Leif Bruun, Tlf. 31 64 49 00
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk


 
   

Forside

Golf og mig

    Hørt på hul 19

    Tænkte tanker

     Om reglerne       

'Det menneskelige væsen' og golf

Fra min bog Det menneskelige væsen:

Fra afsnittet Ubevidste betragtninger:
 ....
I en periode af mit arbejdsliv var jeg inkarneret golfspiller og gik ude i stort set al slags vejr. Det gjorde arbejdskollegerne ikke. Når jeg mødte på arbejde mandag morgen, hørte jeg dem ofte tale om, hvor surt, vådt, trist og gråt vejret havde været. For mig var virkeligheden den, at jeg havde gået ude hele weekenden og nydt vejret. Herregud, der havde været nogle byger, men hvad gør det, når man er klædt på til det og er ejer af en paraply. For øvrigt gør lidt vand naturoplevelsen endnu større med de mange dufte og friske farver - til forskel fra en stegende hed og tør sommerdag.
     Fakta er, at gennem mit golfspil gik det op for mig, hvor misvisende folks tale om vejret er, og at vejret blot bruges som undskyldning til at være lidt trist. Selvfølgelig har jeg da oplevet silende regnvejrsdage, der umuliggjorde golfspillet, men de er uendelig få. For næsten alle regnvejrsdage i Danmark består af sol og dejlig friskt vejr afbrudt af få korte byger. ....

 For resten ...                                                                          
Gang på gang kan man om aftenen miste modet over
metrologernes beklagende, hændervridende
og undskyldende vejrudsigter
for så næste dag at opleve
et dejligt, solrigt vejr!

Fra afsnittet Selvopfyldende profetier:
    
Ofte bygger vi vores betragtninger op, så de bliver selvopfyldende, og derved bekræfter os i livsløgnene. Her tænker jeg igen på min tid som golfspiller, hvor jeg har prøvet at hjælpe nye spillere til rette ved at demonstrere for dem, hvordan de forskellige slag skulle udføres. Her var reaktionerne ofte:
 
· Det ka’ jeg ikke!
 
· Det finder jeg aldrig ud af!
     At der var tale om ubevidste betragtninger, er jeg ikke i tvivl om, for når jeg spurgte de pågældende, om de ikke ville lægge disse negative betragtninger til side, blev jeg mødt med lange udenomsforklaringer, hvor man nærmest nægtede at have sagt ordene - endsige at have tænkt dem.
     Det fortæller noget om, at det kræver mod at være åben og springe ud i det for at lære nyt. ....


For resten ...                                                                
Udviklingen kan man ikke styre, siger man,
og cementerer dermed yderligere den gamle,
fordummende, selvopfyldende profeti!

Fra afsnittet Selvkritik:
Mennesker, der har tillagt sig den vane løbende at evaluere deres liv og færden på en afbalanceret måde, har optimale muligheder for at nå deres livsmål. At kunne klappe sig selv på skulderen når noget er gået godt, stiver selvtilliden af, og at kunne erkende når noget er gået skidt, giver selverkendelse. Det er egenskaber, der er vigtige og som giver kræfter, overskud og mod til at komme videre med det, man finder vigtigt.
    Desværre er det mere undtagelsen end reglen, at vi har det sådan, fordi mange af os i alt for overvejende grad bruger selvkritik til at slå os selv oven i hovedet med. Det kræver en nærmere forklaring:

Jeg ved godt, jeg snakker meget om min tid som golfspiller. Men golf er altså særdeles velegnet til at redegøre for negativ selvkritik:
    I golf er det god etikette aldrig at blande sig i hinandens spil. Eneste undtagelse er, når en spiller laver et godt slag, så giver man en anerkendende ros. Det fungerer fint, det er de fleste mennesker gode til, og det er rart at blive anerkendt.
    Spillet på greenen - det fine græs med hullet - foregår som standard ved, at man bruger to put. Nogle gange bruger man flere, andre gange færre.
    Holger ligger 10 meter fra hullet og skal til at bruge sit første put. Holger rammer bolden godt, retningen og farten er rigtig, og bolden smyger sig lige rundt om hullet og bliver liggende på kanten. Altså et virkeligt flot put, en sikker toer, der var lige ved at være en etter. Sådan opfatter Holger det ikke. Først fem sekunder senere end alle andre erkender Holger - blodrød i hovedet, at bolden bliver liggende:
    - Tyveri! Den var ’i hele vejen', siger han dramatisk og slår appellerede ud med hænderne.
    Herefter følger en hel masse grimme ord, jeg ikke skal gengive her, men de handler om, hvor uheldig Holger altid er.

Ovennævnte handler om vores specielle forhold til kritik. Om neutrale ting kan vi nemt være objektive og give en afbalanceret kritik, og medspillere som vi kun har et perifert kendskab til, kan vi også nemt give anerkendende ros. Men så begynder det at knibe. For mennesker vi har tættere på - familien, ægtefællen for ikke at tale om vores børn og da især ikke os selv - der har mange af os det svært med kritik. Utroligt mange har svært ved at rose sig selv og deres nærmeste. Til gengæld er de gode til at vende situationen om, og bruge kritik til at slå sig selv oven i hovedet med.
   
I Holgers tilfælde var det et superflot put, som han burde rose sig selv for, mens han glad og fro gik hen og vippede bolden ned i hullet. I stedet fik han oparbejdet en masse bitterhed, som han tager med sig over, når han umiddelbart efter skal drive ud på det næste hul.
    Et drive er et svært slag, der kræver, at man er koncentreret og i fuldstændig balance. Det er ikke svært at forestille sig, hvordan det går for Holger. ....


For resten ...                                          

Tank selv!
Fyld dig med selvtillid
uden at tappe fra andre.
Fyld kun til stregen,

ellers skvulper det over.

Tilbage til Tænkte tanker

Til toppen