festlig lejlighed. Det var herligt, for så kunne vi sidde der og skrubgrine af gamle vittigheder, som jeg havde hørt mange gange før. Og så sagde hun altid: ”Husk Annie – det bedste ved en vittighed er måden, den bliver fortalt på.”

I den sidste tid forhindrede mors sygdom tit hende i at kunne deltage ved forskellige arrangementer, og hun var ked af det, når hun blev nødt til at melde fra. Hun ville stadig gerne være med til det hele.
    Det var meget vigtigt for mor hele tiden at følge med i, hvordan det gik os alle sammen i familien – store som små. Hun ville gerne høre om alle sine børnebørn og oldebørn og ikke mindst se billeder af dem. Og hun fik mange billeder. Hun elskede at se billeder af familien, som har forsynet hende ganske flittigt.

Hun havde perioder, hvor hun ikke kunne ret meget andet end at sidde ved køkkenbordet og var total afhængig af, at andre hjalp hende. Det gjorde ondt at se, for hun ville jo helst klare sig selv og også helst udrette noget. Men heldigvis var der mange, som gerne ville hjælpe hende. Specielt mors nabo, Else, har hjulpet mor rigtig meget, og det skal du have tak for. Også en stor tak til dig Ulla, du har også altid bare været parat, når mor har haft brug for det. Og jeg ved, at du Kirsten også tit har hjulpet mor. Tak for det.

Leif har sagt det, men jeg vil også gerne sige tak for al den opmærksomhed, søde ord, hilsener og smukke blomster. Og tak fordi I alle kom her i dag.
    Æret være mors minde!

Svigerdatteren Elsebeth (A10.2,gen.3) sagde: Da jeg mødte Bedde første gang for 5 - 6 år siden, hed hun Grethe og var Ullas søster på vej rundt om Kvie Sø. Da jeg mødte hende anden gang for bare 2 år siden, var hun på forunderlig vis både Ullas søster og Leifs mor. Hun hed stadig Grethe, men ikke ret længe ...

Jeg forstod hurtigt, at når Bedde havde besluttet sig for noget, så var det sådan. Og når man var lukket ind, så var man inde – i varmen !
    Jeg har ikke haft mine forældre i flere år, og til min overraskelse og glæde var der nu igen en, der kunne finde på at sige, at jeg skulle have noget på fødderne, så jeg ikke blev forkølet.
    Det lyder måske ikke af så meget, men det var det !

Fra stolen ved køkkenbordet på Darumvej fik jeg indblik i et liv, der havde været rigt på både glæder, bekymringer og hårdt arbejde. Et liv Bedde fortsat rakte ud efter, om end på en anden måde. Bedde sagde af og til : ”Du skulle bare have kendt mig, da jeg kunne noget.” Familien sagde : ”Du skulle bare have kendt Bedde i hendes storhedstid.” Men hun kunne sandelig stadig noget og havde fortsat travlt med klubber og kontakter. Men især fremstod hun som familiens naturlige samlingspunkt, der havde overblik over alles gøren og laden og som i tillid til kærligheden mod hende kunne bede om hjælp til det, hun egentlig helst selv ville klare.