Grethe Madsen og Kaj Bruun Nielsen

Leif Bruun, Tlf. 31 64 49 00
Storegårdsvej 48, 7100 Vejle
leifbr@leifbr.dk
www.leifbr.dk

Note 85 til Familiestamtræ

Grethe Madsen (note 37) og
Kaj Bruun Nielsen (note 81) (A10.2,gen.4) 1941-1974

Samt deres deraf følgende 4 børn:
Lissie Bruun Nielsen 1942-2017
Leif Bruun, født 1947
Jørgen Bruun Nielsen, født 1951
Annie Bruun Nielsen, født 1953

Note 85: Grethe Madsen og Kaj Bruun Nielsen i Esbjerg
Grethe og Kaj blev gift den 21. december 1941 og boede følgende steder, frem til 1975, hvor de blev skilt:
1942-1943: Spangsberggade 9
1944-1950: Strandbygade 23 kælderen
1951-1952: Strandbygade 23 1. sal
1952-1956: Storegade 66 1. sal
1957-1966: Jagtvej 21 eget hus
1967-1975: Storegade 69 stuen

Grethe, Lissie og Kaj i 1944

Som det var almindeligt dengang, var Grethe hjemmegående i alle årene frem til 1960. Herefter måtte hun ud på arbejdsmarkedet for i første omgang at supplere familiens indtægt og ret hurtigt derefter at sørge for, der overhovedet var nogen indtægt. Kaj og Grethes arbejdsliv forløb således:
1942-1949: Kaj arbejdede som mekanikersvend hos Esbjergs førende autofirmaer K. S. Kristensen (Ford), og N. Chr. Frikke (Opel) og opnåede at blive både skuemester og tillidsmand.
1949-1952: Kaj bliver selvstændig mekaniker. Sammen med en kollega overtager de autoværkstedet og tankstationen i Skolegade overfor Paladshotellet. Men der er noget med nogle myndighedskrav til bygningerne, de ikke kan opfylde, og så går det hele i vasken.
1950-1953: Kaj starter 'Udlejning af biler - uden fører' som den første i Esbjerg. Han har en ældre førkrigsmodel og anskaffer en ny Hillman. Men det bliver aldrig nogen succes. Fiskerne er for hårde ved bilerne, og der starter andre op, han skal konkurrere med.
1952-1959: Kaj får forhandlingen af Shell flaskegasdepot i Esbjerg og opland. Det var før elforsyningen var landsdækkende, så kundekredsen lå hovedsaglig i de ydre landdistrikter. Efterhånden som elforsyningen blev udbredt, blev flaskegas en dårligere og dårligere forretning. Også selv om han supplerede indtægterne med salg af komfurer, ovne og andet køkkenudstyr.
1960-1983: Grethe bliver akkordarbejdende tarmsorterer hos Schaub & Co. Fra cirka 1973 slipper hun dog for akkordarbejdet og bliver kontrollant.
1960-1962: 'Skousen - moderne hushjælp' var allerede dengang en voksende forretningskæde. Her får Kaj job som omrejsende sælger.
1963-1965: Kaj bliver hyrevognschauffør. Først hos Taxa, senere hos Ringbilen.
1965-1967: Kaj køber Trianglens Lillebilforretning og omdøber det til Tria Bilen med 2 nye Wauxhall Velux biler og en gammel Simca alt sammen radiostyret fra eget domicil i Trianglen. Det blev der nu ikke nogen forretning ud af, tværtimod kostede det så meget, at Kaj kom til at skylde Gud og hvermand penge, som Grethe sagde det.

Grethe fortæller om sin mand: Kaj var i perioder livet igennem plaget af psykiske uligevægtigheder. I sine unge år forsøgte han at begå selvmord, bl.a. ved at skære sig i halsen, og senere hen var han flere gange indlagt på psykiatriske afdelinger.

Lissie fortæller om sin far: I 1945 da vi boede i Strandbygade i Esbjerg havde far værksted i verandaen i baggården, hvor han reparerede cykler og motorcykler for folk. Jeg kan huske han lagde mursten i affaldsolie og brugte dem til opvarmning i kakkelovnen i stuen efter at olien var trukket op i murstenene.

Veninde, Grethe, Kaj, pige og Lissie i sommerhus i 1946

Grethe, Leif og Lissie på Sædding Strand i 1949

Sønnen Leif fortæller: I 1944 kom det næste barn til verden. En pige, men hun var død fødslen.
    Hermed har jeg i ovenstående udtømt min viden om mine forældre i årene 1941-1945. Når man kigger i Familiealbummet for samme periode, findes der næsten ingen billeder, hvorimod i perioderne før og efter er der masser af billeder. Selv ikke deres bryllup i 1941 er der hverken billeder eller papirer fra.
    Min mor havde en fantastisk hukommelse, og har været hovedleverandør af data til dette værk, men hun ville ikke udtale sig yderligere om 'de forbandede år', som hun sagde. Og det var ikke kun Besættelsen (1940-1945) hun tænkte på, så der har også været udkæmpet kampe i det lille hjem. Det har jeg også indikationer fra andre kilder på.
    Min mor var 18 år og min far 22 år, da de blev gift i 1941. 5 måneder senere blev min storesøster Lissie født. Det er ikke svært at forestille sig, at det har været et par umodne mennesker, der i krigsårene har haft det svært ved at få et familieliv til at fungere. Jeg selv er født i 1947, og fra min tidlige barndom husker jeg, at de i hvert fald i mange og lange perioder havde det svært med hinanden.
    Efterfølgende nogle genkaldelser fra min tidlige barndom:

De fine sko
At far skulle have de fine sko på, hver gang han blev uvenner med mor, havde jeg ingen forståelse for, men det ligger dybt i mig, at sådan var det bare. Mønsteret har gentaget sig med jævne mellemrum gennem hele min barndom, så logikken er klar nok:
    Familien er samlet. En eller anden banal hændelse udløser min fars irritation. Vi holder alle vejret af frygt for: Sker det nu igen?
    Hvis det skete, så fortsatte min far med at skælde ud på min mor:
- Du er fandeme heller ikke til at holde ud. Nu går jeg.
    Så er det, han skal have de fine sko på. Men han går ikke lige med det samme. Først skal han vaskes og klædes om. Da de fine sko larmer meget mere, end dem han plejer at bruge, dominerer han hele lejligheden ved ustandseligt at gå frem og tilbage med små, hurtige, vrede skridt, smækkende med døre, skuffer og skabe. Mere og mere højlydt skælder han ud på alt og alle - men mest min mor. Hun siger ikke ret meget, men synker bare mere og mere modløst sammen.
    Endelig. Efter det sidste vredesudbrud bliver yderdøren smækket eftertrykkeligt i, og der bliver stille i huset.
    Jeg kigger forsigtigt op på mor og kan se, hun sidder og græder.
    På et eller andet tidspunkt midt om natten, bliver freden igen brudt. Far er kommet hjem, men nu er det mest mor, der skælder ud. Jeg synes, det er dumt af hende, det ville været meget bedre at vente til næste dag, hvor han har det dårligt. Lige nu er han nærmest ligeglad. Til sidst går mor ind i stuen og sover. Så bliver der ro igen.
    Næste dag bliver far liggende længe i sengen. Han lugter ubehageligt af spiritus. Men det allerværste er alligevel den larmende tavshed, der breder sig i huset de efterfølgende dage.

Således har Kajs søster Elly skrevet i
Grethes poesibog i 1951

Se billederne fra datteren Annies barnedåb i 1951!

Hele familien i 1955

Søndag eftermiddagsfred
Far ligger på sofaen med en avis over hovedet. Han snorker.

Mor sidder i lænestolen ved vinduet med stoppeægget inde i en strømpe. I skødet har hun en skotøjsæske med stoppegarn og stoppenåle. Hun stopper strømper.

Hyp, lille Lotte, synger de i radioen. Der er Giro 413.

Jeg sidder for mig selv på gulvet. Jeg leger.

Sådan er det bare.

Se billederne fra familieferien på Smøgen i 1955!

Gastur
Far er blevet depotbestyrer for Shell-flaskegas, og det bedste i hele verden er, når jeg må komme med på gastur, men jeg kan jo ikke bare spørge. Så om morgenen når han begynder at gøre klar, placerer jeg mig hele tiden, så han ikke kan undgå at se mig - i håb om, at han vil spørge, om jeg vil med.
    Han tager lang tid om at gøre sig klar. Så ordner han noget ved skrivebordet. Så henter han noget i soveværelset. Så taler han i telefon. Og så snakker han med mor i køkkenet. Hele tiden følger jeg efter ham med mit spinkle håb.
    Først da jeg står foran en smækket yderdør, opgiver jeg håbet, og hele min verden styrter sammen.
    Helt anderledes var de dage, hvor han sagde:
- Vil du med!
    Så blev jeg glad. Men det måtte jeg jo ikke vise, så gjaldt det om at skjule begejstringen og sige:
- Det vil jeg da godt.
    Andre gange tog han mig kun med, fordi mor i forvejen havde skældt ud og sagt, han skulle. Så virkede han irriteret og afvisende.
    Det er livet, når jeg sidder ved siden af min far i lastbilen og vi drøner ud ad landevejen. Imellem os er den hoppende og skrattende gearstang. Når jeg holder ved den, kan jeg fjerne noget af støjen. Det hænder, at han giver mig lov til at skifte gear. Det er selvfølgelig ikke noget, jeg spørger om. Jeg sidder bare klar med hånden på knoppen. For det meste skubber han bare min hånd væk og gør det selv.
    Når far er inde ved kunderne, venter jeg troligt ude i bilen. Mange gange når det at blive koldt, inden han kommer tilbage. Det sker også, at jeg kommer med ind. Det kan være spændende, men også ubehageligt når opmærksomheden bliver rettet for meget imod mig.

Sygdom
Vi står i garagen nedenunder, hvor far er begyndt med udlejning af biler - uden fører. Far taler til en mand og appellerer om medfølelse, fordi et stort udlejningsfirma lige er startet og er ved at ødelægge hans forretning. Det går ham så meget på, at han bliver syg. Til sidst er det så slemt, at han bliver indlagt på sygehuset og er væk i længere tid.
Da han kommer hjem igen, er han sløv og neddæmpet. Men det er alligevel en god periode, for han og mor bliver ikke uvenner og skændes næsten ikke. De taler meget om, hvor onde andre mennesker er.

Kaj med Hillman udlejningsbilen, Opel Blitz gasbilen
og værkstedet i Storegade 66 i baggrunden i 1955

Mors vise ord
Af skade bliver man klog, men sjældent rig.
Børn er en Guds gave, men en Fandens plage.
De kloge narrer de mindre kloge.
De rige har mange glæder, de fattige mange børn.
Dem, der leger med ilden, tisser i sengen.
Dem, der lyver, får en sort streg i panden.
Dem, der ikke vil høre, må føle.
Den, der gemmer til natten, gemmer til katten.
Den, som fisen først erfarer, det er fisens egen far.
Der er altid ballade, når familien skal i byen.
Der er ikke noget, der er så skidt, at det ikke er godt for noget.
Der er også bund i fattigfolk.
Der flyder ikke bjerge sammen af ingenting.
Det er af børn og fulde folk, man skal høre sandheden.
Det er den legemsdel, der sidder højest, når man plukker jordbær.
Det går den vej, hønsene skraber.
Det kom som skidt fra en spædekalv.
Din vilje sidder i min lomme.
Du ved, der er noget, der hedder snerp, men du ved ikke, hvor det snerper hen.
En lille og vågen, er bedre end en stor og doven.
En rask dreng græder ikke.
- er fræk som en slagterhund.
- er ikke tabt bag af en vogn.
- er klog nok til at undvære det halve af hovedet.
- er ved at gå helt ud af sit gode skind.
Først pligterne, siden fornøjelserne.
Har man sagt A, må man også sige B.
Heldet følger en vis slags mennesker.
Hvad der kommer let, går let.
Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene.
Hvad man ikke ved, har man ikke ondt af.
Hvis næsen klør, får man næsvise gæster.
Jeg er så tørstig, at jeg kan patte en død vandrotte.
Jo mere man pærer i en lort, des mere lugter den.
- kan spørge om mere, end 10 tossede kan svare på.
Kan du ikke lide lugten i bageriet, må du finde et andet.
Kan man ikke få den, man elsker, må man elske den, man får.
Kan vi så få kammertonen.
Kært barn har mange navne.
- ligner en, der er faldet ned fra månen.
- ligner ham/hende op og ned af dage.
- ligner, som snydt ud af næsen på ham/hende.
Livet er ikke lutter lagkage.
- løber med halv vind.
- maler Fanden på væggen.
Man får løn som forskyldt.
Man kan altid være sit arbejdstøj bekendt.
Man kan ikke få i både pose og sæk.
Man kan ikke klippe håret af en skaldet.
Man må hyle med de ulve, man er i blandt.
Man skal fløjte, når man renser jordbær.
Man skal ikke give bagerbørn brød.
Man skal ikke skræve længere, end bukserne kan klare.
Man skal kravle, før man kan gå.
Man skal sno sig, sagde ålen.
Man skal spise op, ellers bliver man aldrig stor.
Nu bliver der lagt i kakkelovnen til dig.
Nu kan du godt skrive efter din søsters løn.
Nu skal vi til at spænde livremmen ind.
Når bare man har et godt helbred og sit gode humør, skal man ikke klage.
Når det regner på præsten, drypper det på degnen.
Hår enden er god, er alting godt.
Når kryppen er tom, bides hestene
Når man giver Fanden en lillefinger, tager han hele hånden.
Pengene falder ikke ned fra himlen.
- plukke en høne med dig.
Sandheden er altid ilde hørt.
Skal I slås herinde, må I gå udenfor.
Slæbe-pålæg.
- spise resterne fra de riges bord.
- stod ikke bagerst i rækken, da der blev delt næser ud.
- står med håret i postkassen.
- står op, før Fanden får sko på.
- så lidt som der kan være i en hul tand.
Så kan du godt få de lange ben foran.
Så, nu er der en rotte i fælden.
Sådan går det, når de fattige kommer til penge og magt.
Sådan går det, når man vil spise jordbær med de store.
Ti stille, når de voksne taler.
Tiderne er ikke, hvad de har været.
- tror den hellige grav, er vel forvaret.
Træerne vokser ikke ind i himlen.
Tyv tror, hver mand stjæler.
Uden mad og drikke dur helten ikke.
Uheld i spil giver held i kærlighed.
Ukrudt forgår ikke så let.
Undskyld, jeg er ikke normal, de dage jeg ikke drikker.
Utak er verdens løn.
Vi er fattige som kirkerotter.
Vor Herre på lokum.
Æblet falder ikke langt fra stammen

Grethe holder fødselsdag

Se billederne fra datteren Lissies konfirmation i 1956!

Grethe er på stranden med nabofruerne

Grethe går til gymnastik

Grethe er til fest

Grethe er blevet træt

De efterfølgende tekster er fra sønnen Leifs bog Så vidt jeg husker:

Alt er lyserødt! Vi har købt en grund på Jagtvej 21 og skal til at bygge hus. Vi er alle sammen hjemme hos arkitekten og får kaffe. Han er vældig flink.
    - Hvor er du go’ til at løbe, siger mor, mens hun cykler ved siden af mig. Vi er på vej hjem fra byggepladsen.
    Nu er huset ved at være færdigbygget. Far skændes med nogen på byggepladsen, og de bliver uvenner. Der er en revne i væggen inde i stuen, den er far og murermester Boisen højlydt uenige om.
    I 1956 gik fars forretning med flaskegas så godt, at vi med statsgaranterede banklån i ryggen kunne bygge vores eget hus på Jagtvej 21.
    Det er så her, jeg har haft min ungdom. Og med hensyn til min far har jeg nogle dejlige minder fra de første år, hvor han havde overskud til at vise sig fra den sociale side. Vi spillede spil sammen og lavede forskellige andre ting. Han inviterede naboerne på en øl i haven, eller en kop kaffe i stuen. Og pludselig havde han arrangeret, at naboerne – unge som ældre – hoppede ind i gasbilen, og vi kørte en tur til stranden.

- Hvem går ud og laver kaffe? spørger mor, - jeg har knoklet hele dagen.
    Far har igen været syg i en periode, så mor er nødt til også at tjene penge og er begyndt at arbejde som tarmsorterer hos Schaub & Co.
    Det blev alligevel hende, der lavede aftenkaffen. Sådan var det bare! Selv om mor havde flere timers udearbejde end min far, var det stadig hende, der ordnede alt i hjemmet. De få gange, jeg husker, min far lavede noget husligt, blev der altid gjort et stort nummer ud af det og som regel med det resultat, at mor alligevel måtte gøre det færdigt.
    Hun lagde heller ikke skjul på, at hun ofrede sig. Og rent faktisk var det svært, at komme til at hjælpe hende med noget som helst, for hun fik det altid drejet, så det alligevel var hende, der kom til at gøre det.
    I dag kan jeg godt se, at det drejede sig mere om, at vi skulle hjælpe hinanden, end at vi skulle hjælpe mor; men sådan var det ikke dengang.

For at aflaste mor havde vi i en periode rengøringskone, som kom hver onsdag og ordnede hele huset. Resultatet blev, at mor hver tirsdag knoklede til langt ud på aftenen med at gøre rent. For som hun sagde:
- Hun skal ikke se, hvor beskidt vi har det.
Heldigvis kunne hun også selv se det sjove i det, selv om hun i dag siger, at hun kun ryddede op.

Datteren Lissie fortæller: Da vi boede på Jagtvej, var der af og til liv og glade dage, når naboerne mødtes til fest: - Meeen jeg er nu ikke helt klar over om det lige præcis var denne aften, hvor mor og far gik pænt i byen i deres stiveste puds kl. 18,00 og da kl. var 20,00 samme aften røg yderdøren op og mor kom hjem igen, - resten af aftenen foregik i fast rutefart mellem hendes seng og badeværelset - der var blevet serveret 80 % østrisk rom, som mor mente smagte fortrinligt.

Sønnen Leif fortsætter: For jeg ved ikke hvilken gang, bliver jeg vækket midt om natten, fordi mor og far skændes voldsomt. Det værste er, at det snart er jul. Tænk, hvis de ikke når at blive gode venner inden. Så er julen ødelagt. Jeg kan slet ikke forstå, hvad det er, de er uenige om. Det lyder mere som om, de gensidigt er bange for hinanden. Med deres grove beskyldninger og afvisninger holder de hinanden fra livet.
    Far køber hyrevognsforretningen Tria Bilen. Det er fra først til sidst en dødssyg forretning, der ikke bliver bedre af, at han straks går i krig med Taxa og Ringbilen, og at han kun kan få fat i byens mest fordrukne chauffører.
    Jeg passer centralen både aften, nat, weekend og højtider, ligger på græsplænen derhjemme og reparerer biler, og låner ham alle mine sparepenge:
- Bare hold regnskab med hvor meget jeg skylder dig, siger han.
    Vi har aftalt en god timeløn, men jeg ser aldrig nogensinde så meget som en krone.
    Han er ved at overtale min arbejdskammerat Mogens til at blive kompagnon, men har er heldigvis fornuftig nok til at sige nej.
    Først lang tid senere bliver jeg selv lige så klog og trækker mig ud af det. På det tidspunkt skylder far Gud og hver mand penge og sidder selv på værtshus det meste af tiden. Til sidst er det så galt, at vi må flytte fra vores hus.

Det slår efterhånden helt klik for far. Hele lejligheden flyder med taxasamtaleanlæg og radiorør. Mor og vi andre skal hele tiden prøve at kalde ham:
- Kalder vogn 10. Kalder vogn 10.
    Han har kun én bil - en gammel Peugeot, men vi skal kalde den vogn 10. Det nærmeste vi kommer et svar, er en skratten i højtaleren.
    Det bliver værre og værre med ham, han sover ikke og ligner et lig i ansigtet. Han taler hele tiden og skælder ud på alle folk, selvom han næsten ingen stemme har tilbage. De fine sko med de hurtige, hårde skridt, er hele tiden i aktivitet - samtidig med, han skælder og smælder på alt og alle: Mor, Taxa, Ringbilen, forskellige chauffører, bankfolk og sagførere. Alle er de imod ham! Han er egentlig flyttet hjemmefra, men kommer alligevel på alle tidspunkter af døgnet og tyranniserer hjemmet.
    En dag jeg kommer hjem, er der helt nye lædermøbler og et kæmpe skrivebord i stuen. Få dage efter har møbelhandleren hentet det hele igen, og stuen er tom.
    Jeg oplever det som en befrielse, at han bliver indlagt på hospitalet.

Efter endnu nogle sindsoprivende og uværdige opgør er det 43 års lange ægteskab endegyldigt slut i 1974, og far flytter fra lejligheden. For far er det endnu et ubærligt nederlag, hvorimod for mor - og for den sags skyld også alle os andre - er det en længe venter og glædelig start på noget nyt:

Se billederne fra campingferien
i Sønderjylland i 1962!

Kaj Bruun in action

Gasbilen pakket med naboer - klar til strandtur

Se billederne fra familien Bruun Nielsen træf i 1964!

Totte, Grethe, Trille og Kaj i haven på Jagtvej

Se billederne fra sønnen Jørgens konfirmation i 1966!

Se billederne fra datteren Lissies bryllup
med Poul i 1966!

Se billederne fra familieferien på Fanø i 1968!

Se billederne fra Grethes 50 års fødselsdag i 1973!

Note 87: 1975-2005: Grethe Madsen og Jens Christian Slot Andreassen

Sønnen Leif fortæller: Efter den dramatiske skilsmisse i 1974 levede far en omtumlet tilværelse, hvor han boede rundt om forskellige steder i Esbjerg. Han prøvede stadigvæk med taxikørsel, havde et par kærester, men der var ikke noget af det, der bliv til noget.
Pludselig en dag - af en eller anden grund - var han flyttet til Hemmet. En gudsforladt landsby, der ligger syd for Ringkøbing Fjord. Her levede han sine sidste år i apatisk sindstilstand stort set isoleret fra omverdenen.
Den 30. august 1985 finder posten ham liggende død på sofaen.

Kaj blev 65 år.

Således beskriver Kaj selv sin livshistorie:

Kaj holder jul med sønnen Leif og hans familie:
Lis, Ann og Thomas

Til toppen