Det offentliges behandling af psykisk uligevægtige

Forskere inden for sindets kringlede kroge har i de sidste århundreder lavet groteske forsøg med mennesker og dyr. Resultaterne af disse forsøg bruges til at analysere, diagnosticere og medicinere mennesker med psykiske lidelser.
    Så Peter Jensen, der gik til lægen, fordi han følte sig lidt trist, har nu virkelig grund til at føle sig - ikke bare trist - men virkelig deprimeret. For det har han skriftligt fået besked med hjem om, at han er. Det virker som et stempel i panden, Psykisk syg står der, så alle kan se det. Og sammen med medicinens mærkelige bivirkninger kan Peter Jensen selv mærke, at der virkelig er noget galt med ham.
    Konen var den første, der reagerede og gik sine egne veje. Hun gad ikke en mand mere, der bare gik og hang med næbbet. På arbejdet skrantede det efterhånden også gevaldigt, så Peter Jensen blev fyret. Jobcentret tog straks over. Det betød, at Peter Jensen skulle til at lære en hel ny verden at kende med iltre ord og talemåder, som han slet ikke forstod. Han blev igen og igen indkaldt til møder, samtaler og kursuslignende forløb, der ikke sagde ham noget, og som han helst havde været foruden. Det er frivilligt om du vil deltage, fik han at vide. Men det får selvfølgelig konsekvenser for dine dagpenge. Det var da trods alt klar tale, så meget forstod han da. Han forstod også, at det gjaldt om at finde et arbejde hurtigst muligt, men det havde han slet ikke overskud til at gøre noget seriøst ved.
    Tiden gik, og nu fik Peter Jensen at vide, at han nærmede sig grænsen, så han ville blive smidt ud af dagpengesystemet, og så var der kun bistandshjælpen tilbage. Så kunne han få lov til at gå rundt på gader og stræder og samle papir, hundelorte og andre uhumskheder op. Hermed gik det endegyldigt op for ham hvilken gevaldig rutchetur han også socialt havde taget ned til samfundets laveste niveau.
    Men det er i nøden, man skal kende sine venner. Og Peter Jensen havde efterhånden fået en masse ’kollegaer’, som stod i eller havde stået i samme situation. Så han blev nu belært om, at han skulle indlede sit livs kamp. Han skulle bestorme alle landets sociale væsener på én gang: Læger, psykologer, hospitaler, sagsbehandlere m.m., alle skulle de have at vide, hvor syg han var, og hvor forfærdelig han havde det. Han skulle regne med, at han skulle igennem et utal af undersøgelser, spørgeskemaer, arbejdsprøvninger og Fanden og hans pumpestok. Men endemålet var, at han skulle opnå at få en diagnose, der berettigede ham til at komme på førtidspension.
    Når det mål var nået, kunne han lægge sig hjem på sofaen og bare slappe af. For Peter Jensen lød det som at blive lukket ind i Himmerige. Det gav ham kæmpekræfter i den nye kamp. Mange år senere var der en artikel med ham i den lokale avis.
- Jeg vandt over samfundet, hedder overskriften.
    På billedet kan man se Peter Jensen sammen med en række ringbind med sagernes akter. Men kigger man nærmere efter, så ligner han nu ikke en vinder.

Overdrivelse fremmer forståelsen, har jeg engang lært. Og jeg skal gerne indrømme, at ovenstående er en ensidig og firkantet fremstilling. Desværre tror jeg, den er nærmere virkeligheden end udenforstående fatter og indenforstående vil indrømme. Jeg tror også, at alle os der på tilsvarende vis har været fanget i systemet, vil få våde øjne af at læse ovenstående og udbryde:
- Det var sådan, vi oplevede det!

 Jamen, er det ikke forfærdeligt,
at hele det store og dyre netværk af sociale væsener
samfundet har oprettet til at beskytte de svageste,
af selvsamme bliver opfattet som fjenden selv?

Hvis vi nu vender tilbage til begyndelsen, hvor Peter Jensen gik til lægen, fordi han følte sig lidt trist og forestiller os, at nu har samfundet oprettet nogle centre for psykiske uligevægtige. Så er det i stedet her, Peter Jensen skal henvende sig. Centret består blot at nogle lyse, hyggelige rum, hvor 2 personer kan sidde overfor hinanden og snakke. Personalet har ikke nogen bestemt uddannelse, de er blot valgt ud fra, at de er venlige, imødekommende og socialt engagerede. De eneste værktøjer de har med, er, at de har lært at lytte aktivt og spørge ind til sagens kerne.
    Her sidder Peter Jensen nu og fortæller om sig selv. Sætter ord på det, der tynger ham. Og ord er så forløsende, så han får læsset godt og grundigt af. Over for ham sidder en person, som lytter og prøver på at forstå. Det sætter Peter Jensen op, og får ham til at forklare sig ekstra tydeligt. Det betyder, at der flere gange går der et lys op for ham, og at han bliver klogere på sig selv.
    Efter cirka en times tid er samtalen slut, og der bliver lavet en aftale om at mødes igen en uges tid senere. Men allerede på hjemvejen kan Peter Jensen mærke, at han er i betydelig bedre humør med energi og lyst til at komme videre med livet. Som dagene går, går det selvfølgelig lidt op og ned. Men efter nogle samtaler bliver det mere stabilt. Og på et tidspunkt meddeler Peter Jensen, at nu har han ikke tid til at komme mere, for der er så mange andre ting, han har travlt med. Det må vel siges at være den bedste tilbagemelding, man kan få fra en tidligere trist og træt person.
    Det skal ikke foranledige nogen til at tro, at Peter Jensen er blevet helbredt, for det er han ikke. Han må jo indeholde et eller andet psykisk belastende, siden han har det med at blive trist og træt uden grund. Så får han ikke gjort andet ved det, skal man nok regne med, at han hen ad vejen skal have flere samtaler. Men det er vel heller ikke det værste, der kan ske.

Faktisk ser jeg slet ingen grund til at oprette disse mærkelige centre. For de samtaler der skal til, kunne vi jo lige så godt have med hinanden. Det er i bund og grund det, vi har hinanden til. Det kræver såmænd blot, at vi alle uddanner os til centermedarbejdere!
    Det er jo en mærkelig skævhed, der er i dag. Fordi fysiske sygdomme taler vi om ned i mindste detalje til alle og enhver, der gider høre på det. Hvorimod psykiske uligevægtigheder der er vi helt ovre i den anden side af vejbanen, dem taler vi ikke om, hverken til andre eller os selv. Kunne vi ligesom mødes midt på vejen med forståelsen af, at det fysiske og psykiske langt hen ad vejen er en og samme sag. Det er en del af livet for alle mennesker, i større eller mindre grad selvfølgelig. Så kunne vi snakke langt mere afbalanceret om disse uligevægtigheder, faktisk ligesom vi taler om vejret:
- I dag regner det, men i weekenden var det dejligt vejr, og på et eller andet tidspunkt skinner solen igen.
    Så kunne vi undgå, at hver gang det regner, så tror vi, det er Syndfloden, der er på vej!

Nu er det selvfølgelig ikke alle med psykiske uligevægtigheder, der kan hjælpes videre i livet med medmenneskelig samtale. Men jeg er overbevist om, at en meget stor gruppe kan, og de kan så klare sig selv uden at belaste de sociale væsener, der dermed kan bruge kræfterne på dem, der virkelig har behov.