| |
Forside
Opråb
1. artikel
Mange bliver
traumatiseret allerede ved fødslen
2. artikel
Befolkningens
psykiske tilstand
3. artikel
Det offentliges
behandling
af psykisk uligevægtige
4. artikel
Hvordan opstår
traumer,
og hvad gør de ved os
5. artikel
Hvordan forløser
man
traumer
6. artikel
Det hæmmede sind
Det frie sind
|
1. artikel
Mange bliver traumatiseret allerede ved
fødslen
Man kan med god ret undre sig over, at så
forfærdelig mange mennesker lider af traumatiske uligevægtigheder. For
så mange mennesker er der trods alt ikke, der har været udsat for
dramatiske hændelser med voldsomme smerter til følge.
Det vil sige, det er der nu alligevel, for vores fødsel er for mange
langt mere traumatisk, end hvad man i almindelighed regner med. Alle der
har oplevet en fødsel, har stor forståelse for, at det er hårdt for
moderen. Men det er kun i meget lille udstrækning, jeg har hørt, at man
har tilsvarende forståelse for fosteret.
Det er almindelig kendt, at fødselsåbningen er mindre end barnets
hoved. At hovedet alligevel kommer igennem, forklarer man med, at
kraniet ikke er groet sammen endnu, og derfor kan klemmes sammen. Det er
da også en plausibel forklaring, men hvad med hele det tætsluttende net
af nervebaner, kraniet er pakket ind i. Hvordan forestiller man sig,
fosteret oplever dette, når disse hovednervebaner mases sammen og
springes i stumper og stykker?
Det er det første fosteret oplever i sin tilværelse. Efter at det i
9 måneder har ligget sorgløst og skvulpet rundt i moders liv, bliver det
pludselig med overvældende kræfter mast ned og ud igennem en alt for
lille åbning. Og ikke nok med det, for fødslen står mange gange på i
flere timer, så mishandlingen af fosterhovedet finder sted, hver gang
moderen med al magt presser på og maser hovedet frem og tilbage i
fødselsåbningen.
Under hele fødslen er fosteret overladt til sig selv, det kan
hverken bevæge sig eller beklage sin nød. Det kan da ikke undre nogen,
at det skriger højlydt umiddelbart efter fødslen. Og det må opfattes som
et rent sundhedstegn, hvis det fortsætter med at græde i de
efterfølgende mange måneder. For gråd er nu engang det mest forløsende,
vi mennesker kan frembringe.
Hvor ved jeg så alt dette fra? Det ved jeg, fordi jeg i en moden alder
har brugt masser af timer og år på at forløse indestængte følelser fra
min egen fødsel. Det har været som at køre en film baglæns i uendelig
langsom slowmotion. Følelse for følelse har jeg genkaldt mig, hvad det
var, jeg oplevede 1.
Dertil kommer, at jeg gennem mit årelange arbejde med andres
forløsning af indestængte følelser, har erfaret, at det er mere reglen
end undtagelsen, at de kommer tilbage til oplevelser fra deres fødsel
2.
Og det har altså ikke noget at gøre med, at man kan huske sin
fødsel, for det kan man ikke. Forløsning af indestængte følelser foregår
ved, at det er primærhændelsen, der styrer forløbet. Og man bliver kun
ført tilbage til fødslen, når den hændelse indeholder indestængte
følelser. Når disse er forløst, kan man ikke komme tilbage til fødslen
mere 3.
Selv om jeg har arbejdet med over 100 kursister, kan jeg ikke opstille
nogen egentlig statistik. Dertil er vi for forskellige. Men det er
slående, så mange der kommer tilbage og genoplever deres egen fødsel.
Nogen genoplever den detaljeret, som jeg selv. Andre erkender det mere
diffust. Og andre igen erkender det slet ikke, men hvor det kun er mig,
der er overbevist om, at det er deres fødsel, de er tilbage ved.
For når kursister under forløsningen af indestængte følelser
begynder at tale, om at de ser sorte segmenter flyder rundt på en lilla
baggrund, at de føler sig fastklemt i en sort tunnel med hvidt lys for
enden, og samtidig med har smerter i hovedet, nakken, skuldrene og eller
armene, er jeg ikke i tvivl om, at det er deres fødsel, det drejer sig
om.
Hvis ikke man har
erfaring med forløsning af indestængte følelser, er det sikkert
umiddelbart logisk, at kursisterne genkalder deres fødsel, når det nu
drejer sig om, at komme længere og længere tilbage på tidssporet. For vi
ved jo alle, at fødslen er det første, vi oplever som selvstændige
individer. Men sådan foregår det altså ikke. For under processen, er det
udelukkende de indestængte følelser, der afgør hvilke hændelser, man
kommer tilbage til. Og man kommer kun tilbage til hændelser, hvor man
har uforløste følelser liggende.
1) Forløbet af min egen fødsel er
detaljeret beskrevet i min bog
– at leve livet levende
2)
Hermed kan man så ikke udlede, at dem der ikke kommer tilbage til
fødslen, ikke bliver traumatiseret der, for det kan lige så vel være
fordi, de stoppede udviklingsforløbet, inden de nåede så langt!
3) Forløsning af indestængte følelser
bliver forklaret i 5. artikel
For resten ...
Mennesker født ved kejsersnit,
er mindre traumatiseret end andre,
må nødvendigvis være konklusionen!
Til
toppen
Til
næste artikel
|
|
