Det optimale boldtræf opnås ved at putterens slagflade føres frem vinkelret på sigtelinjen, og med både boldens og putterens tyngdepunkter liggende på denne (Fig. 1). Herved overføres den maksimale energi fra putteren til bolden i den ønskede retning.

Hvis man i stedet kommer til at føre putteren frem ad en parallelforskudt sigtelinje som i Fig. 2, opstår der en kraft, der får putteren til at rotere med uret samtidig med, at den bliver skubbet mod venstre (Fig. 3). Bolden får derved retning til højre for sigtelinjen, og også den kommer til at rotere med uret, hvilket forøger den skæve retning. Disse skævheder optager energi, og bolden ruller ikke nær så langt som i Fig. 1.

Putterens rotationstræghed
Det er ikke kun putterens vægt, der har betydning for hvor meget eller lidt, den roterer ved et parallelforskudt put. Hvis putterhovedet er bredt med vægten placeret langt ud til siderne (Fig. 4), har det også stor betydning. Rigtigheden af dette er igen nemmest at indse ved at overdrive. Hvis man først forestiller sig Fig. 4 som et meget smalt puttehoved, og dernæst som et flere meter bredt, er det indlysende, at det brede med stor masseafstand har langt større rotationstræghed end det smalle.  

Putterskaft
Et put udføres ved at skubbe skaftet og dermed putteren fremad med stadig stigende hastighed helt frem til bolden og ’igennem’ denne. På næsten alle puttere er skaftet fastgjort på siden af putterhovedet (Fig. 5). Det medfører en skævhed ved boldtræf, som man er nødt til at kompensere for, ved at parallelforskyde putterens sigtelinje til den modsatte side. Dette giver indlysende nok stor usikkerhed, især fordi de skæve kræfter ændrer sig afhængig af, hvor kraftigt puttet er.

Værtens bedste putter
Den endelige putterudgave kommer så til at se således ud (Fig. 7):

For yderligere at stabilisere putteren har jeg rykket slagfladen bagud, så bolden og putterhovedets tyngdepunkter bliver sammenfaldende. Dvs. det gør de kun i lodret forstand. På snittegningen kan man se, at de høje vægtklodser har et tyngdepunkt, der ligger højere end boldens. Det betyder, at bolden ikke bliver flyvende, men begynder at rulle med det samme, den har forladt slagfladen.

Skaftets fastgørelse til putterhovedet har jeg bibeholdt så langt fremme som muligt. Det betyder, at putterhovedet bliver trukket - og ikke skubbet – igennem putterbevægelsen. Det medfører, at putteren bliver selvoprettende, hvis man ryster lidt på hænderne og kommer til at rotere putteren. Man skal nok lige vænne sig til at skaftet sidder i puttelinjen. Til gengæld giver det mulighed for at lave nogle effektive sigtemærker både før og bag bolden på putterhovedet.

På snittegningen (Fig. 7) kan man se, at slagfladen er hævet lidt i forhold til underlaget, og at putterens vægtklodser er slædeformede, så de kan glide hen over underlaget. Alt sammen for at minimere ulykkerne, hvis man ’taber’ putteren.

Slagfladen
I erkendelse af at putteren ikke kan være tung som en ambolt og flere meter bred, vil der kunne komme de i Fig. 3 viste skævheder, hvis puttet bliver parallelforskudt. For at rydde dem af vejen, har jeg lavet slagfladen af elastisk gummi. Igen i overdrevet format viser Fig. 8 og 9, hvordan bolden bliver presset og rullet ned i bunden af den buede slagflade. Herved bliver bolden og putterhovedets sigtelinjer igen sammenfaldende, og der opstår ingen skævheder. Puttet bliver optimalt som i Fig. 1, blot med en sigtelinje, der er parallelforskudt nogle få millimeter.

For resten ...                                                                            
På en go’ dag
er golfhullerne store
som møllehjul!