Hvordan
forløser man traumer
Når traumer og
dermed indestængte følelser er årsagen til menneskers uligevægtigheder,
må deres forløsning være den direkte vej til at fjerne problemernes
årsag. Det er den filosofi, jeg har arbejder ud fra de sidste 20 år.
Forløsning af følelser er en evne vi alle havde med fra livets
start, men når sindet bliver følelsesmæssigt overbelastet, gør det for
ondt, og vi holder op med at bruge den. Så når mennesker med traumatiske
uligevægtigheder kommer på kursus hos mig (Frit
Sind), er det den evne, jeg hjælper
dem med at genoptræne.
Traumeforløsning, kalder jeg den proces, jeg benytter mig af. Kort
fortalt, så udnytter jeg den kendsgerning, at de indestængte oplevelser
hænger sammen som perler på en snor op gennem tidssporet. Ved - så at
sige - at vende udviklingen på hovedet, begynder jeg i nutid. Jeg får
kursisten til at genkalde sig en hændelse med traumatiske
restimuleringer, der er sket inden for de sidste dage. Den hændelse får
jeg så vedkommende til at fortælle detaljeret om - og derved leve sig
ind i. Herved spænder kroppen op og forløser de tilhørende følelser.
Oftest er det blot en banal hændelse og hurtigt efter indtræder en
lettelsestilstand og en erkendelse af, hvad det var, der skete i
situationen.
Da de traumeskabende hændelser som sagt hænger sammen som perler på
en snor, dukker snart efter den næstfølgende hændelse op, og processen
gentages. På den måde arbejder man sig trin for trin ned ad tidssporet:
Kroppen spænder op, følelserne forløses, lettelsestilstand og erkendelse
af, hvad det var, der skete. Kursisten er på den måde i fuld gang med at
forløse traumer - og at lære sig selv at kende.
Det er ikke sådan, at man lige pludselig befinder sig midt i en
voldsom primærhændelse. Processen skal gentages mange gange, inden man
nærmer sig noget voldsomt. På den måde suger man energierne ud af
primærhændelsen fra mange indfaldsvinkler. Og først når kursisten er
klar til det, bliver vedkommende lukket ind.
Hele sikkerheden består i, at der er kursistens vilje, der er
drivkraften. Jeg sikrer mig altid, at det er kursisten, der kommer til
mig af egen fri vilje, og jeg presser aldrig på. En enkelt
traumeforløsning tager som regel en 1 time til 1½. Så er energien brugt
op, viljen forsvinder og processen går i stå. Så er der ikke andet at
gøre, end at runde af og få kursisten til at gå ud i livet og samle
kræfter til næste gang. Typisk 14 dage efter. Men igen, hvis kursisten
på det tidspunkt, er nede i et ’hul’, så udsætter vi det, og nøjes
eventuelt med en afklarende samtale.
Jeg har i årenes løb oplevet mange dramaer, men aldrig noget
dramatisk. Derimod må jeg erkende, at der jævnligt er kursister, der kun
kommer til mig en enkelt eller kun få gange. Det er simpelthen
mennesker, der ikke har overskuddet til at konfrontere sig selv. Dem er
det så med at få rundet af så pænt som muligt, så de opfatter nederlaget
så lidt som muligt. Jeg har helt ærligt ikke ressourcer til at hjælpe
dem yderligere.
Det er også her, at jeg som enkeltperson uden diplomer og
guldrandede papirer må erkende, jeg har mine største udfordringer. For
det gør det ekstra svært at overbevise folk om, at de skal bruge så
meget energi og tid på at komme videre. Igen og igen bliver jeg
overhalet indenom af mirakelmagere, der lover guld og grønne skove på
rekordtid.
Men heldigvis
har jeg gennem årene lært mange at kende, som har stået det igennem. Men
det er noget spøjst noget at arbejde med. I begyndelsen er folk meget
skeptiske over for mig. Når vi så kommer i gang, og de kan mærke, at det
rykker, bliver jeg sat op på en piedestal. Men jeg bliver hurtigt pillet
ned igen, for et psykisk udviklingsforløb veksler mellem to skridt frem
og et tilbage, og under tilbagegangen er det mig, der må stå på mål for
ulykkerne. Så kommer den dejlige givende periode, hvor vi indgår i et
godt samarbejde og kursisten haler den ene gevinst hjem efter den anden.
Slutfasen er sværest for mig. Det er, når kursisten finder ud af, at der
er så mange andre spændende ting i livet, det er sjovere at bruge tiden
på end at snakke med mig om mismod og dårligdomme. Det er her jeg lige
skal minde mig selv om, at det sådan set er det, det hele tiden har
været målet med det hele, og at projektet er lykkedes.
I min bog
Det menneskelige væsen giver jeg
meget mere fyldestgørende forklaringer på ovennævnte.
