Time efter time
dag ud og dag ind
viste den vejen,
tiden og stedet.

I trængsel og alarm
blev den studeret og beundret.
Klemt i ivrig pigehånd,
foldet ud og foldet sammen.

Kun om søndagen
i skoletaskelommens roderi
var den fri
for hiveri.
Her fik den energi
til næste uges slideri.

Senere blev den erstattet,
henlagt og glemt.
Uden tak

fra hverken verden eller værtinden
for al den tid
den lod sig føje, bøje og nøje.

Nu er den fundet frem igen.
Til værdighed
er den scannet og sat op.
Men tiden er en anden
og verden ligeså.

Dog atter den studeres og beundres
i stilhed
bag brilleglas
af grånende mænd og kvinder.

De kan hverken scannes, sættes op
eller andet.
Nu må de la’ sig nøje
med minderne
i timeplanens skær.